My past, his future

•Kaptitel 1•

Det er mørkt, skyerne bliver mørkere og mørkere og nu kommer der regn. Jeg trasker hjemad, hjem til min familie, det er sket og jeg kan ikke være i mig selv. Jeg troede ikke det ville gå så galt, jeg troede det ville have været en hyggelig aften...

"Godmorgen Harper" råber min mor efter mig. Jeg er så øm i mit underliv, mine ben sitrede mere end jeg vidste kunne lade sig gøre. Hvordan kan det her ske? Hvorfor for mig? Jeg har det utrolig dårligt, min mave gør ondt, jeg sveder, jeg har kvalme. Og i det løber jeg ud på mit toilet og brækker mig. Vent. Nej. Det kan ikke passe. Jeg skynder mig at få tøj på og løber ned "godmorgen mor, jeg går lige en tur" siger jeg i det jeg lukker døren. Det kan ikke være sandt. Jeg må ringe til Mason. Jeg må snakke med ham. Han er tordsalt min bedste ven. "Harps, kl er 8 det vil sige jeg stadig sov- Harper, er du okay?" Jeg svare ikke. Jeg snøfter bare, jeg prøvede virkelig at holde mine tårer inde, men det er for sent. Det får frit løb ned af mine kinder. "Harper??" Jeg kommer tilbage til virkeligheden "Mason. Jeg har brug for dig. Kan jeg-" han afbryder "hvor er du? Jeg henter dig med det samme" jeg er stille i et sekund "jeg står her allerede" han ligger ikke på men er stille, indtil han ser mig. Stå der, i døren med tåre i øjenene "harps, kom her" han trækker mig ind til ham. Det her elsker jeg, det er det jeg elsker ved ham. Han er ligeglad med alt og alle når der er sket mig noget, han er der for mig. "Mason. Vi skal ud... ud og købe en graviditets test." Han øjne bliver store "harps, hvem?" Jeg kigger ned i jorden "vær sød, jeg forklare det ligeså snart jeg finder ud af om den er negativ eller positiv" han nikker og tager sine bilnøgler. Jeg ved ikke hvad jeg gør hvis den er positiv. Jeg er ikke stær nok til at få en abort. Hvordan skal jeg sige det til mor? Der er stilhed i bilen, indtil nu "Harper hvad sker der?" Jeg kigger ned "Mason du må virkelig vente, jeg kan ikke forklare det nu" vi er her, jeg skynder mig ind og køber en, mens Mason bliver i bilen.
"Hjem til dig." Er det eneste jeg siger. Vi køre, turen føles uendelig men efter 7 minutter kan jeg se hans hus. Jeg skynder mig op på han værelse og ind på han toilet. Det er nu jeg finder ud af det. Nu jeg finder ud af om jeg skal være mor. Jeg kan ikke vente længere!! Urgh hvorfor skal de tage så herrens lang tid "Harper er du okay derinde?" "Jaer, den tager bare-" SHIT. NEJ NEJ NEJ NEJ. FUCK. Hvad skal jeg sige til mor. Tårerne begynder at komme frem "Mason... jeg-" med det ved han allerede hvad jeg skal til at sige. "Harper luk op" jeg kan ikke, jeg kommer til at blive mindet om hvad der er sket hver eneste gang jeg ser mit barn. Men hellere det end at skulle leve med at have dræbt et barn.
"Mason. Jeg kan ikke. Hvad skal jeg gøre? Hvordan fortæller jeg min mor det her?" I det jeg har sagt det låser jeg op og græder ind i hans skulder "start med at fortælle mig hvad der er sket. Så snakker vi med din mor og ser hvad der sker okay?" Jeg nikker. Vi sidder os i hans seng og jeg forklare ham alt, fra den mindste detalje. Han kigger på mig med medlidenhed. Han fugter hans læber og kigger på mine øjne, så mine læber og igen mine øjne. Inden jeg når at tænke kysser han mig. Jeg kysset stille tilbage, nej ven det forkert. Han er min bedste ven. Jeg skubber ham stille væk. "Mason, vi kan ikke" han kigger på mig med et løftet bryn "jeg mener, du er min bedste ven, jeg kan ikk leve uden dig. Jeg var brug for dig i det her, og hvis vi nu går en skridt videre men det skridt ikke fungere, hvad gør vi så? Det jo ikke sikker vi kan være venner efter? Jeg elsker dig Mason-" han afbryder mig med et kys, denne gang stopper jeg ham ikke. Gør vi faktisk det her? Gør han det kun begrund af medlidenhed? Mine tanker driver væk da hans tunge stille spørger om lov til at komme ind til min og jeg lader ham, jeg følger hans bevægelser og sætter mine fingre i hans dejlige sorte hår. Vi trækker os begge. Jeg fniser og han gir mig et smil "Harper i alle de 15 år jeg har kendt dig, vidste jeg fra den første dag du skulle være pigen i mit liv, jeg vidste fra dag et af at jeg ville have dig. Så Harper, Vil du gøre mig den ære og være min kæreste? Jeg lover dig vi finder ud af det sammen. Jeg hjælper dig med at snakke med din mor, jeg hjælper dig med barnet, tager med dig-" jeg afbryder ham med et hurtigt kys efterfulgt af det smil "det tager jeg som et ja" jeg nikker og vi ligger os i sengen, tætte.

~
Jeg håber i kommer til at kunne lide den her historie. Som fortalt i bioen. Ser man barnets synsvinkel senere hen i historien. Men fra nu er det kun Harper og Mason's