Tiden skal styres

Kapitel 5

Victor gik i skole den følgende dag. Han var blevet jaget ud af sin mor, som - igen - denne morgen havde glemt at Victor var hendes søn. Victor knugede krampeagtig om skoletaskens skulderrem. Han var nervøs. Nervøs for om de andre fra klassen kunne huske ham. Om de ville kunne se ham.
Victor løb de sidste ti meter hen til skolen. Klokken ringede nemlig præcis da han betrådte skolens grund. Han gik med hurtige skridt mod sit klasselokale. Han skulle have Signe Fransen, den skrappeste lærer på skolen. Heldigvis var døren ikke lukket, så Signe var sent på den. Heldigt for ham.
Victor satte sig på sin plads. Den anden bageste række, længst mod venstre, så han kunne se ud på gaden.

Signe Fransen var en skrap dame. Hun havde et stramt udseende. Hun havde et smalt, langt ansigt og små grågrønne øjne. Hun var ikke ligefrem Victors ynglings lærer og han ikke hendes ynglings elev. Det kunne man tydeligt høre, da Signe råbte elevernes avne højt fra protokollen. Da hun nåede til Victors navn, sagde hun det en smule køligere, end når hun råbte de andres navne op; "Victor" lød hendes stemme. Kold og følelses ladt.
Victor svarede med en lige så kold stemme: "Ja"
To enkelte ord der kunne lyde så kolde så muligt. De andre elever kunne mærke det, det vidste Victor godt. Han kunne direkte se det på dem. Deres øjne viste det. Deres øjne gjorde noget helt bestemt. Hver dag, hver gang, blev deres øjne større. Deres øjenbryn forsvandt op i panden. Victor vidste godt hvorfor. De kunne ikke forstå hvorfor de var så kolde overfor hinanden.

Hvis det ikke var fordi at Victor var skyld i at deres 'forhold' var koldt, som det nu var, ville han sikkert heller ikke forstå det. Victor fik dog ikke tid til at tænke begivenheden ud, før hans navn blev råbt: "VICTOR CHRISTOFFERSEN!!!"
Victor vågnede op af sine egne tanker: "Yeah?"
"Kan du svare på mit spørgsmål?" spurgte Signe køligt. Victor tænkte over en flugtplan. Du kan ikke flygte lød en stemme. Skyggen. De andre så ikke ud til at have hørt den.
"Victor?" kom det utålmodigt fra Signe. Lige nu ville han ønske at han havde uret med sig.
"Øhhmmm...", Victor kastede et nervøst blik på tavlen, "Øhhhm... 1959?"
Han kiggede forventningsfuld på Signe. Tavlen havde sagt 253+264-600+588+621+352-79. Signes øjenbryn fik hævet sig op i panden.
"Imponerende, Victor" sagde hun med en kølig undertone. Hun havde vel forventet at han ville svare forkert. Det havde Victor altså ikke.

Da det ringede ud til frikvarter, skyndte Victor sig ud. Han skulle ikke nyde nogen sammentale med Signe Fransen! Han kom ud i skolegården og stod så bare lidt. Den var ret tom, men han vidste at de andre elever ville komme snart. Victor gik hen og satte sig på en bænk. Ventede...
"Hej", lød en stemme og en satte sig ved siden af ham. Victor kiggede op. Det var Emma.
"Hej Emma", svarede Victor med et svagt smil. Emma smilede bredt tilbage.
"Laver du noget spændende?", spurgte Emma nysgerrigt og lagde hovedet på skrå. Victor rystede på hovedet.
"Nåh...", så sad de der. Nogen kaldte på Emma og hun mumlede et farvel i forbifarten, da hun gik over mod hendes veninder. Victor sukkede. Hvorfor var der ikke nogen som ville snakke med ham? Kort efter blev Emmas plads overtaget. Victor kiggede op.
"Hej?", hilste han svagt. Drengen svarede ikke. Han havde kort, lyst hår, fregner, bleg hud og lyst, strit hår. Han havde næsen begravet i en bog.
"Hej", sagde Victor igen. Drengen svarede ikke. Hans øjne fløj ned over siden, som kort efter blev vendt. Victor sukkede og rejste sig. Gik ind i mylderet af mennesker. Pludselig begyndte de at gå igennem ham. Hvorfor gik de igennem ham? Victor klappede på sig selv. Han kunne godt mærke sig selv. Men hvorfor gik de så igennem ham? Hvorfor kunne de det!? Hvad skete der!?

Efter skole skyndte han sig hjem. Kort før frikvarteret var blevet afsluttet, kunne folk igen se ham og de gik ikke igennem ham. Victor kunne ikke forstå det og han var ved at gå til af det.
Da han var hjemme, smed han sine sko, taske og overtøj. Buldrede op ad trappen og åbnede sin dør ind til sit værelse. Da han tændte lyset, blev han overvældet af alt det rod der lå. Sådan havde han da ikke efterladt det... Nogen havde været her.
Kommodens skuffer var blevet hevet ud, tømt for indhold også bare smidt på gulvet. Hans seng var uret og alle mulige ting var smidt i den. Bøger, cd'er, film, ledninger, støv, knuste nipsgenstande og billeder lå spredt over gulvet. Alt hans tøj var kastet rundt og lå smidt på gulvet, i sengen, der hang noget oppe i loftslampen og lo ellers bare rodet i hans klædeskab. Der var et kæmpestort hul i væggen - nogen havde altså ikke fundet det, han, hun eller den, ledte efter og havde slået væggen i arrigskab. Uret! Victor skyndte sig hen og rodede det sidste tøj væk.

Uret var væk!

---------

Undskyld, undskyld, undskyld! Har bare haft en smule travlt med ny skole og har så glemt at skrive og...! Undskyld!