Julen er Aflyst

22/12/2022
Alfred kunne ikke tro hvad han så den dag. Han ville ikke tro det. Der gik kun få dage til det var jul, og størstedelen af børnenes gaver var allerede produceret og pakket. Alt var gået som det skulle, og som det før havde gjort. Alfred var klar til endnu en dag på arbejdet som sekretær på Julemandens værksted. Den aften var han spadseret op til chefens kontor for at rapportere, at alle de uartige børns kulklumper var færdigbehandlet. Hvad der blot skulle have været endnu et anliggende, i en lang række af årlige forretningsforetagender, tog en forfærdelig drejning. Alfred åbnede døren og blev mødt med kulsort mørke, samt en besynderlig, metallisk lugt. Han måtte fumle rundt for at finde lyskontakten, og da han endelig formåede at oplyse lokalet, var han vidne til et utænkeligt mareridt.
Blod. Blod over det hele. Alfreds blik søgte naturligt mod rummets midte, og der så han... Julemanden! Bekymret skyndte Alfred sig hen til sin kvæstede chef, for at tjekke om alt var vel. Det var det ikke. Julemanden var fucking død. Myrdet i koldt blod, på hans eget kontor. En kniv ragede ud af hans dragt, som var endnu rødere end sædvanligt. Alfred gik i panik. Hvem kunne dog nogensinde have lyst til at dræbe julemanden, og hvorfor? Alfred måtte stoppe sin fortvivlede tankestrøm, da det gik op for ham hvilken situation han befandt sig i. Han var den eneste der kendte til Julemandens grusomme skæbne. Nu var det hans job at viderebringe de forfærdelige nyheder. Han trak kontorets rullegardin op, og beskuede den travle arbejdsplads forneden, hvor alle de stakkels nisser arbejdede hårdt, for en jul der aldrig ville komme. Alfred trykkede på en knap, og aktiverede værkstedets højtaleranlæg.
"Julemanden er død," rungede det gennem arbejdspladsen.
Samlebånd stoppede. Gaver blev tabt på gulvet. Skrig og bandeord fløj fra alle retninger. Alt var ovre, det var ingen i tvivl om. Uden Julemanden var der intet at gøre.
"Julen er aflyst."

25/12/2022
Ashley kunne ikke tro hvad der skete den dag. Hun ville ikke tro det. Tidligt julemorgen var hun stået op for at lave pandekager, og hvad ventede hende i dagligstuen? Uberørte småkager og et tomt juletræ! De skide nissemænd havde svigtet hende. Hvert år drattede der en pragtfuld gave og et stykke velfortjent kul ned gennem skorstenen, men ikke denne gang. Nej, nu skulle man kraftedeme også selv ud for at købe børnenes gaver, og så for ens egne hårdt tjente skejser! Så sad Ashley der, midt i et overproppet lyskryds, og kunne dytte af de andre idioter, hvis tid jo slet ikke var lige så værdifuld som hendes egen. Om lidt ville resten af familien vågne op uden gaver eller pandekager. Julen var ødelagt, og det ville være hendes skyld.

08/01/2023
Sylvia stirrede tomt ned på horden af mennesker, der prøvede at trænge gennem værkstedets tykke sikkerhedsvæg af metal. Verden havde stadig ikke kommet sig over tabet af deres yndlingshelligdag, men det var jo ikke nissernes skyld. Ikke et sekund overvejede de, at nisserne måske havde lidt et endnu større tab. Deres kære julemand var død, men alt menneskeheden bekymrede sig om, var at de ikke længere fik gaver gennem deres skorstene.
Alle var så forbandet optaget af deres eget liv, og Sylvia var ikke meget bedre selv. Hun havde ikke set sin mand siden den skæbnesvangre dag, hvor Julemanden døde. Det måtte have ramt ham hårdt. Han kunne da i det mindste have sagt farvel, men nej, ikke engang en lap papir med en afskedsbesked fik man efter at have været gift i otte år. Nu måtte hun opdrage to børn helt selv. Det hjalp bestemt ikke, at hun havde mistet sit arbejde, og nu skulle ud at finde en ny beskæftigelse, hun ikke var kvalificeret til. De fleste nisser arbejdede blot på Julemandens værksted, om det var af praktiske grunde, eller for at ære en familietradition. Sylvia havde aldrig forestillet sig, at hun skulle arbejde med andet end gaver, men nu havde hun intet valg. Selvom Julemanden var død, måtte livet fortsætte.
Blandt alt kaosset på Nordpolen, var der dog én betryggende detalje. Gerningsmanden var blevet opsporet og fængslet. Nu afventede han bare sin dom. En dødsstraf ville være på sin plads. Det var et åbenlyst valg, der stemte overens med lovene, men der skulle lige være styr på papirarbejdet først. Tænk at blive dræbt af en af sine egne trofaste, højtstillede medarbejdere. Hvad var det nu han hed? Et eller andet dumt og almindeligt. Nåh jo, Alfred!