Hell is a place on earth

Hell is a place on earth- kapitel 3. | alone, not alone |

Klokken ringede og jeg satte mig ned.
Christopher var ikke i skole idag.
Hele timen fokuserede jeg på tavlen.
Jeg hørte ikke et ord af hvad vi blev lært. Hvad skete der med mig.
Det ringede ud og jeg gik ud af klassen.
Jeg satte mig ved det bord som jeg plejer.
"Bordet med falske smil"
Stop det Alexander! Du en mand... Gå hen til hende Emma og fortæl hende at hun ikke kan hønse med dig.
Jeg rejste mig selvsikkert og marcherede over til det bord hvor Emma sad.
Jeg slog hånden i bordet.
Hun kiggede op fra hendes giga bog.
Hun så ikke det mindste rørt ud.
Jeg lænede mig helt ned i ansigtet på hende og sagde: " jeg ved ikke hvad du gør ved mig, men jeg har det forfærdeligt og jeg vil gerne bede dig om at stoppe det!".
Jeg trak mig tilbage og strammede knoerne.
"Du gør det ved dig selv.. Du valgte at værre sådan.. Alt jeg har gjordt er at få dig til at indse det... Forstår du?", sagde hun og lagde hendes hænder oven på hinanden og flettede hendes fingre sammen.

"Du taler sort pigebarn", sagde jeg og vendte om.

Jeg satte mig tilbage til mit bord og følte Emmas blik i nakken.
Jeg er træt af hende...
Jeg slår det bare ud af hovedet.

Måske er hun lidt småskør..
Hun har helt sikkert brug for venner.
Jeg greb fat i en pige der hed Kamilla.
"Hej, vil du ikke tale med Emma derover.. Hun er ny og mangler venner", spurgte jeg og gav hende mit mest medlidende blik jeg kunne.

"Øhm,, okay" svarede hun og gik over til hende.

Jeg kunne ikke høre meget...
De talte slet ikke.
Kamilla.. Talte men Emma sagde ikke en lyd.

Pludselig åbnede hun munden.
Derefter gik Kamilla videre.

Den næste time kom der en eller anden mand som skulle forklare er "godt fælleskab".

"børn, skolen er er sted man kommer for at lære noget, men man skal værre omgivet en masse mennesker hverdag.. Og det kan værre svært hvis man bliver mobbet og holdt udenfor.. Bla bla bla...."

Det her var f*cking kedeligt.

"Nu vil jeg have at i går sammen to og to og laver et lille stykke der omhandler godt fælleskab".

"I må slev vælge makker, værsgo".

Jeg kunne se på Emma at det her virkelig ikke var noget hun ville.
Det ville irritere hende hvis jeg spurgte hende om makker og hun ikke kunne sige nej...
Så det gjorde jeg.

"Dav makker". Sagde jeg og smilte.
"Så du vælger altså mig som din makker", sagde hun og kiggede op.
"Jeps.. Et problem", spurgte jeg og løftede et bryn.
Jeg kunne mærke på hende at hun havde lyst til at bede mig om at gå væk og finde en ny makker.
"Nej", sagde hun og rejste sig.

Hun var lille.. Meget lille.
Hendes hovede gik mig til lidt over navlen.
Hun kiggede op for ikke at gøre tingene akavet.
"Du er yderst vertikalt begavet", sagde hun.
"Jaja, sikkert"
"Hvad skal vi lave", spurgte jeg.
" det ved jeg ikke, det er dig der har venner", svarede hun.
Jeg rullede mine øjne og satte mig på bordet.
" du kunne komme hen til mig og præsentere dig for mig og så invitere mig med over til dit bord" foreslog jeg.
"Yderst god idé", roste hun.
"Smil" sagde jeg og smilte.
Hun kiggede på mig..
"Kom nu.. Lille smil" plagede jeg.
Hun ignorere mig og vendte sig mod mig.
"Lad os begynde", sagde hun og tog en dyb indånding.
"Okay"
Hun gik hen mod mig "goddag, jeg bemærkede du sad her alene. Ville du have noget i mod det hvis jeg satte mig?", spurgte hun.
"Nej, det har jeg ikke noget imod, tag plads", svarede jeg.
"Er vi så færdige", spurgte jeg.
"Ja", svarede hun uden at kigge på mig.

Klokken ringede og vi havde fri.

Jeg fik en SMS fra min søster hvor der stod at hun tog med hendes veninde hjem og jeg derfor ikke skulle vente på hende.

Jeg sad i ly for regnen da Emma kom hen til mig.
Hun satte sig ned ved siden af mig.
Jeg kiggede undrende på hende.
"Øhm.. Hej", sagde jeg.
"Goddag", svarede hun.
Vi sad lidt uden at sige noget.

En pige der hed Karla kom gående hen mod os.
Hendes kæmpe kasser hoppede op og ned.. De var som et monster der prøvede at æde alle der kom i nærheden.
Hun satte sig lige mellem mig og Emma.

"Hej pus.. Jeg hørte dig og Emilie har slået op...jeg er så ked af det... Hvis du har brug for selvskab så ringer du bare", sagde hun og blinkede hurtigt med hendes lange falske øjenvipper.
"Jeg klare mig", sagde jeg.

Jeg kunne se på Emma at hun ikke følte sig særligt godt tilpas.
Det var fint med mig.
Hvis hun skulle genere mig
Ville jeg gøre alt for at genere hende.

Karla sagde ikke mere men gik bare videre.
Emma rettede sig op og krydsede hendes ben.

"Vil du noget?", spurgte jeg hende.
Hun kiggede ned i jorden og rystede på hovedet.
"Nå" mumlede jeg og lænte mig op ad glasruden bag mig.

"Du må ville noget... Ellers havde du ikke siddet her ved mig..", sagde jeg.
"Hvorfor tror du ikke", spurgte hun.
Jeg fnøs "du hader mig."
"Hader er et stærkt ord", svarede hun.
"Du er ihvertfald ikke glad ved mig"
"Det er ikke dig som menneske.. Det er den du udgiver dig for at være"
"Du kende mig jo ikke." Forsvarede jeg mig selv.
"Jeg kan mærke hvem du er", svarede hun.
Jeg lo: "den er fanme fin med dig"

"hver dig selv", afsluttede hun.

"Men hvorfor satte du dig her", spurgte jeg
"Jeg går bare igen"... Sagde hun og rejste sig.

Jeg greb fat om hendes smalle håndled.
"Nej, svare mig"
Hun trak sin hånd til sig.
"Det er ikke noget", svarede hun og satte sig så langt væk fra mig som muligt.

"Jeg siger det ikke til nogen", lovede jeg og kiggede hende i øjnene.
Jeg mente hvad jeg sagde.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ville vide det.. Men måske burde jeg give hende en chance.

"Jeg bryder mig ikke om at være alene", svarede hun.
"Men hvorfor sidder du så helt alene i pauserne", spurgte jeg.
"Der er forskel.. Der er en masse mennesker rundt omkring mig"

What.
Authors note
---------------------------
Jeg er bare super glad for det hvis nogen læser min bog! Tak 💕