The True Legends

Kapitel 1

Jeg sidder i min gule sofa og spiser nudler. Fjernsynet køre med min yndlingsserie, som jeg altid glemmer navnet på. Jeg spiser også mine yndlings chips, som er skruer. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor de er mine yndlings. Det er måske fordi, de minder mig om en hat jeg så i Grækenland. Selvom vi altid har rejst meget, er ferien til Grækenland virkelig den bedste jeg nogensinde har haft.

Jeg slår øjnene op. Sollys strømmer gennem de store vinduer, og skærer mig i øjnene. Jeg kigger rund i vores lille stue. Jeg må være faldt i søvn i går på sofaen. Jeg kan hører vores store bornholmerur tikke.
Jeg går ud i køkkenet, hvor min mor står og laver morgenmad. "Godmorgen skat, har du sovet godt?" spørger hun med et sødt smil. "Ja, jeg har sovet fantastisk. Jeg burde virkelig sove på sofaen noget oftere, den er såå blød!" Jeg går helt hen til hende, og kigger over hendes skulder. "Mmmm, det dufter rigtig godt," siger jeg med et smil på læben. Jeg går hen og sætter mig ved spiseboret. Min mor kommer balancerene med en tallerken, fyldt med æg og bacon, i den ene hånd, og i den anden har hun et glas med æblejuice. Hun stiller det forsigtigt foran mig, for ikke at spilde juice på bordet. Æggene er stegt lidt for meget, så de er blevet en lille smule brune. Det gør ikke så meget, de smager nemlig rigtig godt alligevel.
Jeg tager min telefon, og kigger på klokken. Den er 7:55. Jeg kommer i tanke om at det er mandag, og at jeg skal møde på gymnasiet klokken 8:00.
Jeg propper den sidste bid æg i munden, skyller efter med æblejuice, rejser mig op, og løber hurtigt ovenpå. Jeg roder rundt i mit store egetræsskab, for at finde noget tøj jeg gerne vil have på. Jeg ender med at vælge en hvid t-shirt og et par lyseblå jeans. Jeg tager min gule yndlingstrøje udover. Gul er nemlig min yndlingsfarve. Jeg tager min taske og løber ud af døren. Det er lidt køligt udenfor, selvom det er forår. Jeg stopper op, lukker øjnene og trækker den kølige luft dybt ned i lungerne. Jeg kan mærke de første solstråler, slikke hen over mit ansigt. Jeg ville bare ønske at jeg kunne blive stående sådan her hele dagen, men er allerede alt for sent på den.   
Jeg skynder mig hen til min cykel. Den er gul, med en masse solsikker på, og også lidt for lille. Jeg vil gerne have en ny, men mine forældre siger at den jeg gerne vil have bliver for dyr. Jeg tager cykelhjelm på, sætter mig op på cyklen, og skal lige til at kører, da jeg kommer til at kigge ned på det forreste hjul. Jeg sukker højlydt, og bander for mig selv. Hjulet er helt fladt.
Jeg løber indenfor igen. Min mor er stadig i køkkenet, hvor hun står og vasker op. "Mor!" pruster jeg. "Min cykel er flad, kan du ikke kører mig, hen til gymnasiet?" Hun sukker. "Det kan jeg desværre ikke, skat." Hun sender mig et undskyldende blik. "Din far har bilen, og han er ude ved flyet nu. Jeg er ked af det, men du bliver nødt til at gå."
Jeg tager min cykelhjelm af, og går ud af døren. Igennem det store vindue, kan jeg se at min mor er lige ved at være færdig med opvasken. Jeg vinker til hende, men hun ser det vist ikke.
Jeg begynder at gå mod gymnasiet. Der er omkring 3 kilometer, og hvis jeg skynder mig, vil jeg nok være der 8:45. Jeg bliver nok også nød til at løbe lidt af vejen, for ikke at få alt for meget fravær, oven i det jeg har i forvejen.
