Quiet Noise

1. Afsløret

Jeg var shai og seksten år gamle. I min allerbedste alder. Eller i min mors optik var jeg i den perfekte alder til at blive giftede væk. Men jeg skulle ikke giftes. Det var jeg sikker på.
Der var ikke meget plads mellem grenen jeg lå på og stammen, men jeg prøvede alligevel at spænde buen tilbage. De nederste flæser i min blå-grønne kjole hang fast i en knækket gren. Jeg hev lidt i den for at få den af, men lige lidt hjalp det, så jeg måtte strække mig, så lang jeg var. Over mig hang den flotteste lampefrugt, jeg længe havde set. Pilekoggeret på min ryg var allerede fyldt med dem. De fleste havde jeg bare plukket, men denne sad alt for højt oppe. Jeg kunne høre stemmer og skridt ude ved havelågen, så jeg måtte skynde mig. Jeg sigtede efter lampefrugten, som lyste skarpt. Jo mere de lyser, jo bedre er de.
"Er her nogen?" sagde en stemme nede for foden af træet, i det jeg fyrede pilen af sted. Den snittede lampefrugten, som dirrede i luften. Og så faldt den. Den milde sommerbrise satte den ud af kurs, så den faldt længere og længere væk fra mig. Jeg strakte mig ud over grenen, for at jeg kunne nå den, men grenen, som hang fast i min kjole, holdte mig lidt tilbage. Lampefrugten kom længere ned mod mig, og jeg strakte mig til det yderste, da den sikkert landede i min hånd flade. Men så gik det galt. Jeg fik mistede balancen på grenen og faldt baglæns. Jeg ramte skulderen ind i stammen, men grenen, som stadig holdte fast i min kjole trak mig i den anden retning. Midt i faldet trak jeg kniven op af min sko, som jeg stak ind i træstammen for at holde mig oppe. Men det skulle jeg ikke have gjort, for nu vågnede træet. Pis. Nogle af træerne her i Trætoppenes Dal var af en gammel sort, som engang havde været under en forbandelse, så de blev "levende", når nogen gjorde skade på dem. Og det var dette træ åbenbart. Det forvandlede de største grene til arme, og med en stor hånd greb træet fat om mine små ankler og vendte mig på hovedet. Den trak mig ud af bladenes skyggende paraply, og jeg så nu direkte ind i øjnene på hr. Burbillow. Min kjole faldt ned over min overkrop, så mine ben og tankestreger var synlige og alle lampefrugterne faldt ud af mit pilekogger. Hvorfor skulle det her også ske for mig. Mine kinder blussede, og jeg skammede min helt ud i hver hårspids og tånegl. Hvorfor skulle jeg også altid lege med ilden. Mine tær krummede sig sammen nede i mine lædersko. Hvorfor kunne jeg bare aldrig opfører mig ordenligt.
"Lotus!" udstødte hr. Burbillow. Han lød ikke særlig overrasket. Træet gav slip på mig, og jeg landede på græsset med et bump. Træet arme blev igen til grene og lignede sig selv. Hr. Burbillow kiggede opgivende ned på mig. "Kom, vi går hen til dine forældre."
Jeg rejste mig op og trak ned i min kjole. Han vente sig om og gik ud af haven. På vej ud samlede jeg min knive og et par lampefrugter op, mens han vendte ryggen til.
Mor åbnede døren og smilede stort som altid.
"Cosima, det er tredje gang i denne måned, jeg har fundet hende i færd med at rippe mine lampetræer og solvognskrat for modne frugter og bær,"sagde han med armene over kors. Hr. Burbillow var en ældre shai. Hans tankestreger var begyndt og falme sammen med hans hukommelse, for det var ikke kun tredje gang i denne måned han havde fundet mig oppe i lampetræet. Det var ottende gang. For slet ikke at nævne alle de gang han var gået forbi mig uden at lægge mærke til noget. "Og hør mig; er det ikke på tide, at hun snart skal giftes væk?" Han lænede sig hen til mig mor og hviskede højt nok til, at jeg kunne høre det: "Det ville måske også holde hende lidt i snor."
Han gav mig et venligt klap på skulderne, mens min mor fik samlet en sætning. "Tak for din informering. Og bare rolig, Leander og jeg er i fuld gang med at finde den rigtige til Lotus." Jeg skulede bebrejdende til hende, men hun lod bare, som om jeg ikke eksisterede. Han nikkede og kravlede ned af rebstigen. Da han endelig var ude af syne trak mor mig med indenfor. Her i Trætoppenes Dal boede vi i små hytter oppe i træerne. "Lotus, hvor mange gange skal jeg sige det til dig: Du må ikke stjæle. Det er yderst uacceptabelt," vrissede mor, men så smilede hun. Hun kunne ikke være rigtig sur på mig. "Jeg har syet en ny kjole til dig."
