Hvad var kærligheden så?

Kapitel 1

Det var morgen i den lille by Amelia boede i. Hun var glad, vågnet tidligt så hun kunne få en masse ud af dagen som var hende i vente. Amelia vidste ikke hvad hun ville i dag, hun ville bare gøre noget hun elskede, så slog det hende, elske, hvad var egentlig det? Det ville hun ud i verden for at finde ud af.
Sådan begyndte Amelias største eventyr.

Amelia satte sig på cyklen, det var i hvertfald noget hun elskede, hun tænkte "elske, kan jeg overhovedet elske at gøre noget? Nej jeg kan nyde ag gøre noget." sådan fandt Amelia hurtigt ud af hvad det at elske ikke var. Amelia cyklede ned i boghandleren og købte en lille dagbog hun kunne skrive sine nye erfaringer ned i, så cyklede hun hjem og skrev hvad hun vidste indtil nu.

Amelia sad i haven midt i en dagdrøm, da hun brat blev revet ud af drømmen, en stor lastvogn larmede inde i nabohusets gårdsplads, huset havde stået tomt i flere år, Amelia skyndte sig over til hækken for at se hvad der skete, det var en familie, de så glade ud, en mor, en far og en søn, han så jævnaldrende ud, han kiggede mod hækken, Amelia dukkede sig så hurtigt hun kunne. Mens hun sad på græsset bag hækken følte hun noget underligt i maven hun aldrig før, hvad var det der skete? Hun rejste sig og løb hurtigt inden for. Hendes mor stod i køkkenet, "Mor?" spurgte Amelia.

"Hvad er der prinsesse?"

"Der er flyttet nogen ind i nabohuset, må jeg ikke bage en kage og byde dem velkommen?"

"Hvordan kan det være jeg har fået så storhjertet en datter, selvfølgelig må du det, vi har til nogen småkager er det okay med dig?"

"Tak mor, det er bare helt super, elsker dig"

Amelia gik i gang med det samme, hun satte noget glad dansemusik på og hyggede sig rigtig godt mens hun bagt, da hun satte kagerne i ovnen løb hun tilbage ud i haven for lige at tjekke en ekstra gang at de stadig var der, hun fik øje på drengen igen, han hjalp med at bære kasser ind, det så ud til de var ved at være færdige, Amelia blev glad. Ovnen bippede så kagerne var færdige, hun tog dem ud og lod dem køle af 10 minutters tid, mens hun fandt en lille æske hun kunne putte dem i.

Hun gik glad over for at byde naboerne velkommen til, hun stillede sig på trappen og ringede på døren, en flink dame kom og åbnede, hun smilede og spurgte "Hej, kan jeg hjælpe med noget?" Amelia smilede til bage og svarede "Nej, jeg kom bare med friskbagte kager for at byde jer velkommen til, værsågod". Damen bød Amelia indenfor, Amelia gik glad med, hun kiggede sig lidt omkring for at se om hun kunne se drengen. Damen kaldte "Søren, naboen er her for at byde velkommen, kommer du ned og hilser?" der kom intet svar men man hørte fodtrin fra ovenpå. Ned af trapperne kom Søren, drengen Amelia havde set over hækken, han så overrasket ud, strøg hænderne ned over hans krøllede t-shirt og gik over og gav hånd, den var varm og blød, Amelia synes det var en rar følelse at holde den og pludselig var den underlige mavefornemmelse tilbage. Damen smilede igen til Amelia "Gå i to ud i haven, så kommer jeg med nogen af de lækre kager og noget saft okay?" Søren nikkede og gjorde tegn til at Amelia skulle gå med, det gjorde hun.

"Nå, Hej, jeg er Søren, jeg fik ikke fat i hvad du hed?" Søren smilede, han havde et fantastisk og varmt smil.

"Jeg hedder Amelia, jeg bor inde ved siden af i det store hvide hus" Amelia blev genert og kiggede ned.

"Det er et flot navn, ret unikt, det var hyggeligt du ville komme og hilse. Jeg var bange for vi skulle bo i sådan et gammelmands villa kvarter, haha!" Søren grinte lidt forsigtigt. "I det mindste kan jeg da få en sød ven her."

Amelia kiggede op "Ja, det kan du i hvert fald, der er ikke så mange andre ud over mig her, men de ældre er nu meget flinke, jeg er bare glad for der er kommet en jævnaldrende." Hun smilede til ham.

Så kom damen igen, "Nå det ser ud til i hygger jer i to" Hun kiggede især over Søren, som prøvede at få hende til at kigge væk igen. De spiste kagerne og snakkede, da Amelia gik fuglte Søren hende ud til døren.

"Farvel Amelia, det var hyggeligt at møde dig, håber snart du kommer igen" Han smilede igen.

"Det har bestemt været hyggeligt, du må også gerne komme forbi, vi ses Søren" Amelia gik, da hun var kommet ind bag hækken hjemme ved hende selv, skyndte hun sig op på hendes værelse, hun smed sig på sengen, hun var glad, og maven kildede endnu.