Novellesamling

Hundeserien

I byen ligger der en park kun til hunde. Det er blevet besluttet at det skulle hedde "Hundeparken". Da der netop kun er adgang for hunde der inde. Alle hunde ejerne, må stå uden for området og holde øje med os. Ingen mennesker må træde ind på pladsen. Dog må man gå ind, hvis legen bliver for voldsom. Det sker ikke så tit, så vi kan bare hygge os, og menneskerne kan slappe af. Jeg hedder for resten Butler og jeg er en blandings hund. Min race er blandet af dalmatiner og labrador. Jeg elsker bare at komme i hundeparken. I dag skal jeg bare straks hen til de 2 hunde som hedder Sille og Sophie, når jeg kommer. De er der ofte, inden jeg og min ejere kommer. Men det er jo bare godt, for så kan jeg glæde mig mere til tidspunktet, jeg skal derhen. Os tre hunde har faktisk vores eget team som hedder "S, S&B". Når vi er i hundeparken, kan vi snakke og kommuniker på almindelig menneske sprog. Jeg har fundet ud af, at parken på en eller anden måde er magisk. For det er det eneste sted, vi kan snakke på rigtig menneske sprog. Alle andre steder, er vi nød til at snakke vores eget sprog "hundesprog", som er en slags kodesprog. Der er dog én god ting, ved at snakke hunde sprog, andre end os, fatter ikke hvad vi snakker om. Jeg elsker at tilbringe min tid, i den såkaldte hundepark. Jeg kommer dog bare ikke hverdag, da min ejere ikke har tid hver dag. Fordi hun skal en hel masse, og derfor ikke kan nå det. Sille og Sophie er de 2 dejliste hunde jeg kender. De forstår mig begge to, både med hvordan jeg har det, og forstår også mine problemer, jeg ind i mellem kan have. Jeg ved ikke, hvor ofte de er i parken. Men de er der hver gang, jeg kommer der ned. Tror faktisk deres ejere ikke har noget at se til, som mine ejere. Så de kommer der ned ret tit.

Jeg er på vej hen til parken igen, og selvfølgelig er mine to dejlige hunde der allerede. Den dag de ikke er der, når jeg kommer vil jeg blive meget bekymrede. Måske er de døde, eller bare forhindret i at komme som jeg ofte kan være. Der er altid så mange hunde i "hundeparken", men når jeg er der, er jeg kun sammen med Sille og Sophie. Det er dem, jeg holder alder mest af og derfor kun dem, jeg tilbringer min tid sammen med, af min egen race.
En dag skete der noget, der ikke skete andre dage, nemlig at jeg fik øje på noget der var lille og sad på hækken lidt væk fra os. Jeg løb alt hvad jeg kunne, hen og undersøgte hvad det var der fangede min opmærksomhed. Det er en slags fugl, og den har mange farver. "Hvad er dit navn, lille ven?". "Øh hh jeg har ikke lige frem et navn, men min familie har kaldt mig Miniu- marisol siden jeg har været helt lille". "Okay hvad er du så for en slags fugl? Jamen jeg er en lille ugle, men jeg er ikke tryg ved noget, og stoler ikke må meget" Men jeg holder af dette sted. "Du kan trygt stole på os, ikke piger"- spurte Butler sine piger. "Jo, Jo seleføglig, godt nok er vi hunde, men farlig er vi altså ikke" kommenterede Sille lidt forsigtig.
Jamen dog, hvad kan dog været sket, siden du ikke stoler på noget"? "Jeg har været ud for noget, der har berørt mig meget, som faktisk har gjort, at jeg har mistet tidliden til alt. Jeg sidder her hver dag, lige på slaget. Her følger jeg mig tryg, og er ikke bange". Ja okay, men burde du ikke blive mere bange ved at sidde her ved "Hundeparken" Har er jo nok altid hunde, der kunne skade dig, og det ville jo ikke gøre det bedre", " Nej der jo rigtig, men de hunde er så fredlige, der sker aldrig nogen noget. Jeg har faktisk ikke mange tilbage i min familie". Ja, du kan jo ikke en gang flyt hjem til en af os, jeg mener, mig eller Sille eller Sophie. Vi bor sammen med mennesker, og du er vel menneskesky ikke? Ahh faktisk ikke, men bryder mig ikke meget om deres hjem. Jeg ønsker bare at være en fri ugle. Når, jamen det skulle du bare have sagt. Så vil vi da lade dig være. Nej, nej. Mente det ikke på den måde, jeg vil bare kunne gøre hvad jeg har lyst til, uden at have familie, der skal bestemme hvad jeg skal gøre, og hvor jeg skal tag hen.
"Silllle og Sopfiiiiiie hvor er i henne"- Lød det i den anden ende. Hey Butler vi må løbe, vores ejere kalder. Vi skal hjem nu. Ok, Hej. Og farvel lille Miniu- Marisol. Farvel piger. Jeg må også heler gå hen til min ejere nu, vi ses måske igen i morgen. Hej. "Ja det gør vi nok, Butler". - svarede Miniu- Marisol til Butler.