Fuldmåne

Daniel havde netop siddet lidt over en times tid og ventet på, at sin lillesøster faldt rigtigt i søvn. Hun havde det med at vågne flere gange inden hun for alvorlig sov. Denne gang var hun faldet hurtigere i søvn end hun plejede. Daniel rejste sig fra den stol han sad på, og gik hen mod døren. Hun sov stadig. Han åbnede forsigtigt døren og trådte ind i stuen. Han, sin lillesøster og sine forældre boede i en lille lejlighed inde i centrum. Her havde han ikke altid boet. Da han var omkring seks år, flyttede han fra udkanten til der hvor han nu boede.
"Sover Emma?", det var hans mor som spurgte. Daniel nikkede og gav et tøvende ja. "Men du ved jo hvordan hun er. Hun vågner sikkert snart igen."
Klokken slog 12 gange og det var fuldmåne. Lejligheden havde ingen vinduer, så det eneste lys der var, var fra de kunstige lys og skærme som hans forældre sad med.
"Jeg går op". Ud gennem døren og videre ud på gangen gik han så. Gangen var som regel dødstille. Der skete ikke noget. Men til gengæld kunne man høre mange forskellige lyde komme fra de rum der var på gangen. Daniel gik op ad brandtrappen, som ellers kun som navnet siger, skal bruges i tilfælde af brand. Han bevægede sig nemlig ikke så meget, så i stedet for at tage elevatoren gik han de fem etager op til taget.
Trappen så ud som om, at den ikke er blevet rengjort de sidste mange år. For hvert trin Daniel tog, kunne man se et fodaftryk der blev lagt af støv på hvert trin. De andre aftryk på trappen var formentlig også hans egne fra de andre aftener han gik derop.
Det var en tåget og overskyet nat. Han kunne kun se de nærmeste skyskrabere, og engang i mellem kunne han se lidt til månen. Han husker dengang han stadig så på skærme, at han engang så en dokumentar omkring ulve og hvordan de kunne samles ved fuldmåne og give sig til at hyle. Men det var lang tid siden han sidst havde set på en skærm for at få tiden til at gå. Dengang var han ligesom de andre entertainaholics. Hverdagene stod bare på at blive underholdt på den ene eller anden måde. Dengang spillede han mange skydespil mm. I dag kan han slet ikke forstille sig at skulle spille så voldlige spil.
Vinden var kølig, og det var egentligt for koldt til kun at have en t-shirt på, men det var rart for Daniel egentlig at føle noget. Livet i centrum kan kendetegnes ved at være tomt og trøstesløs. Den eneste måde man kan føle at ens indre hul er lidt mere fyldt er ved hele tiden at distrahere sig selv.
Det var egentligt ikke så godt at stå ude i for lang tid, for man kunne aldrig regne med vejret. Derfor var beredskabsstyrelses eneste råd altid, at være så meget inde som muligt. Engang havde Daniel stået udenfor, da det var begyndt at hagle så kraftigt, at antenner og andre ting var begyndt at vælte, så da han prøvede at komme ned, var det nærmest umuligt. Han brugte flere timer på at fjerne materialer, så han kunne få åbnet døren til bygningen. Hans forældre havde som altid ikke engang bemærket noget, så derfor aftalte de, at han altid skulle have sin telefon på sig i nødstilfælde. Men Daniel hadede ideen, så han tog den aldrig med.
Henne i et af hjørnerne på taget var der en bunke med alt muligt inventar. Der var både servitrice, gamle enheder og ikke mindst et brætspil. Daniel tog æsken op og tørrede lidt af støvet af. På låget stod der 'Matador'. Han tog brætspillet under armen og gik nedenunder. Det var nok også på tide at lægge sig til at sove.
Hans forældre var stadig oppe, og lå og så et eller andet. Han ved ikke engang om de så det samme, for de lå med hver deres skærm.

