Små historier på farten 🚗🚌🚊🛩🛳

Sam Greggs

"Sam! Ret opmærksomheden til din undervisning. Tak." siger Frk. Hoffweiler.

Revet ud af mine tanker, i det stille klasse lokale og lyden af kridtet mod tavlen. Jeg kigger op på tavlen. Alt hvad hun har skrevet er ulæseligt.

"Men Hoffweiller.. Hvordan skal vi kunne tage noter, når det du har skrevet ikke kan læses?" spørger jeg.

Frk. Hoffweiler kigger først forbavset på mig, indtil de andre i klassen fniser i baggrunden og hun så ændre ansigts udtryk og så skælder mig ud.

"SAM! Der er absolut ingen grund til at være flabet! Et ord mere og du bliver sendt på kontoret!" hæver hun stemmen.

Der bliver helt stille, som om de bare venter på at jeg vil sige noget. De bliver desværre skuffet, da det ikke kom med det samme og Frk. Hoffweiler igen vender sig mod tavlen.

"Hvordan kan jeg være flabet, når jeg bare fortæller dig sandheden?" fyre jeg af.

"Ti stille Sam!" siger hun.

Jeg pakker mine ting sammen og går over mod døren. Frk. Hoffweiler kigger forvirret på mig.

"Hvad er der i vejen Hoffweiler?" spørger jeg.

"Jeg mindes ikke om, at have bedt dig gå. Hvor er du på vej hen, unge mand?" spørger Hoffweiler.

"Jeg troede da jeg skulle på kontoret. Sagde Frk. Hoffweiler ikke, at hvis jeg sagde et ord mere, så gik turen til kontoret?" spørger jeg klassen om.

Den bagerste række sidder og fniser, mens resten giver mig helt ret.

"Hold nu kæft og sæt dig ned!" siger Hoffweiler.

Jeg skynder mig at holde om min kæbe og sætte mig ned, som hun beder om. Jeg sætter mig naturligvis på gulvet. Jeg bjæffer engang, bare for at understrege kormandoen. Hele klassen griner nu og Frk. Hoffweiler bliver så sur, at hun næsten hopper på stedet. Nu kommer det, udbrudet, hvor jeg ryger på kontoret og resten får fri, fordi hun har et ret vildt temperament.

"SAAAAM! NU ER DET NOK MED DINE SMÅ DRENGELEGE! SKRID NED PÅ KONTORET!!" råber hun, meget højt.

Jeg rejser mig og går hurtigt ud af klassen, men lige inden jeg går helt får jeg sagt:

"Kan du have det som du ser ud Hoffweil... Oh vent, bare glem hvad jeg sagde.. Det gør du allerede."

Jeg hører igen en latter. Hoffweiler smider sin tavle pind efter mig, men jeg når at lukke døren. Jeg stiller mig så jeg kan høre, hvad hun har tænkt sig at sige som det næste. Jeg regner stærkt med at hun giver dem fri, som hun plejer.

"I synes rigtig at Sam er sjov, hva'?. Men I kan tro om igen! Mine timer er ikke sjove! Så I får en stor skriftlig opgave for! Og I får kun idag til at skrive den hele!" siger hun, meget hysterrisk.

Jeg taber kæben og klassen gisper.

"Men Frk. Hoffweiler, det kan de ikke?!" siger Alex.

"Det kan du tro jeg kan!" siger hun.

"Det kan du faktisk ikke, for vi har allerede 5 elevtimer mere end hvad vi må have i denne uge. Og den ene af de opgaver er allerede din!" siger Stacey.

"Ja! Og hvad med Sam? Synes du ikke det er lidt stramt at straffe os, når han ikke engang er her til opgavens uddeling?" spørger Jack.

De begynder allesammen at stille spørgsmål og fortælle hvorfor hun ikke kan give dem, den opgave. Det bliver tilsidst nok for Frk. Hoffweiler.

"OKAY! STILLE!"

Klassen bliver stille. Der er stille i hvad der føles som 5 min.

"Gå." siger Frk. Hoffweiler.

"Hvad?" siger Stacey.

"GÅ! Skrid med jer!" råber hun.

Jeg smiler og går så, da alle pakker sammen. 3 minutter senere, er jeg ude foran kontoret. Jeg sukker kort, banker på og går ind.

"Sam Greggs. Sikke en overraskelse." siger sekretæren.

"Det er fint, Fru. Marks. Jeg skal nok snakke med ham" afbryder Rektor Henry, inden hun når at sige mere.

Han vinker mig ind og åbner døren helt op for mig. Jeg går ind og sætter mig, på min sædvanlige plads. Jeg kommer til at sukke igen.

"Nå Sam. Hvad har du så lavet denne gang?" spørger Henry.

"Hmmm.. Jeg startede egenligt bare med pænt at sige at jeg ikke kunne læse Frk. Hoffweilers skrift på tavlen. Hun mente så jeg var flabet, så jeg viste hende min flabede side.. Sådan cirka som det plejer at være. Hun beder om min opmærksomhed, så fortæller jeg hende hvad jeg ikke kan forstå eller følge med i, og så flipper hun helt ud og kalder mig flabet." fortæller jeg.

Rektor Henry kigger eftertænksomt på mig.

"Det lyder til, at hun kun forventer at du er flabet overfor hende. Det kan være jeg lige skal have en snak med Frk. Hoffweiler senere. Men til en anden gang, så bare lad vær med at blive flabet. Bare sig okay, selvom du ved at du har ret i hvad du siger og bare prøver at forbedre din viden." siger Henry.

Jeg nikker forstående til hvad han siger.

"Det forstår jeg godt, men det er svært, når man ikke har gjort noget og hun så bare kalder en for flabet." siger jeg, pænt.

"Det forstår jeg da også godt, ingen vil anklages for noget man ikke har gjort eller er" fortæller han.

"Nemlig" siger jeg.

Henry skriver nogle ting ind på computeren, inden han kigger på mig. Lidt alvorligt.

"Sååå.." siger han.

"Jaaa?.." svare jeg.

"Hvordan går det? Overvejer du stadig om at fortælle hvem du rigtigt er?"