My past, his future

•Kapitel 3•

9 måneder senere
Ahh jeg er allerede 9 måneder henne!?!? Det kan ske vært øjeblik har lægen sagt Jeg kan ikke fatte det. Alting er gået så godt lige pt. og jeg er flyttet ind ved Mason!! Det så rart. Han er der for mig heletiden, og hvis han ikke er der arbejder han. Jeg er så glad for at han vil det her, og at jeg har ham ved min side. Lige nu er jeg hjemme ved min mor, jeg havde glemt et par ting da vi flyttede. Ja vi flyttede for 2 uger siden!!!! "Jeg går lige op og henter det" min mor smiler og nikker. Hun ser syg ud. Bleg. Jeg går stille op af trapperne indtil jeg høre et glas lande på gulvet efterfulgt af et brag "MOR!" Jeg løber ned men heller ikke for hurtigt. Der ligger hun, der ligger min mor, min søde mor. Bevidstløs. Jeg ringer til 911. Men det forsendt hun har ingen åndedrag, ingen hjerteslag og ingen... ingen puls. En tåre triller ned. Min tlf brummer men jeg kan ikke tage den. Jeg ligger her, med min livløse mor i mine arme. Hun når ikke at møde barnet. Nu er jeg forældre løs. Jeg er 17 år gammel nu. Med ingen forældre kun en kæreste og et lille barn. Min mobil brummer igen jeg ligger på og ikke lang tid efter igen. Jeg tager den "Harper?!" Stilhed "Harper?!??!!! Hvad sker der?" Jeg ikke høre hans stemme, jeg kan kun se blå blink. "Harper hvad er der sket??" Han kan høre dem, for ikke langtid efter står han foran mig med armene spredt. Men jeg bevæger mig ikke, jeg kan ikke. Min mor når ikke at møde mit barn, at være til mit bryllup, være der til min 18 års... hun når ikke mere. Han sætter sig i hug "Harper søde kom her" jeg er stille, Ingen tåre kommer ud men nu mærker jeg det. Jeg mærker barnet og mine veer. "MASON DET NU" er det eneste jeg får sagt, jeg kommer med i ambulancen sammen med min døde mor. Hun skulle have været her til at se dette øjeblik.
Vi bliver sendt ind i en stue og jeg får flere veer. Det nu det sker. Mason kysser min pande og hånd flere gange "pres pres pres!" Siger jordemoderen. Jeg gør hvad hun siger og høre babygråd. De tager mit elskede barn over og tjekker det. "Det er en dreng" jeg kigger på Mason som sender mig et hvad-sagde-jeg blik og jeg smiler til ham. Jeg er svimmel. Alting går sort

Mason's synsvinkel
Hun trykker i min hånd, og jeg kan næsten ikke mærke den. Men pyt med det, hun er vigtigst lige nu. Da babyen er kommet ud smiler hun, hun smiler mere end jeg troede hun kunne og pludselig falmer hendes smil og hendes øjne lukker. "Harps?" Jordmødrene har travlt med at at tjekke barnet "Harper??" Hvorfor svarer hun ikke? "Hallo?!? HARPER?" Den ene jordmoder vender sig om og ser Harper, ligge der bevidstløs "rolig hr. dette er normalt efter en fødsel, hun er udmattet. Vi er færdig med deres søn. Du kan sidde med ham og ellers bare lige ham helt stille ned i sengen der" siger hun og peger på en baby seng eller hvad de hedder. Jeg gider bare ikke være den første til at holde ham, det burde være harper. "Bare lige ham der" hun nikker og ligger ham, "tryk på knappen når hun vågner, eller der sker noget" siger hun og går ud. Nu begynder barnet at græde. Årgh altså. Hun ville dræbe mig hvis jeg ikke tog ham op. Jeg rejser mig og går hen, i det jeg løfter ham stopper han. Babyer er så søde. Jeg har et blødt punkt for babyer og Harper. Harper som jeg endelig efter så mange år kan kalde min kæreste og for håbentlig en dag kone.

Harpers synsvinkel
Mine øjne åbner stille og jeg bliver mødt af synet af min kæreste der holder min. Vores søn. Jeg er klar over vi ikke har lavet ham, men han vil altid være min søns far. Han kigger ned på babyen og sætter sig i stolen. Jeg ville ikke ødelægge øjeblikket, men jeg begynder at hoste. Min hals er tør efter alt den råben. "Harper!" Han smiler et stort smil, og trykker på en knap. Efter få sekunder kommer en læge ind. "Jeg ser hun er vågen. Vi tænkte om at du kommer til at være her natten over, for en sikkerhedskyld. Og hvis du vil se din mor, så må du gerne det." Åh gud. Jeg kan mærke tårerne presse på, min mor døde i dag. Min mor. Min mor døde. Det ikke helt gået op for mig. Lægen kigger på mig, jeg tænker vel hun venter på svar "jo, ja det vil jeg rigtig gerne." Jeg skal også have fat i pigerne og mason's venner "Mason kan du fortælle dem alle den gode nyhed mens jeg er ved min mor?" "Det ved du jeg vil Harper" jeg smiler til ham. Han skal også ind til hende efter, men jeg må se hende selv først.

Der ligger hun. Min kære mor. Min mor der altid hjalp mig gennem alt. Var der for mig gennem det hele, men glemte at huske på jeg også var der for hende. "Åh mor altså. Jeg savner dig allerede. Jeg vil altid elske dig og jeg ved du ser ned til os, og passer på os allesammen." "I må bytte nu, hun skal snart væk" jeg nikker svagt. "Mason" han kigger trist på mig, og der ser jeg alle de andre. Han må have fortalt begge ting. "Harps jeg behøver ikke-" jeg afbryder ham "Mason du går derind nu. Det er ikke til diskussion" han nikker går ind og lukker døren stille.