BROR - Jeg husker alt

Kapitel 7

Der går over to uger før efterforskning-holdet giver lov til at vi må begrave Bror. Jeg står derhjemme og tager slips på. Min mor synes i Brors ånd at jeg skal have hans fodboldsko på i kirken. Jeg er selv ikke vild med ideen, men jeg orker ikke at diskutere. Jeg kan høre nedenunder at Isabella er kommet. Jeg skynder mig at tage parfume på. Jeg tager masser af Brors dyre parfume på. Den hyldest vil jeg gerne være med på. Jeg smutter ned til Isabella, hun står og snakker med min far. Hun smiler en smule. Hun har en tynd sort kjole på. Den passer virkelig til hendes slanke krop. Hun kigger op ad trappen, da jeg går ned, hendes øjne kører op og ned af mig. Hun smiler, det gør mig blød i hele kroppen. Jeg har savnet hende så meget. Jeg går over til hende og krammer hende i et langt kram. Hun dufter lige som jeg husker det. Så længe jeg står sådan her med hende, kan der ikke ske hende noget, tænker jeg.

Kirkeklokkerne ringer. Start melodien på sangen Isabella og Bror tit satte på derhjemme "love can hurt, but you know, that's the life and everything so." kommer på. Min mor sidder med lukket øjene under hele sangen. Jeg sidder ved siden af Isabella på en række for os selv. Der var ikke plads på min mor og fars række med vores bedste forældre. Musikken stopper lige så langsomt. "Hvor var det smukt" hvisker Isabella. Et lille grin kommer ud af min mund uden jeg ved hvorfor. Kirken er næsten helt fyldt. Nede bagerst sidder alle hans fodboldvenner. Jeg kigger på rækken ved siden af Isabella og jeg, til min store overraskelse er det Caroline og Pjøkker og et par andre der sidder der. Gad vide om Pjøkker og Caroline kender hinanden eller det et tilfælde. Præsten starter, der er helt stille i kirken. Det er som om lyset fra vinduerne blænder os. Jeg mærker Isabellas urolige krop, helt tæt på min. Gad vide om hun nogensinde vil blive mistænkt for mordet på Bror? Forhåbentlig ikke, selvom motivet vil give mening med den behandling, han gav hende. Men hun er for oprigtig, til man nogensinde vil mistænke hende. Jeg kigger et par rækker tilbage, og ser Cecilia og Morten sidde der. Hele min krop giver et lille chok. Hvorfor er de her? Af ren respekt? Eller fordi de mistænker en af dem der er her? Cecilia har en sort blomst i håret. Ingen af dem har deres politiuniform på. Jeg har aldrig set Cecilia uden sit på, hun ser underligt menneskelig ud. Hun ligner næsten bare en af Brors venner. Jeg kan kun lige se toppen af hendes pistol i bæltet. Morten sidder med sit seriøse blik og observerer folket i kirken. Han kigger i lang tid på Brors venner, der sidder og lytter til hvad præsten siger. Mange af dem græder. Pludselig lægger Isabella hovedet på min skulder. Jeg kan høre hun græder, jeg tager hendes hånd. Det er første gang siden vores tur til Spanien, jeg holder hende rigtigt i hånden. Hendes hånd er helt blød og varm. Jeg aer overfladen for at trøste hende. Jeg kigger igen tilbage på Cecilia og Morten for at se om de stadig sidder der og det gør de. Jeg får øjenkontakt med Cecilia i akavet lang tid. Jeg kigger hurtigt væk, men fornemmer hun bliver ved med at kigge på mig. Jeg ser der hvor de sidder, giver dem udsigt til Caroline og Pjøkker. Jeg har bare en følelse af at der mangler en af Brors tætte venner. Jeg ser rundt Robin og William er der også. De sidder begge med tåre i øjnene. Robin ligner en der har tømmermænd på trods af at han har dresset op. Jeg hører ikke særlig meget af hvad præsten siger. Men så siger hun "En gammel ven, kan blive en fjende." Der går det op for mig, hvem der mangler. Det er Viktor, Isabellas storebror, Brors tidligere ven. Jeg forstår det ikke. En ting er, hvordan Bror var overfor Isabella, men vil han ingen gang støtte en gammel ven? Jeg kigger længe rundt for at sikre mig at han ikke er der. Jeg går helt tæt på Isabellas øre "hvor er Viktor?" spørger jeg undrende. Isabella fjerner sin hånd fra min og peger op, hvor orgel manden sidder. Jeg vender mig helt om og ser Viktor sidde med et helt sortjakkesæt. Jeg havde helt glemt, han spiller jo orgel. Jeg får øjenkontakt med ham, og kan tydeligt se han er meget ked af det. Jeg giver ham et lille anerkendende nik, det gør han også tilbage. Vi synger en salme, jeg ikke har hørt før, men den er meget god. Det er svært at høre, hvad folk synger, pga gråd. Pludselig får jeg følelsen af at bænken jeg sidder på rykker sig hen til præsten i midten. Jeg lukker øjnene og prøver at bevare roen. Jeg føler jeg er ved at blive skør. Så åbner jeg øjne og jeg sidder præcis samme sted som før. "Vi skal nu synge en af Brors yndlingssange. "One dance" Isabella synger højlydt med, hun er ligeglad med at hun hulker imens. Selvom hun græder, lyder det helt vildt godt. Jeg lukker øjnene igen for at nyde hendes sangstemme. Den er så blid og uskyldig. Nu skal der aldrig ske hende noget ondt igen, tænker jeg flovt. Det som om lyset fra vinduet rammer hende lige i ansigtet mens hun synger, så hun ligner en engel. Jeg synger med, min dybe stemme, med hendes blide stemme, det lyder smukt. Harmonien får mig til at få gåsehud. "one daaaance" synger vi sammen. Orgelet er helt stille i et par sekunder, hvilket får rummet til at virke større. En mand hulker højlydt, jeg kigger på rækkerne, det er onkel Brian. Jeg troede aldrig jeg skulle høre ham græde. Men hans forhold med Bror var også noget særligt. De så meget fodbold sammen, da Bror var yngre. Jeg kan se han har en hel sort fodboldtrøje på, hvor der står nummer 6. Det for mig til at knække sammen. Det er en smuk hyldest onkel Brian har gjort sig. Vores familieven, som jeg har glemt hvad hedder, sidder ved siden af Brian. Han har et lommetørklæde op til øjet. Jeg kigger ned på fodbold skoene jeg har på. De klemmer mine tær og det var aldrig min ide.

