Carley

Kapitel 3

Riley:

"Vær nu forsigtige!" Råber mor ud af køkkenvinduet, mens bedste og jeg kører afsted i bedstes golfbil. Jeg træder lidt hårdere på speederen og mærker, hvordan min hænder langsomt vender sig til det velkendte rat.

"Hvis du kører galt, tager jeg livet af dig!" Råber min mor efter mig, men jeg er ligeglad. Når jeg kører, kan jeg føle adrenalinen pumpe rundt i min krop, og mit hjerte banker. Altså på en god måde. Nogle folk slapper bedst af i en massagestol; jeg slapper bedst af, når jeg sidder bagved et rat.

"Hvilken vej skal vi så tage i dag, frøken?" Spørger bedste og sender mig et muntert smil.

"Hvilken dato er det?" Spørger jeg tilbage, mens jeg stadig fokuserer på vejen. Der går ikke engang to sekunder, før hun svarer. Som om hun lige havde tjekket kalenderen...

"Det er den sjette," siger hun, og jeg nikker.

"Okay, så er det et lige tal, og det er din tur til at bestemme."

Bedste nikker og peger på en lille sti, der drejer til højre, væk fra vejen. Jeg sætter farten ned og drejer over på den lille grussti. Mens hjulene kører henover det knasende underlag, prøver jeg at identificere området. Har jeg været her før? Nogle små, tynde træer og en enkelt gravko fortæller mig, at den her vej må være ny. Men jeg stoler på, at bedste ved, hvor vi er henne, og jeg følger trofast den snoede sti, mens jeg håber på, at jeg snart kan genkende noget.

"De begyndte at grave her kort efter, I tog afsted sidste gang," siger bedste, som havde set mit forvirrede ansigtsudtryk, "Det er først færdigt om et halvt år, siger de. Her skal være en eller anden form for 'sanse-have', som åbenbart er meget hipt lige nu."

Selvom jeg koncentrerer mig om ikke at køre ind i hverken buske, træer eller søer, får jeg fremmanet et 'mhm' og river øjnene væk fra stien i et par sekunder. Et par kilometer forude kan jeg se en høj, lys murstensmur. Muren, der adskiller The Valentina Community med resten af verden.

"Og så til højre her, min skat," siger bedste og lægger en hjælpende hånd på rettet. Jeg drejer lydigt og kommer ud på en asfalteret vej igen. Nu kan jeg kende det igen. Vi er på sydsiden. The Valentina Community er nemlig opdelt i to: Nordsiden og sydsiden, og vi havde åbenbart krydset grænset, da vi kørte på den lille sti. Jeg plejer normalt ikke at køre rundt på den her side, men jeg kan stadigvæk godt finde rundt her... nogenlunde...

"Og stands..." Jeg kører ind til fortovet og laver en perfekt parallelparkering, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kigger over på bedste, der sidder og stirrer spændt oppe på huset ved siden af. Der må være noget specielt ved det hus, for vi plejer aldrig at stoppe her. Jeg læner mig indover rattet og undersøger hvert enkelt centimeter af huset, før jeg giver op.

"Bedste, hvad laver vi her?" Spørger jeg og modtager et overrasket blik.

"Kan du ikke se det?! Jeg troede, at du, der er på det der 'Instagrim' kunne genkende det hus."

"Det hedder Instagram, bedste, og nej, jeg kan ikke se, hvad der skulle være så interessant ved det. Det er jo bare et helt normalt hus ligesom alle de andre her på vejen," svarer jeg og peger rundt om os. Begge sider af vejen er flankeret af sandfarvede huse, der alle er gemt bag høje grantræer og blomsterbed. Og det her hus er ikke anderledes. Bedste sukker opgivende og stiger ud af golfbilen.

"Hvor skal du hen?" Spørger jeg og frygter, at mit svar har såret hende.

"Jeg skal bare lige have nogle æg," svarer hun og peger på en lille kiosk, som ligger klemt mellem to huse på den anden side af vejen. Jeg havde slet ikke set den. Jeg føler mig dum, for jeg skulle da have vidst, at bedste aldrig ville efterlade mig her og bare gå sin vej.