Fortabt

Kapitel 1.

Jeg kom først sent om aftenen, mange fra min klasse var der allerede. Jeg kunne se min veninde. ,,Hej Olivia" sagde jeg højlydt, hun reagerede ikke. Jeg løb over til hende, ,,Hej Olivia". ,,Hej Sara, hvordan går det?", ,,Fint, så glæder du dig til i aften?". Idag skulle alle fra min klasse sove på skolen. Vi havde prøvet det før, men alle tog hjem fordi der går et rygte om en gammel skole elev, der går igen på skolen. Jeg tror ikke på sådan noget. Jeg er ikke personen der bliver bange, faktisk var jeg den eneste som der ikke tog hjem. ,,Ja, det gør jeg, men tror du alle bliver denne gang?" Spurgte Olivia. Jeg tvivlede lidt men valgte alligevel at svare. ,,Ja, det er jo trosalt 2 år siden". ,,Du har sikkert ret". Vores skolelærer kom endelig. ,,Så, er alle klar til at have det sjovt?" Jeg overvejede at svare nej, for sjov selfølgelig, men siden alle svarede ja, gik jeg bare efter det. ,,Nu vil jeg have at alle går ind og finder en plads at sove på, jeg regner med i selv kan styre det". Det skulle hun ikke havde sagt. Alle drengene stormede indenfor i klassen, så de kunne få den bedste plads. Det er typisk, men der var ingen såkaldte "gode pladser", gulvet var beskidt, og der var ikke meget plads.

,,Sara vil du sove ved siden af mig?" Det var Frederikke der spurgte, vi var gode venner, men jeg ville hellere sove ved siden af Olivia. ,,Nej, skal sove ved siden at Olivia" sagde jeg. ,,Men det ser ud til at Olivia skal sove ved siden af Sabrina?" Frederikke var tydeligvis forvirret, det var jeg også. Sabrina var den værste person i hele verden, hun var så ond mod alle, men alligevel var hun mega populær. Jeg var blevet mobbet af hende siden første klasse, og det ville jeg ikke have skulle ske for Olivia. ,,Øh, jo det vil jeg gerne men, jeg skal lige snakke med Olivia". Olivia var tydeligvis helt optaget af at blive venner med Sabrina. Det var ikke mig der skulle bestemme hvem hendes venner var, men jeg kunne ikke rigtigt lide når hun var sammen med hende. Jeg gik over til dem. ,,Hey Olivia, vil du sove ved siden af mig?" Jeg lød desparat, men jeg spurgte hende alligevel. ,,Nej desværre, skal sove sammen med Sabrina!" De grinte, og var tydeligvis ligeglad med mig. Det kunne vel også være lige meget, bare jeg fik noget søvn. ,,Men vi har da stadig en aftale ikk?". ,,Hvad snakker du om? -Vi har aldrig snakket om noget med en aftale!?". Hun vidste godt hvad jeg snakkede om, men hun prøvede at snyde sig uden om. ,,Jo, vi lavede en aftale igår i skolen?" Jeg var ved at blive sur, men jeg prøvede at holde mit temperament nede. ,,Nårh ja, det kan jeg godt huske, men Jeg lavede først en aftale med Sabrina". Jeg var færdig med alt deres lort. Jeg gik over til Frederikke igen. ,,Finder du ud af noget?" ,,Ja, jeg sover ved siden af dig". Jeg pakkede min madras ud, det var hårdt at puste luft i den. Sabrina grinte da hun gik forbi mig, det gjorde Olivia også, jeg forstår ikke hvordan hun bare kan endre sig på nul komma fem? ,,Så, vil du have en aftale?" Spurte Frederikke. Jeg ved ikke om jeg bare skulle sige nej. Jeg besluttede at svare ja, jeg vil helst ikke gå alene. ,,Fedt, skal jeg hjælpe dig med din sovepose?" ,,Ja tak!" Sagde jeg og smilte. Hvis Olivia ikke gider og være sammen med mig, så kan jeg da bare vise hende, at jeg sagtens kan have det sjovt uden hende. ,,Er alle færdige med at pakke ud?" Igen svarede alle ja, læreren plaprede løs, men jeg koncentrerede mig om noget andet, en sort skikkelse løb hurtigt forbi, uden for klasseværelsets vindue. Jeg vidste ikke hvad det var, men tænkte ikke mere over det. ,,Hvis i er færdige, så tag en pude og kom med over i gymnastiksalen, vi laver pudekamp". Læren gik igen.

Jeg gik over til vinduet og kiggede efter om nogen var der, men jeg kunne ikke få øje på noget. Da jeg vente mig om var alle væk, jeg var åbenbart den sidste til at gå over i gymnastik. Jeg tog min pude og gik ud i skole gården. Det var ikke lyst mere. Jeg havde det hele tiden som om at der var nogen der overvågede mig, men jeg gik videre. Jeg kikkede konstant bag mig, som om nogen var der. Jeg var kommet over i salen, med det samme fik jeg en pude i hovedet. Jeg fjernede puden, og tænkte at det sikkert bare var en af drengene der syntes det ville være sjovt. Men der var ingen i salen, salen var hel tom. Hvor var alle? Og hvem havde kastet puden? Jeg kunne pludselig mærke at der var en der åbnede døren bag mig, det var min klasse, de begyndte med det samme at kaste rundt med puderne. Jeg troede jeg var den sidste der gik over? Jeg var ikke med til pude kampen, for mine tanker handlede kun om puden og den tomme sal resten af aftenen. Jeg tænkte konstant over om den sorte skikkelse måske kunne have noget at gøre med det hele. Jeg lod som om ingenting var sket, og var med til pudekampen. ,,Er der noget galt?" Det var Lærke, vores lærer der spurgte. Altså der var jo noget galt men jeg ville ikke sige det, for hun ville nok ikke tro mig. ,,Jeg har lidt ondt i hovedet" Løg jeg. Jeg kiggede over på mine klassekammerater, Olivia og Sabrina var stadig sammen og Frederikke gik sammen med Klara, så jeg havde ingen og være sammen med. ,,Sara vil du lidt over i klassen? Så kan du få lidt vand". ,,Øh, ja tak", svarede jeg. Lærke fulgte mig over i klassen. Selvom jeg havde det fint, så kunne jeg godt bruge lidt tid til at finde ud af noget mere om den sorte skikkelse. ,,Jeg henter lige noget vand til dig!". Jeg satte mig ned på min seng, tog min bog og begynde at læse.