"Åh, nej," udstødte jeg og tog mig til panden. Hun løftede en støvet-blå kjole op fra kommoden. Den var lavet af så flot stof, at det umuligt kunne være til almindeligt brug. Ærmerne var løse og gik nok cirka til albuerne og var i tyndt stof. Det var en lang kjole. Mor lavede kun tøj til mig, som dækkede mine ben. Eller der vil sige, at hun kun lavede tøj, som gemte mine tankestreger væk. Hun syntes ikke, det så pænt ud. Hun var selv shai, men hendes tankestreger var forsvundet med årene. Vi var meget forskellige. "Den er rigtig fin, mor."
"Ja, ik', men den er jo ikke til at lege rundt i," fiskede hun for at fortælle mig, at det skulle være min bryllupskjole.
"Jeg leger ikke rundt. Jeg... du forstår det ikke," muggede jeg.
"Nej, men til gengæld er jeg den eneste i dette hus, som forstår, at du skal giftes væk. Gerne meget snart," sagde hun højt idet far kom indenfor. Hun så på ham med løftet bryn.
"Jeg skal aldrig være nogens hustru!" spruttede jeg irriteret.
"Bare vent, lille frøken. Vi har fundet ham." Hun lagde armene over kors. Fordi hendes tankestreger var forsvundet, kunne hun gå i korte kjoler. Hendes skulderlange, gyldne hår var flettet i en knold i nakken. Hun flettede også altid mit hår. Altid samme frisure: en flettet tot hår ned ad den ene side på hovedet - altid venstre - og så sluttet af i en knold lidt til højre omme i nakken. Sådan sad mit hår også nu, men fordi jeg var vred, begyndte mit mørke-gyldne hår at skifte til ildrødt og krøllet. Mit hår skiftede efter mit humør. Sådan var det at være shai. Mor havde aflangt sit tankestøv for langtid siden, så nu var hun egentlig bare en chan.
Far lagde sin arm om min skulder. "Cosima, lad hende nu være."
"Nå, så du er på hendes side." Mor blev nemt fornærmet, men glemte det også hurtigt. "Jeg bebrejder dig ikke, Leander. Men det er altså på grund af bueskydningen."
"Skat, hør nu lige..." begyndte far, da jeg smækkede døren bag mig. Jeg klatrede op i den lille hytte ved siden af, hvor mit værelse var. Det var ikke så stort, men jeg var der næsten aldrig. Jeg gik hen til vinduet over min seng. På en gren ude foran hang et elegant, sølv fuglebur. På den lille sølvpind inde i midten af buret, sad den fugl mine forældre havde givet mig i ni-års fødselsdagsgave. Den var ikke større, end at den kunne ligge i en lukket hånd. Ud over dens blå fjer og det gule næb lignede den en helt almindelig fugl - men intet der tilhørte mig var helt almindeligt. Da jeg var omkring elve kom en gammel Torun kvinde til Trætoppenes Dal. Man mente, at hun havde magiske og healende kræfter. Jeg troede ikke rigtig selv på det, før hun kastede en besværgelse over min lille fugl, Meena, som gav den evnen til at skifte form. Buret stod altid åbent, så den kunne flyve rundt, den kom nemlig altid tilbage. Jeg åbnede vinduet på vid gab, klatrede ud over, så jeg stod på grenen foran vinduet. Meena fløj ud af buret og sværmede rundt ved min skulder. Vores hytter var placeret ret højt oppe, så der var mindst femten-tyve meter ned. Jeg hoppede over på grenen ved siden af mig, svang mig videre på en gammel økse, der var groet fast i grenen foran mig. Gled ned på hoften ad en gren, som bøjede mod jorden. Meena fløj rundt ned min side og fulgte hver en bevægelse, jeg gjorde. Jeg hoppede op og greb fat om grenen over mig, svang mig rundt og landede let og elegant for foden af stammen. Da jeg vendte mig om, kom femten-tyve mænd ridende forbi på store flotte heste. De så alt for høje og muskuløse ud til at være fra Trætoppenes Dal. Vi var kendt som at være spinkle væsner lidt under den menneskelige gennemsnitshøjde. Med Meena ved min skulder, klatrede jeg op i træets laveste grene og kravlede så fra træ til træ, mens jeg holdte øje med dem. Hvorfor var de her. De tøjrede deres heste ved vandtruet foran den lokale kro, hvor de måtte dukke sig lidt for at komme ind gennem døråbningen.
"Mariehøne," hviskede jeg, og Meena skiftede form til en lille, rød mariehøne, som jeg lagde i min lomme. Kroejeren, Nero, havde forbudt mig at tage Meena med derind i fugleform. Der var sjældent kvinder på kroen i hverdagen, så mange blikke hvilede på mig, mens jeg tøvende gik op mod baren. Kroen var en af de eneste bygninger, som lå på fast grund. Vægge og gulv var af mørkt træ, så rummet var lidt dunkelt. Oppe i loftet hang der lange ranker med lampefrugter, som var det eneste, der lyste rummet op. Jeg satte mig på stolen oppe i baren, mens Nero, som tørrede ølkrus af, nøje holdte øje med mig.
