~Hilsen Ano~

Vi starter med begyndelsen

En forårs fredag. Ja, sådan starter min historie. Det er så lang tid siden nu, men det føltes alligevel som var det igår. Når jeg tænker tilbage på den tænker jeg tit over om det hele bare var en opdigtet historie? En film? En af de der håbløse kærligheds historier der bare først slutter den dag jeg sover ind?

Jeg hedder forresten Celina. Jeg er 16 år gammel og i de 16 År har levet har jeg skabt en historie der kunne fylde 1000 bøger. Men du får den korte version.

Som sagt startede hele en fredag...

Celinas synsvinkel:

Jeg åbner øjnene og kigger rundt i lokalet. Sukker. Jeg kender godt lokalet. Det er det her lokale hvor jeg har grædt flest tåre, hvor gulvet har mærket flest bloddråber og hvor min far har slået og mishandlet mig allermest. Nemlig mit værelse. Mit værelse... Nej... Det kan man ikke kalde det. Et værelse burde være et sted hvor man kunne være alene og føle sig tryg. Jeg har ikke noget værelse. Lige meget hvor jeg går hen vil jeg aldrig føle mig tryg. "Tryg" ordet giver genlyd inde i mit hoved. Jeg hvisker det lavt. Jeg ville aldrig komme til at føle mig tryg. Ivertifald ikke lige foreløbig.

Jeg lister ned af trappen i håb om at han ikke høre mig. Min far. Men da jeg stikker hovedet ind i entréen retter han blikket mod mig. Han smiler lumsk og står med sin sædvandlige morgen øl. Jeg flygter op ad trappen med når kun lige at nå over det første trin før han tager et fast greb om mit håndled og trækker mig tilbage. Jeg mister balancen og falder ned på det hårde gulv. Min far hiver mig op igen og trykker mig op ad væggen. Jeg giver et højt støn fra mig da min ryg banker ind mod væggen og presser alt luften ud af mine lunger. Jeg kigger ind i min fars forvirrede øjne. Jeg når kun lige at se næven før den styre mod mit ansigt og alt bliver sort...

Senere på dagen i skolen.
Stadig Celinas synsvinkel:

Jeg går ned af gangen og styre mod lokalet. Min klasse. Eller som jeg kalder det "fængslet". Jeg har stadig ondt i hovedet efter slaget men jeg vil hellere ind i fængslet end have flere slag. Jeg åbner stille døren til klasselokalet. Alle retter deres opmærksom mod mig. Det er min lære der først bryder tavsheden. "Celina!" Siger hun med sådan en lalleglad stemme "Godt du kunne komme! Bare sæt dig ned på din plads så kan vi gå videre" nærmest synger hun. Hun er altid helt oppe og køre og på en måde irretere det mig. Jeg tro det er fordi hun er glad. Lykkelig. Tryg. Hun har intet at bekymre sig om. Udover om vi laver vores lektier.

"Riiiiiiing"
Alle eleverne rejser sig og begynder at pakke deres ting sammen. Ikke mig. Jeg venter. Venter på ar de alle er gået ud. Min lære kigger forvirret på mig med et Er-der-noget-jeg-kan-hjælpe-med smil. Ja det er der vel. Du kan få min far til at holde op med at drikke, få de andre til at holde op med at træde på mig, giv mig et sted hvor jeg kan føle mig tryg. Men det har jeg indset for længst at det aldrig kommer til at ske.

Længe efter det har ringet ud går jeg ud af døren og ud til min cykel. Jeg ser pludselig at der står en flok fra min klasse. Da de ser mig skuer de underligt til mig og begynder at hviske. Pludselig råber en af dem "Nåh Celina! Skal du hjem og putte med mor og far? Din mor er jo alligevel sådan en luder så hun tager vel hvad hun kan få?!" De griner alle sammen. Jeg mærker en tåre løbe ned af min kind. Jeg mistede min mor da jeg var 6 år. Det var der min far begyndte at drikke. Jeg tager min cykel og cykler hurtigt væk. Jeg kan høre dem råbe noget og grine men jeg høre ikke hvad.

Jeg lister ind af døren med tårene trillende ned af kinderne. Jeg lister op ad trappen og da jeg er helt oppe løber jeg ind på mit værelse og lukker døren efter mig. Jeg løber over til mit skrivebord og roder desperat i skufferne. Jeg finder den. Kniven. Jeg sætter mig ned på sengen. Langsomt. Jeg tager kniven op til håndleddet og skære det første snit. Der er næsten ikke mere plads på min arm nu. Så mange år med den kniv. Jeg ser blodet løbe ud af snittet og ånder næsten lettet op. Nydelse. Som en sommerfugle larve der har været fanget i sin pube og så endelig bryder fri. Sådan føltes det. Jeg skære et nyt snit. Og endnu et. Jeg ser blodet løbe ned på gulvet. Jeg lukker øjnene et øjeblik. Drømmer mig væk til et bedre sted. Langsomt tager jeg kniven op til halsen. Jeg mærker det kolde metal mod min hud. Et snit. Mere vil det ikke kræve for at komme væk herfra. Væk fra min far, væk fra smerten, væk fra denne ondskabsfulde verden, op til min mor. Jeg smiler stille. Jeg strammer grebet om kniven og skal til at gøre det, da døren pludselig bliver flået op. Jeg før et chok og taber kniven. Min far. Han kigger på mig med et slesk smil. Jeg rejser mig op og begynder at bakke væk fra ham. Jeg når vinduet. Jeg kigger ned. 5 meter. 3 ned til skuret og så yderlige 2. Et spring jeg ville kunne klare. Jeg overvejer det. Kigger tilbage på min far som er kommet nærmere. Jeg kigger ned igen og før jeg selv er klar over det springer jeg. Jeg lander på det hårde tag og videre ned på jorden. Jeg kigger op på min far som står og råber ud af vinduet. Så sætter jeg i løb. Jeg løber alt hvad jeg kan. Jeg tror aldrig jeg har løbet så hurtigt i hele mit liv. Da jeg er løbet ca. 1 km er jeg ude ved skoven. Jeg kan høre min fars stemme råbe ikke så langt væk. Jeg kigger nervøst rundt og sætter så i løb. Ind gennem skoven. Jeg ender ude ved landevejen. Det er ved at blive mørk. Først nu tænker jeg over hvor jeg overhovedet skal gå hen. Jeg begynder at gå langs vejen. Måske ender jeg ude i byen. Der kan jeg måske finde et sted at overnatte. Da jeg er gået i hvad der føltes som ca. 30 min. Mærker jeg billygter i nakken...

/////////////////////////////////////

Det var så det første kapitel til min førstes fanfiction :) jeg håber i kunne lide det. Jeg går i gang med det næste kapitel nu så det kommer nok ud enten idag eller imorgen tidlig <3