Dobbeltliv 2

Kapitel 3

"Jeg kan ikke tro det!" snerrede jeg for jeg ved ikke hvilken gang, imens jeg vrikkede mig ned i en kjole og samlede håret på toppen af hovedet.
"Du tror ellers så meget, Sophie. Tag nu og gør dig færdig" sagde Lance inde fra soveværelset.
Jeg snerrede igen og snoede armbåndet om håndleddet og vred forlovelsesringen med safirerne på, inden jeg tjekkede mig selv i spejlet.
Kjolen sad fint og dansede lidt over mine knæ, hvor den sluttede. Jeg havde sko med hæl på, og mit hår var ét stort rod, men jeg gad det ikke mere.
Kvinden i spejlet lignede en tordensky. Hun så ikke glad ud.
Jeg rystede på hovedet, inden jeg skred ud i soveværelset og samlede mine ting i en af skuldertaskerne, der hang i min fyldte garderobe.
"Jeg håber ikke, at du har en attitude på, når vi møder James og Bonnie, ellers så skriger hele Chicago, at vi allerede står til en skilsmisse" sagde han, da jeg irriteret sparkede til en stol, der stod i vejen.
"Tak!" vrissede jeg.
"Vær nu lidt glad" sagde han.
"Hvorfor skulle jeg være glad?! Du flyttede middagen med vilje til i dag, bare fordi jeg var irriteret på dig! Blev det bedre? Nej!" sagde jeg.
Han gik hen til mig, trak mig ind til sig og ignorerede alle mine protester, inden han lagde sine læber mod mine. Jeg startede med at kæmpe imod, men hans kys var så sødt og følsomt, at jeg smeltede, så jeg lagde armene om halsen på ham og sukkede.
"Idiot" mumlede jeg, da han slap mig. Han kørte lige så forsigtigt hånden over min kind.
"Jeg elsker også dig" sagde han med et smil, inden han trak mig ned i garagen.

