Tiden skal styres

Kapitel 4

Da Victor var hjemme igen, fandt han uret frem fra kælderen. Det så akkurat ud på den samme måde, som da han fik det. Da han trådte ud fra kælderen, følte han at nogen overvågede ham, men der var ingen...
Han kom op på sit værelse og begyndte at nær studere det.
Der var en masse knapper, og på dem nogle tegn, Victor ikke kunne tyde. Han kløede sig i håret. Hvad skulle han med et ur han ikke kunne bruge?

Da han havde Google Translate klar, skrev han det ind, som stod på en af knapperne; Deinceps. Han læste de ord der stod under boksen, man kunne skrive i. Der stod: oversæt fra Latin. Han klikkede på Latin, og svaret kom straks. På den knap stod der åbenbart frem.
Han kiggede på den anden knap. Mon det også var latinsk? Han prøvede og skrev: Reditum. Det betød åbenbart 'Tilbage'. Hmmm...
Victor trykkede på Deinceps. Han skruede lidt balancen og fik den store viser til at rykke fem minutter frem. Han så ud af vinduet og så en sky hurtigt suse forbi. Så svævede den i normalt tempo. Han kiggede på sit vækkeur. Det var spolet fem minuttet frem.

Victor sad og stak til sin mad.
"Spis nu, lille mand" sagde hans mor sødt.
"Jeg er ikke sulten" mumlede Victor.
"Du er da nød til at spise noget?" brød hans far ind. Victor rystede på hovedet. Hvis han fortalte dem sandheden, ville de ikke tro ham.
Victor havde igen den følelse af, at han blev overvåget. Han ville enlig bare gerne væk fra bordet.
"Jeg er altså ikke sulten", sagde Victor igen og rejste sig, "Tak for mad"
Han gik hurtigt op ad trappen. Han følte virkelig at nogen fulgte efter ham. Og var det bare ham, eller lugtede der lidt af svovl?
Victor fejede uret ned i en lille kasse han havde fundet og gemte det i sit skab, helt bagest, bag alt tøjet. Han ombestemte sig dog og proppede den lille æske i lommen. Han havde dog stadig overvågnings følelsen. Han kiggede rundt på sit værelse. Intet. Måske var han bare træt...
Victor besluttede sig for at gå i seng.

Uret lød det tæt ved Victors øre. Det var hviskende og vækkede Victor med et sæt. Han stirrede lige ind i to mørke huler. Der hvor øjnene skulle være. Han var lige ved at skrige, men bed det i sig igen.
"Hv.. hvem er d..du?" fik han fremstammet.
Det er lige meget sagde den skyggeligende mand hæst. Han havde en sort jakke på, med sorte bukser og en hvid skjorte, som så grøn ud i måneskæret. Han havde også en høj hat på og en stok.
"Hva..hvad laver d..du på mit v..værelse?" stammede Victor.
Uret! hviskede manden. Victor kiggede skræmt på den skyggelignende mand.
"D... det er dig der har holdt øje med mig... ikke?" kom det forsigtigt fra Victors mund. Den skyggeligende mand lyste op i et grumt smil. Victor måtte bide endnu et skrig i sig. De tænder kunne skræmme selv Døden væk!
Du har helt ret, lille Victor. Men nu spørger jeg dig igen: HVOR er URET!? det sidste var mere en hæs hvisken, end en snakken. Victor sank en klump og rystede svagt på hovedet.
"Jeg... jeg har det ikke" hviskede han, med en stammen. Hans stemme kunne ikke andet. Hans tunge var der nærmest slået knuder på og hans hals havde trukket sig sammen.
Jeg så at du gemte uret i skabet! Men nu er det væk! Sig hvor det er, lille møgunge! hvæsede skyggemanden og stak sit ansigt helt op i Victors. Victor vej tilbage og ville hellere end gerne flygte, men havde ingen flugt mulighed. En tanke skød op i Victors hjerne, som fik hans nakkehår til at rejse sig.
"Du... du er Skyggen" fik Victor frem og stirrede skrækslagen på Skyggen.
Ja, hvæsede Skyggen med sin hæse stemme, Og svar mig så: HVOR ER URET!?
Selvom Victor godt vidste at det var dumt, lyste han op i et skævt smil. Skyggen virkede så... desperat, at han umulig kunne være klog, til at regne Victors lille, nye plan.
Hvad smiler du af? hvæsede Skyggen vredt og Victors smil forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.
"I.. ikke noget" stammede han og kiggede ind i Skyggens sorte huler.
Find. det. til. mig! hvæsede Skyggen hårdt, så Victors nakkehår igen rejste sig. Victor nikkede og kravlede så ud af sengen. Han gik hen til sin kurv med vasketøj og fandt de bukser frem, han havde haft på i går. Han fandt æsken og stod så lidt med den. Skulle, skulle ikke?
Skynd dig! hvæsede Skyggen kommanderende.
"Ja, ja" svarede Victor hurtigt igen og prøvede at lyde rolig. Det hjalp ikke det mindste. Han var bange for Skyggen, det var han. Victor følte sig som en lille flue og Skyggen var fluesmækkeren der hævede sig truende over ham.
Til sidst vente Victor sig om og rakte Skyggen æsken. Skyggen kiggede kort på æsken og rystede æsken. Man kunne høre at der var noget deri. Så nikkede Skyggen anerkendende og forsvandt, som dug for solen.

Tilbage stod Victor med et selvsikkert smil på læben. Han åbnede sin hånd. Uret lå trykt i hans håndflade.