Jeg var helt optaget af at læse, indtil jeg blev afbrudt af en piges skrig, jeg tænkte at det nok var ovre fra gymnastiksalen, men det lød som om det kom oppe fra den næste etage på skolen. Jeg kikkede op på uret, klokken var 19:00 om aftenen, det var to timer siden at Lærke sagde hun ville hente vand til mig. Jeg kunne ikke forstå hvordan at klokken var blevet så mange, det føltes som om at det kun var en halv time siden? Hvor blev hun af? Og hvor var de andre fra min klasse? Jeg ville over i gymnastik salen og se om alle var der ovre. Det var begyndt at regne. Jeg gik ud i gangen, det tordnede og strømmen gik, det var ikke helt mørkt for jeg havde min lommelygte. Jeg lyste forsigtigt rundt i gangen, men lyset fra min lommelygte ramte en sort skikkelse, jeg tabte lommelygten og lyset fra lygten gik ud. Jeg kunne høre løbende fodtrin. ,,Lærke?!" Jeg nærmest råbte, min stemme lød bange og skinger. Der var helt mørkt og jeg kunne ikke se noget. Jeg kneb mine øjne sammen og prøvede at tyde gangen jeg stod i. Jeg kunne intet se, men jeg kunne mærke at der var nogen i rummet. Nogen tog fat i mine fødder og rev i dem så jeg mistede balancen og faldt forover, jeg faldt med hovedet først og min næse begyndte at bløde. Men det var ikke slut endu, i en hurtig bevægelse blev jeg revet hænd af gulvet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var lammet af frygt. Jeg kunne føle blodet strømme fra min næse. Jeg mærkede efter om jeg kunne finde min lomme lygte, men med intet held. Et skarpt lys fra et lyn lyste hele rummet op, og for 2 sekunder så jeg min største frygt. En stor sort skiggelse stod i hjørnet af rummet, jeg skreg så højt jeg kunne, jeg håbede på af nogen hørte det, sådan at jeg kunne få hjelp. Jeg begyndte at hulke, imens lå helt stille i et par minutter, og håbede på at det var ovre. Jeg tog en chance, rejste mig op, løb over mod døren og løb ud i skole gården. Lygtepælene ude på vejen, var stadig tændt, så lidt lys var der da. Jeg mærkede efter om min mobil var i min lomme, men der var intet at finde. Jeg satte mig ned på det kolde asfalt, og begyndte at græde. Det føltes som om der intet var at gøre. Jeg var bange, en følelse som jeg sjældent oplevede. Der var intet hjælp at hente, jeg var helt alene. Jeg tørrede min næse, og prøvede at stoppe blodet. Jeg måtte tage mig sammen, og prøve at finde ud af hvad der skete. Jeg rejste mig op, men jeg gjorde det for hurtigt, jeg besvimede og faldt til jorden.

Jeg vågnede da et lyn slog ned tæt på skolen, jeg var helt gennemblødt af regnen. Jeg tog mig til hovedet, mit hovede gjorde ondt, jeg havde fået et sår lige over tændingen. Det blødte, og jeg havde det ikke særlig godt. Jeg må have slået hovedet på asfalten, da jeg besvimede. Jeg huskede, at jeg ville over i gymnastik salen, for at se om min klasse var der ovre. Jeg rejste mig forsiktigt op, mine skridt var langsomme og forsigtige. Jeg var helt forpustet, jeg satte mig på en af de mange bænke. Mit blik ramte døren ved bygningen jeg kom ud af, da den åbnede og lukkede af sig selv. Jeg rejste mig op, og gik så hurtigt jeg kunne over mod døren til gymnastik salen. Skikkelsen fulgte efter mig. Jeg rev døren op og skyndte mig ind. Klassebilleder helt fra år 1914, og op til 2014, hang på alle væggene, men de så ikke ud som de plejede, for der var ingen mennesker på billederne, bortset fra et billede. Der var en pige på billedet. Jeg stirrede på billedet, er det den gamle skole elev der gik igen? Jeg havde ikke tid til bare at stå og kigge, jeg skyndte mig op ad trappen og hen til døren. Jeg gik hurtigere end jeg normalt gjorde, jeg var tydeligvis skræmt, men hvem ville ikke være det? Jeg tog fat i håndtaget og rev i det, men døren åbnede sig ikke. Den var låst, nu var der intet at gøre. Jeg vendte mig om, og ligesom jeg havde forstillet mig, stod skiggelsen lige foran mig. Jeg havde lænet mig helt op at døren, jeg trak vejret hurtige end normalt. Væsnet var stort, og sort. Den hvæsede højt af mig og jeg skreg, jeg havde aldrig skræget så højt før. Væsnet havde ingen øjne, der var bare store sorte huller i hele ansigtet på den. Den kom tættere på mig, og lige da jeg troede at jeg skulle dø, forsvandt den.