1d imagines

Is it love?

Alle scener hvor One Direction snakker skrives på engelsk da hun jo kommer fra Danmark og så synes jeg at det virker mere realistisk.
*Hovedpersonen hedder Sofie

Jeg finder min højtaler frem og skruer maks op for lyden inden jeg derefter sætter min mobil til og starter en playliste med One Direction. Jeg er i gang med at lave hele mit værelse om til et stort One Direction alter med plakater på alle vægge. Jeg elsker One Direction som du nok kan fornemme men jeg er altså sådan en sindsyg fan der ville begynde at græde hvis jeg mødte dem...eller okay det er måske ikke helt sandt. Ihvertfald er jeg ikke sådan sindsyg som nogle directioners er. Det var bare det jeg prøvede på at sige.

Jeg skal lige til at hænge den sidste plakat på plads da min irriterende lillebror braser ind af døren. "Hvad vil du?!" Hvæser jeg surt af ham. "Slap af søs jeg vidste sku ik' det var den tid på måneden" siger han og trækker hænderne overgivende over hovedet. Orgh det var dråben! "DU SKRIDER UD OG DET ER LIGE NU!" råber jeg til ham samtidig med at jeg er på vej mod ham. Han løber med det samme ud og begynder at kalde på mor. Åårh den unge er så belastende altså hvorfor kan han ikke bare fatte at han skal lade mig være?! Jeg kan høre min mors trin på trappen så jeg smækker døren i, smider mig på sengen og skriger ned i en pude. Døren går op og ind træder min mor...eller det tror jeg da ihvertfald. Jeg skynder mig at kigge op fra puden og synet får mig til at måbe og smide hovedet ned i puden igen. Det kan ikke passe og hvorfor. Og ja det største spørgsmål til min kære gud: hvorfor lige nu? Mens jeg er røv sur på min pisse belastende lillebror og jeg allermest har lyst til at ligge mig i min seng og spise chokolade imens jeg langsomt bliver tykkere.
Jeg hører pludselig en der griner og jeg hopper i chok da jeg helt havde glemt hvem der stod i min dør.

"what was that all about?" spøger Harry stadig med et lille grin. OMG hvad er det der sker jeg står foran Harry fucking Styles og jeg er stadig rasende og kunne tæske den lille gnom. Ved han ikke at man ikke siger sådan noget?!

"Uuhm nothing sorry" siger jeg og kigger ned i jorden.

"I can see it's something and to be honest I could also hear it" den sidste del hvisker han det var vidst ikke meningen at jeg skulle høre det, men det er for sent.

"Hey first of all I heard that! Second I can explain it but you will think that I'm so laughable" det første siger jeg med en lidt spids stemme hvilket får ham til grinende at løfte hænder overgivende over hovedet.

"Okay okay I stop now but then I want to hear why you slammed the door and screamed into a pillow" siger han og prøver at være seriøs men det lykkes ikke.

"Fine! It's just my stupid little brother who came into my room without asking or anything"

"And that's why you got so mad? Wow are you on your period or something?" Siger han grinende han stopper dog brat op da jeg giver ham dræberblikket.

"Why do everybody says that?! First him now you! See that's why I got mad at him cause he don't know where the limit is!" Jeg lægger mærke til at jeg kommer til at hæve stemmen hvilket får mig til hurtigt at undskylde. Han griner bare igen. Og svarer så: "So why did you throw him out but not me?" Jeg kigger dumt på ham hvilket får ham til at grine endnu mere.

"Okay that's a stupid question and just to answer that question then first of all you are not my little brother who I can just throw out if I don't want him in here...my mom would kill me if I was evil or mad at some guests! Second I don't throw Harry Styles out of my room I mean what do you think about?! Have you seen my walls or what?" Det sidste får ham til at kigge hen på væggen som om han slet ikke havde set det før nu.

"I see, I see how did I first recognize that now? I mean I must need glasses or something" han kigger med et dumt smil hen på mig.

"Yeah as if you didn't see them before" svarer jeg og vender øjne af ham inden det slår mig hvad laver han egentlig her? "Why are you even here? I mean not because you can't be here but you know it's not everyday Harry Styles just walk into my room" spørger jeg grinende over min måde at sige det på.