The asian guy (Dansk)

Just Dance

Han går over til højtaleren og skifter sang, han sætter Ghost Of You på. "Åh jeg elsker den sang" ryger det ud af mig. Han smiler blidt, sætter sig ned på gulvet og jeg sætter mig ned ved siden af ham og sangen begynder "here I am waking up, still can't sleep on your side...." vi begynder at følge musikken og det ender med at vi laver en koreografi til sangen, jeg har ingen ide om hvordan dette startede men det føles godt at danse med ham.

Jeg vil ikke have at sangen stopper, jeg vil bare danse. Vi danser til historien i sangen. Om en dreng som mister hende her pigen. Til sidst i sangen går Min-Jun helt hen til mig, så tæt på at jeg kan mærke ham trække vejret. Jeg står med ryggen til ham og han krammer mig blidt bagfra som en ende på dansen.. det føles som mere end bare et kram i en dans.. Han giver slip før jeg ved af det og går hen til musikanlæget. Jeg står bare stille, men jeg kan mærke han smiler til mig. Jeg vender mig om mod ham, "det var en god dans vi fik lavet" ryger det ud af mig, da jeg føler jeg bliver nød til at sige noget. "Ja mega, den kan vi godt bruge til noget", "bruge til noget?" siger jeg lidt efter. Han når lige at åbne munden inden døren bliver revet op, Min-Jun kigger derhen helt forvirret. Jeg vender mig om og der står Pelle... min bedsteven Pelle. Han kigger på Min-Jun og derefter på mig, han ser bekymret ud. "Er du allerede tilbage fra Spanien, wow tiden flyver" siger jeg til ham og løber over og giver ham et kram "ja" siger han bekymret "hvad er der galt?" siger jeg efter "din far ville have at jeg skulle finde dig og tage dig med hjem" "hvordan vidste du at jeg var her?" "snapchat kortet" siger han. Jeg vil ikke hjem... ikke hjem til min far... "please jeg vil ikke hjem, ikke nu" siger jeg til Pelle "Amalie det går ikke, han er altså pisse bekymret" jeg tager en dyb indånding og kigger på Min-Jun, hans store sorte øjne ser på mig med et trist udtryk. "Jeg får aldrig lov til at gå ud igen nu" siger jeg til Pelle trist. "Jeg ved det" siger han med et trist ansigt og holder sin hånd på min skulder. Jeg kommer jo aldrig til at se Min-Jun igen. Jeg går hen mod ham, står og kigger ham dybt i hans øjne og siger så "nå jeg må hellere afsted" og vender mig om da han ikke siger noget, Pelle og jeg nærmer os døren og Min-Jun råber efter mig "farvel, men det er ikke det sidste farvel" jeg vender mig ikke om, står bare stille mens han siger det, smiler og går videre.

Det første Pelle siger til mig på vejen hjem er "hvem var han?" "det var Min-Jun" siger jeg og bliver helt varm indeni. "Nå, hvor kender du ham fra?" "det er bare en ven fra cafeen" siger jeg efter, "okay" siger han stille og kigger ned i jorden.

Vi står udenfor døren derhjemme "skal jeg gå med ind?" spørger Pelle. "Nej bare gå hjem, vi mødes ved vinduet" siger jeg efter. Pelle og jeg bor ved siden af hinanden og har kendt hinanden i en evighed, fra vores værelser kan vi se hinanden, og vi snakker altid der. Jeg siger farvel til Pelle, tager en dyb indånding og træder ind af døren. Min far står inde i køkkenet med hænderne på bordet. Han siger ikke noget hvilket er mærkeligt, står bare der og kigger ned. "Undskyld far, jeg ved godt hvad du vil sige, jeg må ikke gå ud mere, jeg ved det" siger jeg med tårer i øjnene, han kigger op og siger stadig ikke noget, kigger bare på mig skuffet. Jeg går op på mit værelse, og undre mig over hvad der lige skete. Min far plejer at blive rasende på mig når jeg ikke kommer hjem til tiden, hvorfor var han sådan denne gang?