Lad Eventyret Begynde

>Så hjælpeløs.."

Jeg vågnede op, ved lyden af et hjerteslag.
Eller, du ved, en af de der maskiner på et hospital som bipper, ved folks puls.
Jeg ville slå mine øjne op, men jeg kunne ikke.
Jeg prøvede at rejse mig op, men jeg kunne ikke.
Der var bare sort.
Helt sort.
Var jeg død? Var det sådan her, evigheden skulle være. Men, hvad skulle jeg være død af? At cutte...
Det kunne jo godt være, men alligevel ikke.
,,Hunter?"
Det var en dreng, men ikke hvilken som helst dreng. Nathan.
Hvad lavede han her, i døden?
,,Lægerne sagde.. Jeg lyttede ikke rigtig, men jeg ved ikke om du kan høre mig, men det skulle du gerne kunne."
,,Dude."
Det var James.
,,Hun har cuttet.."
Jeg kunne høre det hele, men alligevel virkede det så fjernt.
,,Var det på grund af billederne?"
Det var Carlos, den her gang.
Vent!
Havde DE tager billederne.
Nej, AB, ikke græd.
Jeg ved ikke om det skete, men jeg fældede en tåre.
,,GUYS! Hun græder!"
Toppe.
,,Hvad?"
Udbrød de 3 andre forvirret i kor.
,,Kig på hende!"
Kom så, øjne, i kan godt.
,,Kom så AB."
,,Så svært kan det heller ikke være."
,,Hold dog kæft! I skulle tage selv at prøve set, egoer." Vent! Det var mig der sagde det! Højt.
Jeg slog øjnene op.
De 4 drenge, var de eneste der var der. De så på mig med en blanding af glad og forvirrer. Hvorfor var de her overhovedet?
Jeg satte mig op.
Jeg ville aldrig tilgive dem, for at have taget billederne.
A
L
D
R
I
G
Jeg svingede kort med mit hår, og med mig i læben.
Hvor pinligt.
Pludselig flækkede jeg af grin. Alle drengene havde kun et øjenbryn.
Ups.. ( Mærk ironien. )
De kiggede allesammen undrende på mig.
Pludselig, havde jeg det som om alt stoppede. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg hev efter vejret, og fik et slags anfald. Toppe, havde trykket på en knap, og en af lægerne kom ind, og gav mig en maske på, og inden længe, blev alt sort igen.

~Nathans synsvinkel.~

AB, havde lagt sådan længe nu.
Misforstå mig nu ikke, hun var smuk når hun sov, det bekymrede mig bare, at hun ikke vågnede.
Alle mine negle var nedbidte nu, indtil jeg hørte et svagt; ,,Nathan?"
Jeg skyndte mig hen til AB, og kiggede på hende.
,,Mhm?"
,,Hvor er Nathan?"
What? Der var sikkert lattergassen, som lægen sagde, der havde påvirket hende.
Jeg trak bare på skuldrene.
Hun lød glad, barnlig, og fjoget, når hun snakkede, men det var sødt.
Hun gispede, og kiggede på sin hånd.
,,Min tommeltot, er væk!"
,,Nej, den er lige her." Jeg tog grinende hendes tommelfinger, og viste hende den.
Hun åndede lettet op.
,,Ved du hvad?"
,,Nej?"
,,Min far dræbte.." hun stoppede nærmest, men fortsatte så.
,,Min mor, og min bror."
,,Hvad?!" udbrød jeg en smule chokeret.
,,Men shh." Hun satte sin finger op til læben, da hun tyssede.
,,Ik' sig det til Nathan, og drengene."
Jeg lukkede forvirret øjnene, og da jeg åbnede dem igen, sov hun.
------------
SØNDAG D. 6 APRIL.
------------

~Nathans Synsvinkel.~
Mig og drengene sad inde i James' lejlighed, som vi næsten lige var kommet op i, efter vores lille 'nummer'.
Vi havde taget AB, imens hun stadig sov, fra hospitalet, og lagt hende ind i hendes lejlighed.
Vi kunne bare ikke holde ud, at se hende så hjælpeløs, i hospitalssengen.
Pludselig spurgte Carlos:
,,Nath?"
,,Jaerh?"
,,Sorry to say, men den piger bliver ikke endnu en af dine engangsflirter.."
,,Hvad mener du?"
,,Det jeg siger."
,,Selvfølgelig, kan jeg score hende. Jeg kan score alle piger."
Jeg grinte lidt hånligt.
,,Okay, lad os vædde."
,,Om hvad?"
,,Du skal score AB, og derefter droppe hende igen."
,,Det kan jeg sagtens."
,,Du har to uger."
,,Endnu nemmere."