Fortabt

Kapitel 2

Jeg krøb sammen i gråd, jeg følte mig alene og fortabt.
Men jeg måtte blive ved med at prøve, jeg fik vejret og blev mere rolig.
"Tag det roligt - træk vejret - det skal nok gå".
Det sidste var nok mest af alt en løgn, men det virkede og jeg blev mere rolig. Jeg tog mig igen til hovedet, det var begyndt at bløde mere. Jeg tørrede min blodige næse i mit ærme, og rejste mig op. Jeg satte mit øre på den låste dør, men min konstante tunge vejrtrækning larmede for meget. Der var ikke noget at gøre, jeg kunne ikke komme der ind. Jeg gik tilbage til klasseværelset. Der var selfølgelig stadig helt mørkt udenfor. Da jeg kom ind i gangen lugtede der klamt af blod, der var stadig helt mørkt i gangen, så jeg kunne ikke se om der skulle ligge blod på gulvet, eller for den sags skyld et dødt menneske der blevet slået ihjel af monstret der var ved at dræbe mig. Jeg gyste bare ved tanken af døde mennesker, kuldegyset fik mig til at gå videre ned af gangen. Måske lå min mobil på min madras i klasseværelset, jeg ville ringe til min mor og far og sige at de skulle komme og hente mig.
Jeg ville ikke tilbringe resten af natten her.
Noget dryppede ned i mit hår, jeg fik noget af det på min finger da jeg mærkede mit hår. Jeg lugtede til det. Det var blod, jeg skyndte mig videre ind i klassen. Jeg satte mig ned på min soveplads, min mobil lå heldigvis på min seng. Jeg ringede til min mor og far.
"Kom nu - tag telefonen - svar mig?!"
Der var ingen der svarede, det var bare den samme sørgelige telefonsvarer.
Mit hovede blev tungere og tungere. Jeg havde sket ikke tænkt på hvordan jeg selv havde det. Jeg blødte meget voldsomt. Jeg måtte stoppe blodet, jeg tog min mobil, gik ud på gangen og lyste rundt. Der var næsten blod over hele gulvet. Der var blodige håndaftryk på væggene, som om noget havde prøvet at komme væk fra noget forfærdeligt i den kulsorte gang. Jeg prøvede at undgå at træde i det store pletter af blod da jeg gik over mod toilettet. Jeg gik ind på toilettet og lukkede døren, men jeg låste ikke døren, da jeg var bange for at den ville gå i baglås. Jeg tørrede det værste blod af og vaskede mit ansigt, det gjorde blandt andet at jeg blev mere frisk.
Jeg hørte fodtrin udenfor toilet døren. Jeg blev helt stiv i kroppen, jeg overvejede at gå ud og tjekke hvem det var, men jeg var for bange. Hun skreg højt og derefter hørte jeg en masse bump som førte helt ovenpå. Jeg kunne høre at det var en pige på hendes skrig, men det var ikke bare hvilken som helst pige.
Der var en fra min klasse.
Jeg skyndte mig ud af døren, da jeg kom ud var der blod på hele gulvet, blodet førte mig helt op ovenpå, til et åben rum. Der var en ubehalig lugt af blod, der fyldte mine tanker med død. Der var ingen andre i rummet, kun Sabrina. Hun lå helt stille i midten af det store rum.
Hendes øjne havde ingen farve de var kulsorte, ligesom natten. Hendes tøj var ødelagt og beskidt, og ansigtsudtrykket på hende, var skabt af frygt.
Hun var død.
Det kom som et chok, jeg satte mig ned. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var vred. Jeg ved godt at hun har været ond mod mig siden 1 klasse men ingen fortjener at dø. Jeg kom til at tænke på de andre i klassen, hvor var de? Bare Olivia ikke var død, eller Frederikke..
Et par tårer gled ned af min kind, jeg troede aldrig at jeg skulle opleve døden lige foran mig. Men her sad jeg og græd, jeg så helt anderledes på mig selv nu.
"Jeg er ikke personen der græder - Jeg er ikke svag - stop nu, du ved skikkelsen kigger med".
Jeg fik mig selv til at stoppe, jeg skulle ikke virke svag over for monsteret.
Ellers blev det min sidste dag. Jeg tørrede mine øjne. Jeg ville ikke være med til det her mer, det var bare for meget.
Hvorfor skulle jeg stå i sådan en situation alene? Hvorfor over hovedet mig? Hvad havde den sorte skikkelse imod mig? Hvor skulle jeg gå hen?
Der var for mange spørsmål, jeg blev nødt til at få svaret på dem. Jeg ville ønske at der var nogen der kunne hjælpe mig, men jeg var den eneste her, tror jeg ihvertfald. Men hvorfor lige Sabrina? Hvor var de andre?
"Ikke flere spørsmål - nu må jeg snart finde svarene - ellers er det snart forsent"
Jeg lod hende ligge, jeg ville ikke røre ved hende og jeg ville bestemt ikke gøre skikkelsen mere sur end den var i forvejen. Jeg rejste mig op og gik ud af rummet og ned af trappen. Jeg ville hjem, med det samme. Jeg kom ned af trappen og åbnede døren ud til den lange gang. Jeg kiggede rundt, alt blodet var væk og lyset virkede igen. Der var blevet ryddet op, det var som om det hele var en ond drøm. Der lugtede ikke mere, blodet fra loftet var væk og jeg kunne endelig høre nogle menneske stemmer inde fra klasselokalet. Jeg åbnede stille døren ind til klassen, jeg opdagede at alle fra klassen sad på deres senge da jeg kom ind rejste alle sig op og kiggede meget underligt på mig.

(Håber i nød den her del af kapitlet, det er ikke helt færdig endu, men jeg arbejder på det)
Kh. Stine Lahn