"En solvognssaft, tak," mumlede jeg. Han nikkede og fandt et glas frem. Hans kone gik rundt om baren med en masse ølkrus. "Skal du aldrig smage noget stærkere end bærsaft," lo hun.
Jeg grinede og rystede på hovedet, smed nogle mønter på bordet og tog imod glasset med den mørkelilla lidt tykke saft. Jeg tog en slurk af den syrlige drik og skuede rundt i rummet. De høje, bredskulrede mænd sad samlet om et bord og talte med sagte stemmer, mens de drak øl af store krus.
"Hvem er de?" spurgte jeg Nero, som også studerede dem med sammentrukne bryn og rynkede pande. Hans krøllede, mørke hår dirrede, da han rystede på hovedet. Han var en af denne dals mest barsk udseendet mænd, men hans højde og bredte var ikke noget særligt ved siden af den mystiske flok mænd.
"De ligner folket fra Tømmernes Dal," sagde han med sammenbidte tænder, mens han tørrede endnu et glas.
"Er de bare en flok skovhugger?" fnøs jeg og klukkede.
Han skulede til dem med et blik, der kunne dræbe. "Ja, men de vil helst kaldes 'shaddere'. Man skal ikke undervurdere dem. Ti shaddere kan bekæmpe en hær af toruner."
Vi sad længe og så på dem, men da der ikke var mere saft i mit glas, og klokken var over fem, var det tid til at tage hjem. Jeg havde stadig ikke fundet ud af, hvem de var, og hvad de lavede her. Da jeg var på vej ud, sagde manden for bordenden, som lignede en slags leder: "Vi tager af sted ved daggry. Cass og Asher, vil I ikke lige fodre hestene."
To unge shaddere rejste sig og gik lidt bag mig ud af kroen. Den ene havde næsten skulderlangt, krøllede, rød-brunt hår. Han havde en sværd i sit bælte samt et par knive. Den anden havde mellemblond hår, der lokkede lidt i spidserne, men hans hår var lidt kortere end den andens. Sådanne frisure ville ikke være acceptabelt, hvis de havde været shai eller chan. Ham med det blonde hår havde et sværd, almindelige knive og kasteknive samt to økser omme på ryggen. De lignede ikke købmænd. Måske mere folk på flugt. Hvis ikke jeg havde haft min bue, havde jeg nok ikke turde følge efter dem. Shaddere havde temperament og var ikke bange for at svinge med sværd og økser. Inden de kom ud af kroen, smuttede jeg op i træet ved siden af, så jeg kunne holde øjne med dem. Jeg tog Meena op af lommen og hviskede: "Tilbage."
Hendes lille fugleskikkelse fløj op ved siden af mit hoved, men de havde vist hørt mig. Shaddere havde gode øre og reflekser.
"Hørte du det, også?" spurgte den blonde krøltoppen, som nikkede. Panikken ramte mig, og jeg lagde mig flat ned med ryggen mod en tyk gren, som skyggede for mig. "Ej, Asher. Er det nødvendigt. Det er sikkert bare en fugl," sagde stemmen fra den blonde, da en kastekniv snittede mit øre. Det sved og nev, der hvor kniven havde skrapt en lille luns hud af. Jeg bed tænderne sammen og lukkede øjnene for at glemme smerten, mens en varm dråbe blod trillede ned af mit øre. Meena satte sig på min skulder tæt ved min hals, mens jeg lyttede varsomt efter, hvad de lavede, men den eneste lyd jeg opfangede, var hestene, der gumlede gulerødder. Jeg kiggede tøvende frem fra mit skjulested. De stod begge med ryggen til, mens de snakkede og fodrede hestene. Og dem var der mange af. Jeg tog godt fat om min bue og klatrede lydløst ned på stedet, hvor stammen delte sig i tre store grene, hvor blade og grene ikke kunne holde mig skjult. Jeg ladede min bue og sigtede mod dem.
"Hvem er I, hvad vil I, og hvorfor skød I efter mig?" spurgte jeg koldt, mens jeg sigtede på dem. Den vendte sig tøvende og varsomt om, men de begyndte at le, da de kiggede på mig.
"Det er jo bare en pige!" lo krøltoppen og slog sig på lårene. Jeg skulede arrigt til dem. Ham den blonde stod bare og vurderede mig lidt med et smil, mens krøltoppen næsten græd af grin. Da han endelig rejste sig ordenligt op, spændte jeg buen helt tilbage og fyrede den af sted, så den snittede hans øre.
Hævnen er sød, tænkte jeg for mig selv, da han blev helt stille.
"Den næste pil bliver mellem øjnene, hvis I ikke fortæller mig, hvem I er, og hvad I laver her?" vrissede jeg og satte en ny pil på buestrengen.
"Jeg er Cass," nikkede ham med det blonde hår til mig. "Og dette er min fætter, Asher."
"Og det kommer ikke dig ved, hvad vi laver her," svarede Asher skarpt.
Jeg spændte buen og sigtede mod Cass. "Hvor er I på vej hen?"
Han smilede kækt og afslørede en række flotte, hvid tænder, mens hans blå øjne lyste op. "På et eventyr!"