Quiet Noise

3. Af sted

Jeg hørte en puslende lyd bag nogle træer og i løbet af et sekund, sad jeg klar med min bue. Pilens spids sigtede rundt, indtil min far kom listende hen mod mig. Jeg sænkede buen og lod den falde til jorden, mens jeg dumpede ned for foden af træet, jeg var ved.
"Jeg tænkte nok, at jeg kunne finde dig her," klukkede han og tog plads ved min side. Jeg lænede hovedet tilbage mod træets ru stamme og udstødte et opgivende suk.
"Undskyld. Undskyld, undskyld, undsk..." hviskede jeg og kiggede ned på mine knæ, da far afbrød mig.
"Hey." Han så alvorligt på mig og tog fat om min hage, så jeg så ham direkte i øjnene. "Aldrig bøj nakken," mindede han mig om. Det sagde han altid til mig. Da jeg var mindre, fik det mindste puf i ryggen mig til at falde, men så mindede han mig om, at det var dem, der havde problemet - ikke mig. Så da jeg var omkring fjorten, opbyggede jeg et mentalt panser omkring mig. Med vægge så høje, at ingen kunne klatre over og med tjørnekrat og ildsprudende drager. Ingen skulle trænge ind og se, hvem jeg rigtig var!
Jeg nikkede og knejsede nakke for ham. Mine murer var atter bygget op igen med torn som spyd.
"Du skal ikke giftes," mumlede han og rystede på hovedet. Jeg så forvirret op på ham. "Det vil aldrig gøre dig lykkelig."
"Hvordan ved du det?" Jeg lænede mig godt tilbage og så på ham. Han trak på skuldrene og tog min hånd. Jeg holdte meget af ham. Jeg mindede om ham. Jeg gik, jeg snakkede, jeg handlede ligesom ham. Han havde lært mig bueskydning og lært mig, at stå på egne ben.
"Det er du alt for uafhængig til." Han rystede på hovedet og lo. "Du er en shai. Er der mere at sige. Du har ben i næsen."
"Men mor jo også shai, da I blev gift!" mindede jeg ham om.
"Ja, men du kender jo også din mor. Men hun har ændrede sig." Han blev pludselig alvorlig. "Hun var anderledes, da jeg mødte hende. Jeg var så forelsket i hende, at jeg ville stå på hænder og fødder for hende dagen lang bare for at se hende. Men hun ville ikke være shai. Hun følte sig forkert. Anderledes. Jeg kæmpede ihærdigt for at få hende overtalt til ikke at afgive sit tankestøv. Men du kender hende jo; når hun har sat sig for noget, så stopper hun ikke, før hun når sit mål." Vi sad lidt i tavshed. Jeg nødt stilheden med med min far. Der var så roligt, og alt jeg kunne hører, var hans regelmæssige åndedræt. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og han lagde sin arm om mig. "Kærlighed skal ikke fremtvinges. Det skal ske af sig selv. Langsomt og roligt - i dit eget tempo." Jeg nikkede og lukkede øjnene, mens vi lyttede til Meenas pip-lyde i en busk ved siden af os. Vi sad altid sammen her, når vi skulle lidt væk.
"En dag, far," hviskede jeg. "En dag, så skal jeg se hele verden."
"Det lover jeg, at du skal, mit barn. Det kommer du til!" Han strøg mig over håret og kyssede min pande, mens han begyndte at brumme den sang, mine forældre altid sang for mig:

Vær tro mod dig selv
Og mod hjertet i dit bryst
Lyt til hver en stemme
Hver en klagen, hver en ryst

Mærk dit hjerte slå
Og dit mod der spiller op
Tag frygten i din hånd
Lad den ikke kom' på trods

Følg din flammes gnist
Skæbnen lurer på din vej
Når du føler dig svag
Er du stærkest her med mig

