Rebet.

Det nye hus.

Et ord...

Jeg sad i bag i bilen, på vej hjem til det nye hus. Vi skulle flytte. Farmor havde slået sig selv ihjel, det kunne min far ikke klare. Så vi flyttede. At slå sig selv ihjel, hvad det dog end betyder? Det lyder væmmeligt, dør man af det? Det gør man jo så åbenbart.. Stakkels farmor, hun var et godt menneske, fuld af energi og kærlighed. At hun kunne finde på sådan noget, skal man sur eller ked af det? 

Det regnede og jeg sad bare der og kiggede ud af vinduet og tænkte.. Tænkte og tænkte og tænkte. Da min mor forstyrrede mig i min tankegang og jeg kom tilbage til den virkelig verden "Søde, er du okay?" Ja, svarede jeg, hvorfor skulle jeg dog ikke være det? "Tjoo, alt det med farmor.." Lidt, men mor hvad betyder det enlig at slå sig selv ihjel? Er det farligt? Spurgte jeg bekymrende.. "Ja, det er meget farligt, det må du aldrig gøre. Det er noget forfærdeligt noget. Du er alt for lille til at forstå det søde, vi er snart fremme" Okay, svarede jeg og faldt tilbage til min egen lille tankegang, jeg er 8 år gammel, mon ikke jeg kunne forstå det, ligemeget. Hvis mor siger at jeg aldrig skal gøre det, gør jeg det aldrig. Mor's regler ikke mine. 

Vi var endelig kommet frem til det nye hus, alt var gammelt og råddent. Mine forældre var heller ikke specielt rige, vi kom fra en meget fattig familie. Vi var gået igang med at pakke ud, da jeg løb op på mit nye værelse. Det lå lige ved siden af toilettet, det ødelagte toilet, hvor en mand havde hængt sig. Men da jeg kom op, hang der et reb på mit værelse, lige foran døren da man kom ind. Der var helt mørkt inde i huset. Alle vinduerne var lukket til med enden gardiner eller træbrædder. Der var skimmelsvamp over det hele og der havde højst sandsynligt aldrig været gjort rent. I måske over hundrede år. Det var pænt klamt og uhyggeligt. "Fortsættelse følger"