Kapitel 2

1 0 0
                                    

Da jeg havde checket ind, gik jeg ind i en stor sal hvor der sad en masse andre mennesker. "Flyet til England letter om 10 minutter, sidste chance er nu. Tak fordi du rejser med SAS" var der en dame der sagde i højtalerne. Jeg skyndte mig at købe et Vi Unge blad, og løbe ud til mit fly.

Det jeg bedst kan lide ved at flyve er at gå ombord, for når man kommer ind, står der altid en med en stor skål med slik som man må tage et par stykker af. Min mor og far sagde altid til mig, at når vi lettede skulle man tygge på noget (det er åbenbart derfor man får slik, når man kommer ind i flyet) eller gabe. Hvis man ikke gør det, får man propper i ørene, og det er altså ikke rart.

"Alle bedes spænde deres sikkerhedsbælter, vi letter nu" Omg! Nu letter vi! Fuck det kilder i maven! Jeg gik lidt i panik, da vi fik det at vide. "Nej! Vent! Jeg kan ikke spænde den!" "Her nu skal jeg hjælpe dig" sagde en dame med to små børn, på 7-8 vil jeg skyde på. "Mange tak" sagde jeg smilende til hende.

Da flyet var landet, og jeg havde hentet min kuffert, skulle jeg finde den familie jeg skulle bo ved? Der! Tror jeg?.. Jeg begyndte at bevæge mig over mod dem, meget langsomt. De holdte et hvidt skilt op i luften, med mit navn på. Ja, så var jeg sikker på at det var dem jeg skulle bo ved. "Ally?" Sagde moren. "Ja" "Hej ven" "Hej" sagde jeg mens jeg smilede til dem. Det var kun en mand, og en kone. "Jeg hedder Liz , og det her er min mand Andrew." Andrew rakte sin hånd frem som var tegn på at han ville hilse på mig. Så jeg gav ham self. hånden, for det havde jeg altid lært at man skulle. ''Kom med, så finder vi vores bil'' sagde Liz. Det var en laang køretur med en masse snak. ''Så er vi her Ally''

She Sleeps Alone {5SOS}Where stories live. Discover now