BROR - Jeg husker alt

Kapitel 3

Morten stiller mig nogle opfølgende spørgsmål. Min mave rumler og jeg er lykkelig, da vi er færdige med at snakke. Jeg går ud og tager noget mad. Bagefter tager vi af sted og mødes med "missing people." Vi deles alle op. Jeg går sammen med et par pensionister. Jeg ser Isabella gå sammen med et par ældre kvinder, de går med kikkert og en stav til at lede efter spor af Bror i græsset. Jeg kan lugte hash i nærheden af der hvor vi går. Jeg går lidt væk fra mine to gå makkere. Da jeg drejer om hjørnet til fodboldklubben ser jeg Pjøkker og 4 andre drenge sidde inde under et halvtag og ryge en fed. Jeg fik egentlig ordre på at skulle sige til alle vi mødte i området, at de skulle tage kontakt til os hvis de havde set eller hørt noget. Men jeg gider ikke snakke med dem. "Benja" råber Pjøkker. Jeg lader som ingenting, imens jeg kigger ned i græsset efter spor. "Benjamin!" råber han igen, lidt højere. Jeg vender mig imod dem. "Hvad" siger jeg lavt og håber han dropper og snakke med mig, men han vinker mig hen. "Er i ude og lede efter spor?" spørger han med et lille smil på læben. Jeg ser det er ham der sidder med jointen. Han tager et kæmpe sug. Jeg nikker og prøver at gå videre. "Er Isa med?" spørger han og griner. En af de andre tager sig til hovedet og griner. Jeg ruller øjne af ham, og vender ryggen til dem, så tager jeg et par skridt væk. Jeg bruger den udleveret stav til at kigge i de blade der ligger. "Flot stav", siger han og de andre griner. Jeg går videre, jeg kan høre han bliver ved med at råbe. Jeg kommer i tanke om politiet der kommer til at hive fat i ham i dag. Jeg fryder mig over det. Han er ikke klar over hvor store forklaringsproblemer han har. Jeg er ikke bange for ham. Han er bare en svag dreng.

Jeg går hen til mine gå-makkere. De har fundet et par handsker. "Jeg tror ikke det er hans" siger jeg, men jeg har faktisk ingen ide. Han havde så meget tøj, der lå rundt omkring i fodboldklubben. De tager handskerne ned i en lille gennemsigtig pose. Vi går videre på ruten. Da vi går forbi en skraldespand, ser jeg et stykke rødt stof, som ligger under nogle blade. "Kan vi lige stoppe her?" siger jeg og stopper. Jeg sætter mig ned ved siden af stoffet. "Godt set" siger den ene. Stoffet ligner noget fra en trøje Bror har haft. "Jeg er sikker på han havde en trøje, i præcis den her farve." "Put det ned i posen," siger den anden. Da vi er på vej tilbage, begynder det at regne. Vi går hen til afdelingslederen fra den rute vi tog. Vi viser hvad vi fandt. Hun virker mest interesseret i stoffet, efter jeg forklarer at det ligner noget tøj han har. "Tog i billeder af hvor I fandt det?" spørger hun. Det gjorde vi ikke, så jeg bliver sendt tilbage for at få et billede. Jeg er fuldkommen ligeglad med det regner. Jeg følger præcis den samme sti som før. Da jeg kommer til det sted Pjøkker og de andre sad før kigger jeg derhen, men ingen af dem er der mere. Lugten af hash er næsten også forsvundet. De gider nok ikke være der når det regner. Jeg går hen til skraldespanden og bladene hvor vi fandt stoffet. Jeg sætter blitz på for at få det hele med. Dråberne på min mobil gøre det næsten umuligt at få et billede. "Kom nu!" råber jeg frustreret. Det føles altafgørende at få det billede. Jeg går et skridt bagud imens jeg er fuld forkuseret på at få et billede. Jeg fornemmer at jeg træder på noget da jeg går baglæns. Jeg standser op. Jeg kan mærke en persons varme bag mig. Duften af en kraftigt mandeparfume, der kunne minde om Brors. Min første tanke er, at det må være min far. "Har du brug for hjælp?" Hele min krop stivner. Jeg ved godt hvis stemme det er. Jeg vender mig rundt. Der står Pjøkker, med helt vådt hår. Hans pandehår går ned i panden på ham. Hans trøje er gennemblødt, så man kan se hans trænet krop igennem trøjen. Han ser næsten helt sød ud som han står der. Han ligner en hund der har været ude og svømme. Han bliver ved med at kigge på mig. Jeg kigger rundt for at se hvor hans venner er.

Jeg kan ikke få et eneste ord ud. Jeg ser hvordan regnen rammer hans kinder. Pludselig ser jeg, at det ikke kun er regnen, der har gjort hele hans ansigt så vådt. Hans øjne er helt våde. "Græder du?" spørger jeg undrende. Han er den sidste person, jeg nogensinde troede, jeg skulle se græde. Han snøfter, og kigger væk. "Jeg håber vi finder Bror i live" siger han og kigger mig direkte i øjnene. Hans øjne er røde og ser helt trætte ud. "Tak" er det eneste jeg kan få ud af min mund. Han lukker øjnene i et par sekunder. Han virker oprigtigt ked af det. "Må jeg ikke nok hjælpe med at lede?" spørger han, han lyder som en lille dreng, der plager om at få slik til aftensmad. Jeg får næsten helt ondt af ham, og han virker så oprigtig. "Det er ikke så godt lige nu" siger jeg. Han lukker øjnene igen og nikker forstående. Han giver mig et lille smil. Smilet minder til forveksling om Brors. Så går han videre. Jeg kigger efter ham, til han er væk. Jeg står i et par minutter og tænker over hvad der lige foregik. Så får jeg endelig taget det billede, og går tilbage. Da jeg er tilbage er politiet også ankommet. En politibetjent kommer imod mig, jeg har aldrig set hende før. "Politikommissær Lundbeck kunne godt tænke sig at snakke med dig om Isabellas bror" siger hun. Jeg undrer mig først over hvem Lundbeck er, men så kommer jeg i tanke om det er det Morten hedder. Politibetjenten følger mig hen til Cecilia. Cecilia står og snakker med en af Brors gamle skolekammerater. Da hun ser mig, får hun afsluttet samtalen. Jeg er lettet over at Morten ikke er der. "Hvor er politikommissæren?" spørger jeg lidt flabet. Cecilia kigger på mig, og svarer kort: "Han er lige gået i gang med at afhøre Andreas." Cecilia og jeg går ind og sætter os i politibilen. "Isabella har en storebror, kender du ham?" spørger hun leddene. Jeg tænker mig lidt om "ja en smule, altså Bror var ret gode venner med ham på et tidspunkt. Men efter Bror blev kærester med Isabella, var de ret tit uvenner." siger jeg og læner mig tilbage. "Hvad kunne de blive uvenner over?" spørger hun, og skriver noget ned i notesbogen.