Før jeg vidste af det, var vi oppe i klassen. Jeg trådte stille ind, jeg ville helst ikke drage for mange blikke mod mig. Ihverfald ikke i dag, jeg var ikke i humør til det. Jeg var stadig træt, også selvom jeg ikke gik sent i seng. Jeg havde en underlig drøm. Som i virkelig underlig, faktisk var den så underlig, at jeg ikke engang kunne forklare den. Tænkte ikke så meget mere på det, ville bare igang med dagen. Så kickede det ind. Kaffen. Pludselig fik jeg en trang til at rejse mig op og skrige noget underligt. Jeg ved ikke hvorfor. I det mindste blev jeg siddende. Jeg kiggede på Madison som sad overfor mig. Hun så fjern ud. Men hun er så køn, og så undervurderet fra drengenes side af. Højest sandsynligt fordi, hun ikke er særligt moden eller erfaren, når man taler om drenge. Og folk ved det. De har hørt ting. Ikke rygter, ikke om Madison, nej de ting der går rundt om hende, passer faktisk. Hun virker moden når drengene skriver med hende, eller når hun snakker med Riley og Lily om dem, og når de så spørger om de denne gang kommer til at mødes, så har hun det samme svar hver gang "det føles mere rigtigt denne gang. Det virker som om han godt vil mødes". Alligevel bor de allesammen over 1 time i bil væk fra hende, og hun har aldrig mødtes med nogen af dem. Selvom vi er 14 år, har hun aldrig kysset med nogen. Men i mine øjne passer det mig fint, de fleste af hendes ex'er har ikke været det værd alligevel. Men hun er en køn pige. Jeg har ondt af hende. Hendes forældre er også søde, men jeg tvivler stærkt på, om hendes far ville blive glad hvis hun fik en kæreste. Lige nu skriver hun med massere drenge, men det er allesammen nogen, hun ikke kender eller har mødt over snapchat. Jeg har fortalt hende flere gange, at de drenge hun skriver med, alligevel ikke er det værd. Men jeg tror, at hun er for desperat til at ville lytte. Til frokost går vi ned i kantinen, og vi snakker mere om de problemer vi har haft med Riley og Lily på det seneste.
"Jeg vil gerne snakke med dem, men jeg vil bare ikke være fake" siger Madison og tager en juicebrik op på sin bakke.
"Jeg gider ærligttalt ikke skabe unødvendigt drama, det kan jeg virkelig ikke overskue" Svarer jeg. Og jeg er ærlig. Vi ved begge to hvad vi tænker. Vi vil begge gerne konfrontere dem med deres løgne, men vi vil heller ikke blive uvenner med dem, for det er der ingen grund til. Vi er jo lidt den populære gruppe sammen. Selvom de fleste godt ved, at det er mig, der står for det meste. Det er mig, der snakker med hele årgangen. De fleste fra årgangen hader Riley og Lily, fordi de er så snobbede og for det meste holder sig for sig selv. Men Madison kan de fleste godt lide, fordi jeg hele tiden er sammen med hende, og folk føler sig nødsaget til at give hende en chance mere.
Efter skole, gik vi automatisk hen til Madison. Når vi er sammen, er vi altid hos hende. Højest sandsynligt fordi, at hun bor 100 meter fra skolen. LED-lyset fra hendes værelse giver mig en underlig fornemmelse i maven. Jeg føler, at der skal ske noget, der vil ændre vores liv for evigt. Men jeg tvivler stærkt på det.
