Tiden skal styres

Kapitel 3

Victor stod i skolegården næste dag, og kiggede på sine kammerater der spillede fodbold. Men det underlige var, at de ikke spurgte om han ville være med. Faktisk kiggede de ikke engang på ham.
Som han stod der, kunne han pludselig høre noget. Det lød som en hvisken: dø... dø... dø... dø...
Victor skuttede sig og proppede sine hænder i lommerne.
Dø... dø... dø... dø
Det gik ham nu på nerverne og Victor blev en smule nervøs, så han begyndte at gå rundt i skolegården.
"PAS PÅ!" blev der råbt, men for sent. Victor fik en fodbold lige i baghoved. Han tog sig til baghovedet, men der var ingen der spurgte om han var okay. Søren, hans bedste ven, kiggede måbende på det sted Victor stod.
"Hold da kæft mand!", mumlede Søren, "Gad vide hvordan bolden gjorde det"
"Hvad gjorde bolden?" spurgte Victor undrende, og hold sig stadig til sit dunkende baghoved. Enten hørte Søren ham ikke, eller også var Victor blevet usynlig, for Søren trak på skuldrene og løb tilbage til fodboldkampen.

Victor stod bare der midt i det hele og var bare... ja, ensom og en smule trist. Hvorfor kunne de andre ikke se ham?
"Er du okay?" spurgte en stemme og Victor gippede. Stemmen kom ret pludselig. Victor kiggede efter stemmen og fik øje på en pige, med brunt hår sat i en knold, grågrønne øjne og briller.
"Ja..." svarede Victor tøvende og pigen satte i et smil.
"Jeg hedder Emma" sagde pigen og stak hånden frem. Victor tog den med et: "Victor"
Han slap hendes hånd igen og han synes at nu blev det lidt akavet. Heldigvis, Victor var ikke helt sikker på om det var held, ringede klokken.

Det ringede fri og Victor tog sine ting. Søren kom hen til ham.
"Hvorfor var du ikke med til fodbold?" spurgte Søren og Victor så undrende på ham.
"Det var jeg, men I spillede mig ikke. Så jeg gik igen" løj Victor. Som om Søren ville tro ham, hvis han sagde at han havde været usynlig for alle. Eller Emma kunne jo se ham....
"Nåh, Sorry mand" sagde Søren og smilede skævt.

Victor begyndte hjemturen på gåben. Han havde ikke orket at cykle i morges, men nu ønskede Victor at han havde taget den med.
"VENT! VICTOR!" var der nogen er råbte bag ham. Han stoppede op og drejede sig rundt. Det var Emma der kom løbende. Han lyste op i smil og Emma kom op på siden af ham. Hun havde røde kinder og hun smilte.
"Hej Emma" hilste Victor med et smil. De begyndte at gå videre. Pludselig spurgte Victor: "Hvordan kunne det være at du kunne se mig i frikvarteret?"
Emma så undrende på ham og Victors kinder blev lidt varme.
"Hvad mener du?"
"Det kan være lige meget" fejede Victor af.
"Nej, fortæl mig det" smilede Emma hjælpsomt.
"Øhmmm.... Hvor gammel er du enlig?" Victor skiftede hurtigt emne.
"Tretten", svarede Emma da hun godt kunne mærke at Victor ikke ville snakke om det, "Og hvad med dig?"
"Fjorten"