~Hilsen Ano~

Den unge blonde fyr

Jeg kigger tilbage og ser at bilen sænker farten en smule. Da den er kommet helt hen til mig stopper den. Jeg stopper og kigger ind af ruden. Jeg kan intet se da det er blevet helt mørkt. Så begynder vinduet at rulle ned. En køn blond fyr kommer til syne. Han smiler sødt og man kan ikke undgå at lægge mærke til hans læbepircing. Hans blå øjne kigger direkte ind i mine trætte brune øjne.
"Hey" siger han efter lidt tid hvor vi bare have stirret på hinanden.
Jeg svare ikke men står bare der med klaprende tænder. Han stiger ud af bilen og går hen imod mig. Jeg går med hurtige skridt bagud. Kigger skræmt på ham. Hvad nu hvis han vil slå mig? Jeg bakker ind i et træ og står helt mast op ad det. Han går med langsomme skidt hen imod mig med hænderne foran kroppen. Enten for at forsvare sig selv hvis jeg nu skulle fare på ham eller også for at vise at han ikke vil gøre mig noget. Da han står ca. 1 meter væk fra mig tager han sin jakke af. Jeg ryster over hele kroppen af kulde. Han går forsigtigt den sidste meter hen imod mig lægger så langsomt jakken omkring mig. Jeg mærker hurtigt varmen omslutte min tynde krop. Jeg slapper lidt af. Han står lige foran mig. Smiler. Men kun i den ene mundvige. Jeg står stadig og kigger lidt skræmt på ham.
"Hey" næsten hvisker han. Jeg svare ikke, men kigger ham blot dybt i øjnene. Det er som om vi har en samtale kørende. Blot med vores øjne. Så åbner han munden.
"Kom med" siger han sødt og lægger en arm omkring mig. Han trækker mig hen til hans bil. Den står stadig med moteren tændt. Han åbner bildøren for mig og jeg sætter mig ind på sædet. Der er dejligt varmt inde i bilen og i et kort øjeblik lukker jeg øjnene. Jeg mærker pludselig trætheden vælte over mig som en bølge. Der går ikke mange sekunder før jeg falder i søvn.

Luke's synsvinkel

Det lange blonde hår der falder naturligt ned over hendes skulder. De røde smalle læber. De lange flotte øjenvipper. Hun er smuk. Jeg prøver at fokusere på vejen men jeg kan ikke holde op med at kigge på hende. Jeg kigger på hende hver 2. Sekund. Hver gang jeg ser på hende tænker jeg over hvad hun lavede derude midt på vejen så sent om aftenen. Hvert minut finder jeg på en ny teori. Ingen af dem giver bare mening. Jeg køre ned af vejen og stopper ved det store hvide hus.

Celina's synsvinkel

"Hallo?" Høre jeg en fjern stemme hviske.
"Er du der?" Høre jeg stemmen sige igen. Denne gang lidt tættere på. Jeg åbner langsomt øjnene. Jeg får er chok da den blonde fyr står lige foran mig.
"Godmorgen" siger han kækt. Jeg giver ham et lille smil. Han føre mig ud af bilen og lukker døren bag mig. Da jeg ser det store hus bliver jeg mundlam. Jeg har aldrig set så stort og så flot et hus før. Jeg har faktisk næsten ikke set andre huse end min fars og min nabos. Og vi bor ikke ligefrem i et stort palé til 20 mio. Han griner lidt af min reaktion. Fyren. Han står lige ved siden af mig med armen omkring mig. Jeg har stadig hans jakke omkring mig. Han virker sød, men jeg ved af erfaring at drenge ikke er søde. De træder på en. Både fysisk og mental. Jeg går et par skridt til siden så hans arm ikke kan nåh mig. Han kigger underligt på mig.
"Er du ok?" Spørger han. Jeg ryster på hovedet og bryder så ud i gråd.
"Kom lad os gå indenfor..." Siger han, tager min hånd og trækker mig ind i det store hus. Han sætter mig på en stol ved spisebordet. Så går han ud i køkkenet. Jeg kigger rundt i lokalet. Så mange ting. Så mange dyre ting. Så mange pæne ting. Jeg ville ønske jeg havde et hus som dette.

Han kommer ind igen med 2 glas og en kande the. Han skænker op til os begge. Jeg tager fat om kruset og mærker varmen sprede sig fra mine fingre og helt op til skulderen. Så siger han noget.
"Nåh... Jeg fik aldrig rigtig fat i dit navn?" Han kigger spørgende på mig.
"Celina" siger jeg kort og lavt. Han smiler.

Luke's synsvinkel

Celina. Jeg siger det flere gange inde i mit hovede. Et pænt navn til en pæn pige. Nu havde jeg kun ét spørgsmål tilbage. Jeg tager en dyb indånding og spørger:
"Hvad lavede du entelig ude på vejen så sent om aftenen?" Jeg kigger på hende med et bekymret blik. Hun kigger ned i sin kop. Jeg kan se at hun græder. Jeg læner mig frem, løfter hendes hage og tørre tårene væk. Så åbner hun munden.
"Min far..." Er det første jeg høre. Hun holder en lang pause, men jeg vil ikke presse hende. Jeg kan se på hende at hun kæmper for at få ordrerne ud.
"...min far... Han mishandler mig" siger hun efterfulgt af en masse tåre. Jeg skal lige til at sige noget da hun kommer mig i forekøbet.
"Jeg er blevet mobbet i 10 år nu... 10 år!" Siger hun. Det lyder som om hun snakker med sig selv.
"I 10 år er jeg blevet trådt på, slået, nedgjordt, mobbet... Voldtaget..." Tårnene triller ned af hendes kinder. Jeg fortsætter for hende.
"Så du stak af?" Hun nikker og kigger ned i bordet. Jeg rejser mig og går hen til hende. Jeg trækker hendes stol ud og hun rejser sig op. Jeg omfavner hende. Mærker at hun ryster. Jeg holder hende blidt. Jeg mærker hendes tåre mod min skulder. Jeg lukker øjnene. Tænker. Nu vil jeg passe på hende. Nu vil hun aldrig blive mishandlet mere. Ikke mens jeg lever.

/////////////////////////////////////

Det var det andet kapitel. Jeg håber i kunne lide det. Jeg ved godt at der ikke var så meget spænding i men... Ja... Jeg prøver lige først at give dem et bånd. Undskyld at det først kommer nu men har været ude hele aftenen så har ikke kunne nå det:( jeg skriver det næste kapitel imorgen<3