Da jeg næsten er halvvejs, får jeg øje på et kæmpe stort træ. Blomsterne på grenene er meget tæt på at springe ud, og man kan lige ane at de vil blive lyserøde. Jeg har virkelig travlt, men stopper alligevel og nærstudere træet. Jeg plejer at cykle her hver dag, men alligevel føler jeg ikke at have set det før. Men et træ så stort kan jo ikke bare komme lige pludseligt? Jeg står i lidt tid og betragter det, med forundring. Der foregår en diskussion i mit hoved. Den rationelle del af min hjerne siger at det må have været her hele tiden. Mens den mere irrationelle del, tænker at det må være magi. Til sidst bliver jeg enig med mig selv, om at træet må have stået her hele tiden, og jeg bare først ligger mærke til det nu, hvor der er ved at komme blomster. Jeg ved at jeg hellere må gå videre, så jeg slipper modvilligt træet med øjnene og fortsætter.
Lige pludselig føler jeg at der er nogen der følger efter mig. Jeg vender mig om, og når lige at se et glimt af en skygge inden den forsvinder. Jeg stopper op, og kan mærke hårene rejse sig i nakken. Jeg syntes det lignede at skyggen havde den sjove hat på, som jeg havde set i Grækenland, altså den som lignede skrue-chipsene. Men jeg tænker at jeg må have set forkert, der var jo selvfølgelig ingen skygge. Ligesom at det træ jeg så, altid havde stået lige der. Det er fjollede at hidse sig op bare af så lidt. Jeg griner lidt for mig selv, og får faktisk helt lyst til Skruer.
Jeg skal lige til at gå videre, så jeg vender mig om. Bang-bang-hop-bang-bang-hop. Mit stakkels hjerte, som ellers lige var faldet til ro, begynder igen at banke højlydt. Lige foran mig på vejen, står der en mand med helt sort tøj på. Han har hatten fra Grækenland på. Vi står bare, og stirre hindanden direkte ind i øjnene. Jeg er helt stivnet af chokket. Lige pludselig siger han: "løb gem dig, DE KOMMER, LØB, DE KOMMER!!!" Først da, vågner jeg op af min trance. Jeg begynder at gå baglæns væk fra ham, lige så langsomt. Da jeg føler at jeg er bakket langt nok væk, vender jeg rundt, og begynder at løbe. Jeg tror aldrig jeg har løbet, så hurtigt før. Jeg kan hører ham råbe efter mig: "PAS PÅ, DE KOMMER, DE KOMMER!!!" Jeg løber tilbage mod vores hus, men tager en sidevej og er snart på vej mod Gymnasiet igen, selvom dette er en omvej.
Jeg stopper ikke med at løbe før jeg når gymnasiet. Jeg smider mig på en bænk i den helt tomme stengård. Ind igennem vinduerne kan jeg se de andre elevers hårtoppe, de har time nu. Jeg er virkelig tørstig efter løbeturen, så jeg åbner mit taske og tager en vandflaske frem. Jeg bliver siddende lidt udenfor, for at dampe af, og nyder det kolde vand, som glider ned gennem mit svælg.
Da jeg føler at jeg er dampet nok af, går jeg ind af den store sorte dør, til gymnasiet. Jeg står og kigger lidt rundt inde i gangen. Jeg går hen til vand automaten, og fylder min tomme vandflaske op igen. Jeg begynder at gå hen ad den lange gang, mod mit eget klasseværelse. Jeg passere en masse lukkede døre indtil de andre, som sidder og har time. Jeg begynder at gå lidt hurtigere, pludseligt nervøs. Der er helt stille, og gangen er tusmørk, fordi der kun er to vinduer. Alt for lidt til at oplyse den lange gang, men rektoreren sparrede pengene til lamper væk.
