Hvad var kærligheden så?

Kapitel 3

Amelias mor ventede spændt på at høre alt om Amelias picnic, så Amelia nåede nærmest ikke ind af døren før hendes mor overfaldt hende med spørgsmål. Amelia havde ikke mange venner, så derfor var det stort for hendes mor at se noget så stort ske for Amelia.

Hendes mor vidste hvad det var, hun kunne se det på Amelias smil. Og præcis det samme kunne Sørens mor, han kiggede hende i øjnene og det strålede ud af ham, glæden og varmen han havde inde i.

Amelia sad i hendes vindueskarm, gardinet hos Søren var rullet ned, men hun kunne se lyset var tændt, hun håbede inderligt på han ville komme til syne i vinduet, hun sad og ventede, men intet skete, hun kunne se han gik rundt inde på sit værelse, hun besluttede sig for at tage sit nattøj på og tegne. Hun satte sig igen i vindueskarmen, nu i sit nattøj og med håret i en rodet knold, hun havde et krus med blyanter med over i vinduet og så hendes tegneblok, hun sad længe og spekulerede på hvad hun skulle tegne, men kunne ikke få andet frem i hovedet end Søren og hans varme smil. Da hun ikke kunne komme på noget at tegne lagde hun sig i sengen. Hun følte noget stærkt og varmt inde i brystet. Den stærkeste følelse, hun nogensinde havde følt. Det var underligt, hvad var det der skete med hende? Hun ligesom så mange andre kendte ikke til følelsen som gør en varm og ør i hele kroppen. Det var kærligheden, den stærkeste følelse et menneske kan føle. Hun faldt i søvn.

Søren gik stadig rundt på sit værelse, han snakkede i telefon med hans bedsteven Mikkel, Søren fortalte ham om Amelia.

"Søren, Søren, Søren, jeg tror fandme du er forelsket i tøsen!"

"Ej, Mikkel tag dig sammen, har kun kendt hende et par dage, det her er ikke kærlighed eller noget, kærlighed er jo for pokker noget der tager tid, du ved ligesom når man har ventet på sin pizza længe og så kommer den endelig!"

"Haha, Søren, du ved ikke en skid om kærlighed! Kærlighed kan ikke sammenlignes med dit pizza halløj, jeg må altså smutte, vi ses dude"

Søren grinte lidt for sig selv, han kunne da umuligt være forelsket, det var jo en tosset tanke. Han gik i seng, han lå lidt og kiggede ud af vinduet over mod Amelia, hendes lys var stadig tændt, han vidste bare ikke hun sov, han kunne ikke se hende der inde, han rejse sig og gik over til vinduet, han fik øje på hendes tegneblok og blyanterne i vindueskarmen, han fik en ide og skyndte sig over til sit skrivebord, han tegnede hende, han var dygtig til det. Da tegningen var færdig hængte han den på hans opslagstavle, så kunne han se på hende hver dag når han havde lyst, han gik over i sengen igen, lagde sig og pludselig slog det ham...

"Fuck man, Mikkel har ret, jeg er skudt i tøsen" sagde han stille for sig selv, han anede ikke hvad han skulle gøre, hvad nu hvis hun fandt ud af det? Hvad nu hvis hun ikke også var forelsket i ham, hvad var kærligheden så?

Næste morgen var Søren stået tidligt op, fordi han vidste at det plejede Amelia at gøre, men i dag havde hun sovet længe, Søren havde været der ovre for at spørge til hende, men havde fået besked på at komme igen senere.