Da vi er færdig i kirken og har gået ud med kisten tager jeg fodbold skoene af. "Nu er der gravøl, over på præstegården, siger Brian." Folk går stille og roligt derover. Jeg lægger Brors fodboldsko ved siden af gravstenen. Isabella står der også stadig. Tårerne triller ned af kinderne på hende. Jeg har set hende ked af det for mange gange. Jeg lægger armen om hende. Jeg ved godt hvad jeg skal sige, men jeg kan ikke få ordene ud. Så trækker jeg vejret dybt ned, jeg tager armen væk fra hende og prøver få hende vendt, så hun kigger mig i øjnene. Det giver et hak i hele min krop, da vi får øjenkontakt. Jeg åbner munden men kan ikke sige noget. Jeg ser en bænk et par meter fra der hvor vi står. Jeg peger derover. Hun går med over til den og sætter sig ned. "Isabella, det her er nok en kæmpe smerte for dig lige nu. Men hvis vi ser sådan..." jeg holder en lang pause "Hvis du skal se logisk på det, er det her meget bedre for dig." Isabella lukker øjnene i det, jeg siger det. Jeg mærker mit hjerte hamrer, med 100 km i timen. "Alt det Bror udsatte dig for, var sindssygt. Han har svigtet dig så mange gange. Du slipper for al den smerte, han udsatte dig for nu. Du blev helt ødelagt af det, og den behandling vil jeg aldrig kunne se på igen af en jeg..." Jeg holder vejret. Hun vender hovedet og kigger på mig. Jeg ved jeg er nødt til at færdiggøre det. "Den behandling vil jeg aldrig finde mig i af en jeg elsker." Hendes øjne bliver lidt større, hun kigger på Brors gravsten igen. "Isabella, jeg har jo altid været forelsket i dig, siden jeg så dig første gang. Du er smuk, sød, retfærdig og helt vidunderlig. Min vrede voksede altid til Bror, når han var led imod dig. Han var aldrig retfærdig" siger jeg, og gisper efter vejret. En tåre triller ned af hendes kind. Hun smiler en lille smule imens hun snøfter: "Ja, Bror var en kæmpe idiot. Han har gjort nogle helt sindssyge ting. Men..." hun holder en lille pause. Jeg håber hun vil sige det, jeg vil have hende til at sige. "Det er Bror jeg elsker. De ting han gjorde tillod jeg ham. Jeg kunne altid være gået, så du burde prøve at slippe vreden til ham. For han behandlet mig som jeg tillod det, men den idiot gjorde også mange fantastiske ting for mig" siger hun imens hun bryder ud i grin. Hele min krop stivner. Det her var så uforståeligt at hele min krop vender sig om et par gange. Hun har jo ret. Jeg får pludselig en følelse af at skulle brække mig. Jeg rejser mig og løber hen til præstegården. 