Jeg stopper op foran døren til mit klasseværelse. Jeg tager langsomt fat, i det lidt slidte, brune håndtag. Jeg er lige ved at trække i det, men jeg stopper brat op. Jeg står helt stivnet i en tid, med hånden på håndtaget. Jeg føler det som en kold vind, der slikker hen af min krop. Jeg får kuldegysninger. Jeg lirker mine fingre af håndtaget og kigger mig til begge sider, men jeg er stadig alene i gangen. Selvfølgelig er jeg det, jeg kan jo ikke være andet. Jeg fnyser, og skal lige til at gå ind i klassen. Men der er noget der stopper mig igen, en følelse. Det er en følelse af, at jeg skal gå hen til vinduet. Faktisk bliver jeg nærmest draget derhen. Jeg går hen til vinduet, og kigger ud, nervøs for hvad jeg får at se.
Der står han. Han er høj og slank, men stadig muskuløs. Hans kæbe er markeret, og helt glat. Han har en grå trøje på, og et par sorte bukser, med lommer i siderne. Han er ikke min normale type, men faktisk ret pæn. Hans blonde hår flyver om hans ansigtet. Vi får øjenkontakt. Hans øjne er helt krystalblå, og dybe som om de forstår alting. Mit blik er låst fast i hans smukke blå øjne, jeg kan ikke se væk. Jeg læner mig helt hen til ruden, så min næse næsten rører.
Vent det kan da ikke være sandt?! Ud af øjenkrogen kan jeg se nogle hvide fnuk dale. Det ligner sne. Men det kan ikke passe, det er jo midt i foråret? Min ånde dugger ruden. Jeg gnider på den med mit ærme. Nu kan jeg se det tydeligt. Det er sne! Virkelig underligt, men han står stadig bare der, som om han ikke ligger mærke til noget. Den hvide sne daler lige så stille om hovedet på ham, og ligger sig i hans hår. Jeg står stadig som i en trance og kigger ham dybt i øjnene.
Lige pludseligt hører jeg en lyd bag mig. Jeg bliver revet ud af min trance, og vender mig om med et sæt. En af dørene til et af de andre klasseværelser går op, og ud kommer en pige. Hun skynder sig forbi mig, mod dørene ud til toilettet. Bag på hendes hvide bukser er en rød plamage. Jeg føler virkelig med hende, det er aldrig sjovt at bløde igennem på gymnasiet. Jeg overvejer at følge efter for at høre om jeg kan hjælpe, men i stedet kigger jeg ud af vinduet igen.
Han er væk, og det samme er sneen. Jeg læner mig helt hen til vinduet, for at se om jeg kan få øje på noget, der rent faktisk indikerer at han har været her, at det hele ikke bare er noget jeg forstillede mig. Men der er intet spor, af ham. Jeg mærker en bitter skuffelse, sammen med en anelse tvivl. Er han virkelig? Eller var det bare min fantasi der spillede mig et puds?
Jeg vender mig om, med et dybt suk, og går hen til døren igen. Denne gang går jeg ind uden tøven. Alle kigger på mig. Jeg er over en time forsinket, og ligner sikkert en der lige har set et spøgelse. Men jeg ignorer deres blikke, og går målrettet hen til min plads ved siden af Jessica.
Jessica er min bedste veninde på hele gymnasiet, og også den eneste ven jeg har, da alle de andre altid har syntes at jeg er mærkelig. Men Jessica har altid været ved min side, og troet på mig, når jeg lige pludselig føler at jeg kan høre andres tanker, eller solsortens sang som en stemme. Der var en gang i 3. klasse, hvor Duncan kastede sin leverpostejmad efter mig, og jeg havde hørt en fugl der kom flyvende tæt forbi, sige "pas på!" Jeg nåede lige akkurat at dukke mig, så jeg ikke fik maden i hovedet. Dengang havde jeg ikke lært at tie stille med sådan noget, så jeg blev altid drillet, fordi jeg aldrig kunne gøre det igen, når jeg ville vise det til de andre. Siden hen har jeg lært ikke at gå og fortælle, alt det jeg nogen gange hører eller ser. Jeg bliver ikke drillet nu på gymnasiet, da jeg ikke har fortalt nogen her om det. Den eneste der ved det er Jessica.