Det var blevet en ny dag og Daniel kunne høre at Emma var vågen. Han følte sig ikke særlig veludhvilet, men vidste at hvis han ikke stod op, så ville der ikke være nogen som tog sig af hende. Han hoppede i et par joggingbukser og en bluse, og gik ind og så til Emma.
"Godmorgen Emma! Ved du hvilken dag det er i dag?". Emma nikkede. Dette her var en af de dage hun havde glædet sig meget til. "Ja da. Det er vores fødselsdag."
Deres forældre havde valgt, at Emma skulle have den samme fødselsdag som Daniel, da det i sin tid ville være nemmere at holde en stor fødselsdag end to små. Men det var længe siden de nogensinde havde gjort noget for bare at gøre deres dag bare lidt speciel.
"Hvad kunne du så tænke dig at lave i dag? Det er trods alt ikke hver dag man bliver syv, så jeg tænkte vi skal have det lidt sjovt."
Daniel har siden de fik Emma ikke gjort så meget ud af sin egen fødselsdag, men tænkt mere på hvordan han har kunnet gøre den speciel for Emma.
Emma svarede med et "Mmm".
"Du behøver heler ikke at beslutte dig endnu. Lad os spise noget morgenmad først, så kan vi jo snakke lidt om det."
Morgenmaden stod på røræg, bacon og pandekage. Det var ellers ikke så nemt at få mere. Normalt ville folk bare spise noget nemt og hurtigt. Og det andet tog for lang tid at lave.
"Jeg har desværre ikke kunne få fat i juice til os begge, men der er et glas til dig."
"Tak Daniel. Du er verdens bedste storebror."
Emma var ikke som de andre børn. Daniel havde prøvet lige siden de fik hende at få hende så meget væk fra skærme som muligt. Og sådan en dag som i dag, føltes alt arbejdet som værende det værd. For det var rart endelig bare at dele hverdagen med nogen.
Han ved egentlig ikke hvorfor han gjorde det. Altså hjalp hende. Men han ønskede nok bare ikke, at hun skulle vokse op og leve et liv, som alle de folk på de sociale medier kaldte for 'det perfekte liv'. For det var egentligt bare et liv, hvor man jagtede et eller andet som ingen egentlig vidste hvad var.
"Jeg tænkte på, at vi måske kunne gå hen og se der hvor..."
Emma afbrød Daniel. "Skal vi ikke gå hen til Marcus?"
Marcus var vores fars arbejder. Siden dengang det blev muligt at gensplejse, fik hver person en arbejder som de kunne bruge i stedet for en selv. Det resulterede i at mange folk valgte at sende deres arbejdere på det arbejde de havde, så de selv kunne blive derhjemme og blive underholdt.
"Du ved godt vi ikke må mødes med arbejdere i det virkelige liv. Dem må vi kun instruere via vores arbejdsenheder. Desuden er der vildt langt derhen."
Emma sad og tænkte lidt over det. "Det har du nok ret i."
Men der var heldigvis andre ting de kunne lave.
"Jeg har faktisk fundet et gammelt brætspil oppe på taget, hvad siger du til at spille det?"
Emma lød helt begejstret da hun sagde ja. Og en stor del af dagen gik med at lære reglerne og ellers bare at spille det igen og igen.
Da dagen ellers næsten var ovre, tog han Emma med sig op på taget. De satte sig på en bænk der var deroppe, og kiggede ud over byen. Der oppe fra, så alting så roligt ud. Som om der ingen problemer var i verden. Emma lagde sig op ad sin storebror og kiggede op på himlen. "Wow. Sikke en flot fuldmåne."
Daniel tog Emma i hånden og de kiggede begge ud i horisonten.

I går havde været en rimelig god dag, men de havde også været så heldige at have fødselsdag på en søndag. Så der skete der ikke så meget. Men nu var hverdagen kommet, så Emma skulle i daginstitution. Klokken 8.00 ville hun blive hentet ved døren, af en af skolehjælps arbejderne, men inden skulle hun have noget mad. Denne gang stod den ikke på noget a la det de fik i går. Denne her gang skulle de have noget af det der hurtige mad som de andre spiste.
Dagen var ellers som mange af de andre. Daniel stod op. Hjalp Emma med at gøre sig klar. Så blev hun hentet. Og derefter skulle han bare have tiden til at gå, indtil hun kom hjem igen. Dette svarede til en helt normal hverdag. Det var som om, at alt kreativitet og livsglæde var blevet suget ud af verden. Men Daniel var fast besluttet på, at han bare skulle gøre som han gjorde. Så skulle tingene nok løse sig før eller siden.
Den aften han havde lagt sin lillesøster til at sove og var gået op på taget, havde han følt sig endnu mere tom end de andre aftener. Han var nu blevet 19. Et år ældre. Og dette satte mange tanker i gang. Hvor er samfundet overhovedet på vej hen? Hvordan kan forblive blive normal i en sindssyg verden osv. Resten af natten gik med lignende spørgsmål.

Det var nu blevet den anden dag af Daniels 19-årige liv. Han havde ikke sovet så godt, for han havde ligget det meste af natten og tænkt over hans liv.
Da det blev aften igen, og Emma nogenlunde sov gik Daniel op på taget. Han havde haft mange tanker før, men det var som om han ikke kunne administrere alle de tanker og følelser han havde. Alle disse år, var alt der havde holdt ham oppe, håbet om at Emma skulle have et godt liv. Men nu stod han på grænsen, og vidste ikke engang om der var nogen grund til at håbe på noget. Han rejste sig fra bænken, gik tættere på kanten og kiggede ned. Bygningen han boede i, var ikke den højeste. Men 87 etager var også meget når han kiggede ned. Han trådte væk fra kanten og tog sig til hovedet. Han rystede lidt på kroppen, og stillede sig nu op på kanten. Han lukkede øjnene og trak vejret tungt. Var det virkelig hvad han ville? Alt det han havde kæmpet for. Skulle det bare gå op i røg?
Daniel kunne høre et eller andet. Han var ikke sikker på om det var en menneskeskabt lyd eller noget elektronisk. Men det blev lidt klarere efterhånden som han tænkte over det. "Hey!". Nu kunne han høre det. Der var altså en eller anden som råbte. Han åbnede øjnene og fik øje på en person. "Hey!" råbte hun igen. Der stod en eller anden pige på en anden bygning som han aldrig havde set før. Han vidste slet ikke at der var en bygning der, for det var først da han stod på kanten at han kunne se den. "Hey!" råbte han tilbage til pigen. Pigen sagde ikke noget igen. De stod bare og kiggede på hinanden. Han havde aldrig set en anden levende person stå på taget af en bygning før. Om de havde øjenkontakt eller ej, det vidste han ikke, for hun stod langt væk. Men det var som om, at alle de frustrationer han havde gjort sig, gik væk. Det var som om at livet fik sin gnist tilbage. Det var som om, at alt det som han har bildt sig selv ind om verden, overhovedet ikke havde nogen som helst betydning lige nu og her. Det var som om, at det han havde håbet på og ønsket stod foran ham. Han tænkte, måske kan mirakler virkelig ske?
Nu skulle han bare finde ud af, hvad han nu gjorde.