Jeg skynder mig ud på toilettet. Jeg kan høre Brian er i gang med at holde tale, derinde hvor de andre sidder. Jeg åbner toilettet og prøver at brække mig så lydløst som jeg overhovedet kan. Skylden skyller ud over hele min krop. For første gang i alt det her går det op for mig at det jeg har gjort er sindssygt. Det som skulle være det bedste for Isabella er blevet det værste. Jeg stiller mig op. Jeg vasker mine hænder og kigger direkte ind i øjnene på morderen. Spejlbilledet ligner ikke mig, men jeg ved det er mig. For jeg ved alt. Det er mig der som den eneste ved det hele. Alt det for Isabellas skyld. Jeg hører en person ude foran toiletdøren. Jeg skynder mig at skylle ud i toilettet. Jeg åbner vinduet for at lukke bræk lugten ud. Jeg åbner døren og får et kæmpe chok da Cecilia står derude. Hun giver et lille høfligt smil, "jeg kondolerer", siger hun. Jeg giver hende et lille falsk smil. Hun går ud på toilettet, og jeg frygter, hun vil kommentere lugten af bræk, men i stedet vender hun sig mod mig og siger "Det egentlig vildt at du kunne ånde din Bror, Isabella." Jeg rynker øjenbrynene. Hun fortsætter: "Ja altså, du virker utrolig glad for Isabella. Hun er lige så blid som dig, og smuk. I vil passe godt sammen. Så jeg synes det vildt, at du aldrig har misundt Bror for at være kærester med hende. Især ikke med den behandling han gav hende. Det må have været vildt forfærdeligt at se, ens elskede blive behandlet sådan." Hendes blik stirrer direkte ind i min sjæl. Jeg får flashback til alle de observerende blikke hun har givet mig under alle afhøringerne. "Ens elskede" hører jeg for mig igen. Jeg kan ikke bevæge min krop, mine led er helt stive, og jeg føler at jeg ser det hele udefra. "Men vi snakkes nok ved." siger hun imens hun langsomt lukker toiletdøren. Hun holder øjenkontakt helt indtil døren lukker. Selv da døren er lukket, kan jeg mærke hendes øjne stirrer på mig igennem døren, og der er ikke mere jeg kan gøre.