"Hey, er du okay?" Hun kigger på mig med rynkede pande. Jeg nikker. "Hvorfor kommer du så sent?" Jeg kommer med mit sædvanlige svar. "Jeg sov over mig." Hun nikker langsomt, med kigger stadig, som om hun ved at jeg ikke fortæller hende det hele. Normalt ville jeg fortælle hende det, men jeg har bare en følelse af at jeg skal holde det der er sket for mig selv, især det med ham.
Resten af dagen går som i en dis, hvor jeg går fra det ene klasseværelse til det andet, mens Jessica plaprer løs.
Da vi så endelig har fri, skynder jeg mig ned til cykelskuret for at komme hjem i fred til at tænke. Jeg går hen til pladsen hvor jeg altid plejer at stille min cykel, men den er her ikke. Jeg kigger hele cykelskuret igennem, hvis der nu skulle have været nogen som havde flyttet den, men den er væk. "Shit!" Jeg sparker til væggen i cykelskuret. Den må være blevet stjålet.
Jeg begynder langsomt at gå mod mit hus. Gider slet ikke at skynde mig mere. For jo mere jeg skynder mig, jo snarere skal jeg også fortælle at min cykel er blevet stjålet. Og vi har ikke særligt mange penge, så det kan blive svært at få råd til en ny.
Gåturen hjem er smuk. Det er forår, så der er blomster over det hele, og her dufter skønt. Luften er varm men ikke så varm at det er ubehageligt. Mens jeg går her på vejen hjem i den skønne forårsnatur, glemmer jeg alt hvad der er sket i dag. Jeg koncentrere mig kun om mit hjertes banken, og fuglenes sang.
Da jeg igen kommer forbi det store træ, får jeg en pludselig lyst til at klatre op i det. Jeg smider min taske nede ved bunden af træet, griber fat i en af de lavthængende grene, og begynder at klatre op. Jeg er ikke så vandt til at klatre i træer, så jeg glider et par gange og river hul på mine bukser ved det ene knæ. Da jeg føler at jeg er kommet tilpas højt op, sætter jeg mig på en tyk gren, med ryggen mod stammen. Der er perfekt udsyn til vejen heroppe fra, og jeg tænker på alle de gange jeg har cyklet her.
Pludselig popper der et minde op i mit hoved. Det er fra den gang jeg var lille, hvor min mor var ved at lære mig at cykle. Jeg faldt mange gange, og ville gerne give op. Men hun sagde: "at give op er at tabe." Og hvis der er noget jeg hader, er det at tabe. Nogen gange når jeg har svært ved noget og er ved at give op, husker jeg på hendes ord.
Jeg kigger op i himlen, og kan se at solen begynder at stå lavt. Gad vide hvad klokken er? Jeg begynder langsomt at klatre ned igen. Når folk siger at det tager meget længere at klatre ned fra ting, end op, så har de ret.
Da jeg endelig er kommer helt ned fra træet, med mange nye hudafskrabninger, skynder jeg mig hen og roder min taske igennem efter min telefon. Jeg kan først ikke finde den, og tænker at jeg må have glemt den på gymnasiet. Men så kan jeg mærke telefonens glatte overflade i min hånd. Jeg hiver den op at tasken, og er lige ved at tabe den derned igen, men når lige at redde den med den anden hånd. Jeg kigger på klokken. Den er 17.44. Jeg har siddet og dagdrømt oppe i træet i over en time. Jeg tjekker om min mor har ringet, for hun bliver altid bekymret når jeg ikke giver besked om hvor jeg er henne. Men der er ingen ubesvarede opkald på min telefon. Jeg syntes at det er lidt mærkeligt, men tænker hun nok bare er ude at handle og ikke har opdaget at jeg ikke er kommet hjem. Jeg kommer min telefon tilbage i tasken, svinger den op på ryggen, og går hurtigt videre mod vores hus.
Da jeg endelig er hjemme, er det første jeg ser min cykel. Den står ude foran huset, hvor den altid plejer at stå. Ej, hvor er jeg dum. Her har jeg gået og troet at den er blevet stjålet, men jeg har jo ikke engang haft den med, fordi dækket var fladt. Jeg går hen og mærker på dækket, der var fladt, men der er kommet luft i igen. Det er sikkert min mor, der har kommet luft i. Jeg skriver mig bag øret at jeg skal huske at takke hende.