Jeg fortalte ham, om dem jeg så henne på kroen (han troede nemlig ikke på, at jeg havde været der med Neros søn). Han lyttede interesseret, mens jeg fortalt, og han undrede sig også over, hvad de lavede her - det var meget sjældent, at der kom rejsende igennem Trætoppenes Dal. Da vi sammen gik hjem, sad mor og ventede ved spisebordet. Mørket var ved at falde på udenfor, men der var lyst om varmt i stuen. Mor så op med et stort smil, da jeg kom ind. Hun stillede sig op og mødte mig i et kærligt kram. Hun duftede altid så godt, og hendes favn var blød og varm. "Nu tager vi bare alt det der bryllups-hurlumhej lidt på afstand," mumlede hun og holdte sin hånd bag mit hoved. Jeg nikkede og kyssede dem begge godnat, inden jeg gik i seng.
Jeg vågnede, fordi Meena sad på min skulder og pippede mig i øret. Jeg gryntede utilfreds og viftede hende væk, da lyden af hoveslag nåede mit øre. Da jeg kom i tanke om shadderne, fløj jeg ud af min seng og stak hovedet ud af vinduet. De red forbi i roligt tempo. Hvad skulle jeg gøre. En lille stemme i mit hoved fortalte mig, at jeg skulle følge efter dem - eller var det Meenas pippen, der stadig summede i mine ører. Jeg kunne jo bare følge efter lidt tid og så vende om, inden det blev mørkt. Det ville jeg. Jeg tog mine grønne trekvart bukser på - mine eneste bukser - og en kortærmet, beige bluse, pilekoggeret og buen over skulderen, og Meena fulgte straks trop. Jeg løb ind i stuen, hvor mor og far sad og spiste morgenmad.
"Hvor skal du hen, smukke?" spurgte mor forvirret og trak mig hen til sig.
"På et eventyr," svarede jeg med store øjne og tog en bid af hendes morgenbrød.
Hun nikkede og gav min bagdel et moderligt klap. "Men det eventyr skal du hjem fra inden aftensmad! Og skal du ikke lige dække dine tankestreger til?" Jeg lo og fortsatte mod døren, da far greb min hånd, og jeg så på ham. Han kiggede mig direkte i øjnene et par sekunder, men jeg forstod godt, hvad han fortalte gennem blikket.
"Ik' træk det for langt, vel Lotus." Han så indgående på mig. Jeg nikkede og plantede et blidt kys på hans pande, inden jeg tog af sted. Jeg kravlede gennem trætoppene så hurtigt jeg kunne, for at jeg kunne indhente dem. Allerede i løbet af få minutter kravlede jeg lydløst rundt i træerne over dem. Jeg talte mig frem til, at der var sytten mænd i alt. Jeg fulgte efter dem længe, mens de grine og fortalte historier og sang sange, jeg ikke havde hørt før. De snakkede om en eller anden dal, de skulle til, hvor der åbenbart var en dronning ved navn Rora, som de var nødt til at snakke med. Og så noget, som fangede min opmærksomhed, med, at de skulle til en dal, som jeg ikke hørte navnet på, men de snakkede om nogle shai'er, de skulle snakke med. Var der andre som mig, der, hvor de skulle hen. Jeg var nødt til at komme med. Jeg ville møde dem. De andre shai'er.
Da det blev sidst på eftermiddagen, og de havde holdt op til flere spisepauser, slog de lejr for natten og tændte et bål. Jeg kom i tanke om mine forældre, og at de ville have mig hjemme til aftensmaden. Det var om tre timer. Hvis jeg bare forvandlede Meena til en hest og red hjem i galop, kunne jeg godt nå det. Men jeg ville ikke hjem. Ikke lige nu. Så derfor trak en lap papir op fra mit pillekogger, som jeg altid havde med. På den gren, som jeg sad på, lå en klat mudder, som jeg dyppede en kvist i og skrev på papiret:

Kære far
Jeg kommer nok ikke hjem i dag.
Jeg er okay, men jeg er løbet ind i noget, som jeg er nødt til at undersøge.
Fortæl mor, at jeg har det fint, og at jeg er hos din søster eller sådan noget.
Elsker jer.
- Lotus

Jeg foldede den sammen og bandt den fast om Meenas ene ben med en tråd, jeg hev ud af mine bukser, og sendte hende af sted. Han ville forstå. Det vidste jeg. Min drøm om eventyrer var en drøm vi delte. Men han vidste, at der ikke ville blive noget med eventyr til ham. Han var gift og havde sit liv og familie at passe og forsørge. Men han ville aldrig holde mine drømme tilbage, fordi hans ikke kunne blive udlevet. Ja, han ville forstå.