Jeg går hen til døren og løfter den lilla hortensia, og finder nøglen under den. Det er min nøgles faste plads, for hvis jeg bar den på mig ville jeg med garanti ligge den et eller andet sted og glemme alt om hvor jeg havde lagt den. Jeg er nemlig meget glemsom, det har jeg altid været, så det er heller ikke første gang at jeg har troet min cykel var blevet stjålet, bare fordi jeg havde sat den et andet sted.
Jeg stikker nøglen i låsen, men kan ikke dreje den rundt. I stedet tager jeg i håndtaget. Døren er slet ikke låst. Det er virkelig mærkeligt, da min mor altid plejer at låse døren, uanset om hun er hjemme eller ej.
Jeg åbner langsomt døren, med en følelse af at der er noget galt. Jeg går ind i gangen og tager mine sko og jakke af. "Mor, jeg er hjemme," kalder jeg, men hun svarer ikke. Jeg går ind i stuen, men hun sidder ikke i sofaen som hun plejer. Jeg kalder igen, men hun svarer stadig ikke. Jeg kalder igen, og igen, mens jeg løber fra rum til rum.
Da jeg har kigget alle rummene nedenunder, løber jeg ovenpå. Der ligger hun, helt stille på gulvet. Hun er helt hvid i hovedet, det ligner hun er død. Jeg sætter mig ned ved siden af hende, og mærker med to fingere efter hendes puls. Jeg kan svagt mærke den, og bliver lettet. Hun er ikke død.
Jeg styrter ned igen, for at hente min telefon. Jeg stivner på trappens nederste trin. Jeg syntes at jeg så en skygge forsvinde ud af døren. Jeg står stille et øjeblik, men kan så hører at min mor begynder at hoste ovenpå. Jeg løber ned til min taske, og finder hurtigt min telefon. Jeg taster 911 ind mens jeg løber op til min mor. Hun ligger og hoster, og hendes krop går i krampetrækninger. Hun har blod på den ene hånd. Hun åbner øjnene halvt op, og prøver vist at sige noget. Det virker som om hun er blevet stukket i maven, men der er ikke noget sår. Hun har blod i mundvigen og i stedet for at sige ord, kaster hun blod op. Hun prøver igen, men der kommer bare mere blod.
Jeg er i chok, fuldstændig. Jeg lægger knap nok mærke til de tårer, som strømmer ned af mine kinder. Jeg står bare og kigger på hende. Kan ikke samle mig nok til at gøre andet, end bare at se til, mens hun er ved at dø. Der lyder et lille smæld. Jeg spjætter. Men det er bare telefonen, som er gledet ud af min hånd. Den lille lyd vækker mig igen. Jeg bøjer mig hurtigt, og samler telefonen op. Der er kommet en flænge i skærmen, men den virker stadig. Jeg taster hurtigt nummeret ind igen, og er lige ved at ringe op, da min mor, med en kraftanstrengelse, griber fat i min arm. "Pa, pa." Hun hoster. "Pas på." Hun lukker øjnene, men bevæger stadig læberne. Jeg læner mig hen over hende, for bedre at kunne høre hvad hun vil sige. "De komm." Hun hiver efter vejret. "Kommer." Jeg forstår kun brudstykker af det hun siger. "Hvem kommer, mor?" Hun gylper blod op. "Dæm, dæm." Det virker som om hun opgiver. Men med sine allersidste kræfter, åbner hun øjnene. "Stol ikke på nogen!" Hun siger det sidste meget lavt, men sammenhængen er ikke til at tage fejl af. Hendes arm falder slapt ned på gulvet, og hun stopper med at trække vejret. Hendes smukke øjne er matte og stirrer op i loftet.
Jeg kigger på telefonen i min hånd. Nummeret er allerede tastet ind, alligevel tøver jeg en anelse før jeg ringer op.