"Jeg finder en parkeringsplads. Stå I bare ud" sagde Christian opgivende, da han havde kørt rundt på parkeringshuset stueetage adskillige gange.
Lance åbnede døren for mig og hjalp mig ud, inden han lagde en arm om min talje og trak mig ind til sig.
"Bare smil og lad mig føre ordet" sagde han. Jeg så irriteret på ham.
"Åh ja. Nødder!" sagde jeg.
Han rystede på hovedet af mig.
"Fint. Bare lad være med at nævne Damen" sagde han, inden vi gik hen foran spisestedet, hvor James og Bonnie allerede stod. De så umådeligt godt ud. James i jakkesæt med et mørkt slips, der passede til Bonnies kjole. Det lignede næsten, at vi havde stjålet deres ide med at matche, selv om det var tilfældigt. Min blå kjole matchede Lances sædvanelige blå slips, som jeg aldrig overvejede.
"Sophie. Lance" sagde James og gav os begge hånden. Bonnie rynkede bare på næsen. Din mær!
"I fører an" sagde Lance og slog hånden ud mod døren. Tæt omslynget gik de ind og fik os et bord, hvor vi hurtigt bestilte drikkevarer. Jeg kæmpede for at slappe af, hvilket selvfølgelig var helvedes umuligt. "Så.. Det var godt, at du kunne flytte middagen til i dag" sagde James.
Lance nikkede og nussede min hånd let. Jeg havde det som om, at jeg skulle brække mig. Tænk, at en middag med fucking James kunne gøre mig så nervøs.. Han virkede så iskold og afvisende.. Da tjeneren stillede vores drikkevarer foran os, så nedstirrede jeg min vin. Jeg kunne ikke andet.
Lance så bekymret på mig og gav tjeneren min bestilling. Jeg prøvede at lade være med at vise, hvor meget kvalme jeg havde, og hvor meget jeg havde lyst til at løbe skrigende væk.
Vi var nået halvvejs igennem middagen, og jeg fik det værre og værre. James havde opdaget det og gjorde det værre for mig.
"Nå, er det så sandt, det rygte?" spurgte han, mest henvendt til mig.
Lance og jeg så undrende på hinanden et øjeblik, inden vi igen vendte blikket mod James.
"Hvad er sandt?" spurgte jeg og blev overrasket over, hvor sikker min stemme lød.
"Ja.. Der har jo kørt en hel del ting om jer" sagde han. Åh, kom nu videre!
"Men jungletrommerne siger, at du er gravid" sagde han.
Nu kunne jeg ikke blive mere stiv. Shit. Shit. Shit. Okay, du kan håndtere det..
"Nå. Det har vi ikke hørt" sagde jeg.
Det var da sandt! Hverken Lance eller jeg havde hørt noget om det.. Jeg skævede til Lance, der skar en afslørende grimasse.
For helvede..
"Det er ikke sandt. Jeg skal ikke have børn lige nu" sagde jeg.
James løftede øjenbrynene. Det var helt tydeligt, at han ikke troede på mig. Helt ærligt, jeg drak! Det ville jeg aldrig i hele mit liv gøre, hvis det viste sig, at jeg faktisk var gravid!
Altså.. Hans kulde frøs mit inde til is og blikkene gjorde det ikke bedre. Han vidste, hvilken effekt han ville have på mig og hvordan jeg skulle reagere og det virkede!
"Undskyld mig" sagde jeg, inden jeg gik ud. Jeg åndede alt hvad jeg kunne ind af den friske og kølige vinterluft og stønnede.
Mit hoved faldt til ro og jeg stoppede med at svede. Ad, jeg følte mig klam..
"Slap af.. Slap af.." messede jeg for mig selv.
"Miss Coyster? Hvad laver du herude uden en jakke?" spurgte Christian, der kom gående hen til mig.
Ja, han havde jo ret.. Fuck det, jeg ville få fred, hvad jeg var syg. Hvis du bliver hos Damen.. skreg mine tanker.
Den første kuldegysning jog gennem min ellers varme krop.
"Det er fint. Jeg går ind nu" sagde jeg.
Han forsvandt rundt om hjørnet på bygningen. Min krop lystrede ikke, da jeg bad den om at sætte kurs mod døren.
Jeg stod limet fast til sneen, der irriteret knirkede under mine fødder, der kæmpede med mine rystende bare ben.
"Sophie.. Hvad laver du herude i kulden?" spurgte Lance og skuttede sig.
Jeg rystede og sendte ham et vildt blik.
Jeg måtte bare væk.Væk fra James og hans kulde.
"Jeg kunne ikke" hviskede jeg og krammede mig selv. Det gav ingen kropsvarme overhovedet.
"Jeg måtte væk."
"Fra hvad?" spurgte Lance stille.
Jeg pegede på en af snedriverne og derefter på mine øjne. Han sukkede.
"Jeg har slet ikke fortalt det.." sagde jeg. Han rystede på hovedet. Jeg tog en dyb, rystende og usikker indånding.
Et lille klynk slap ud af munden på mig.
"James han havde jo lovet mig rådgivning og økonomisk støtte i et år, men han skar hånden af mig, da Damen kom hjem" sagde jeg.
"Han har været så fjendtlig og.. Ubehagelig og jeg kan bare ikke tage det" sagde jeg med rystende stemme og tårer i øjnene. Lance så bekymret på mig, inden han trak jakken af og lagde den over mine rystende og ludende skuldre.
Så trak han mig ind til sig og rokkede mig stille.
"Det er jeg ked af.. Du kan bare ikke rigtigt ændre på det" sagde han og lagde kinden mod min hovedbund. Jeg græd.
"Det er jo problemet!" hulkede jeg.
Han kom med en lille bekymret lyd, inden han trak mig tættere ind til sig. Hans bryst var varmt og så trygt, så forskelligt fra James" kulde.
"Hvad gør jeg?!" hviskede jeg.
Han sukkede. "Vi får det overstået så hurtigt som muligt. Du svarer, når det passer dig, ellers så klemmer du mit lår under bordet og jeg svarer for dig" sagde han.
Klemme hans lår under bordet? Fedt! Så kunne jeg klemme det ekstra hårdt, når James virkelig var en idiot!
"Jeg må da indrømme, at James er lidt af en gnavpot her til aften" sagde han.
Jeg nikkede, inden vi langsomt gik ind igen. James så undrende på os begge og misbilligende på Lances jakke, som jeg havde over skuldrene.
"Undskyld ulejligheden. Der var lidt knas på min side af familien, som vi var nødt til at komme igennem" sagde Lance.
Hvad fanden var det for en undskyldning?! Jeg havde lyst til at begyndte at grine.
"Okay" sagde Bonnie henkastet.
Det gik op for mig, at det var det første, som hun havde sagt under hele middagen. Så deres ægteskab var typen, hvor manden gjorde alt og kvinden så med fra sidelinjen. Ynkeligt. Jeg skulle tage og passe på..
"Hvordan går det så med Damen?" spurgte James. Jeg borede neglene ind i Lances lår. Han gav mig et lille puf med knæet.
"Det går fint. Han bor i Aurora og er begyndt at arbejde igen" sagde Lance. Ikke løgn.. Men alligevel!
"Jeg syntes ellers, at jeg så ham på en parkeringsplads ved en ret så stor firmabygning her i Chicago" sagde James. Ja, James. Du så ham ved min firmabygning!
"Damen er CFO for et stort firma i Springfield, så han har formegentligt bare været til møde" sagde Lance hurtigt.
Og du skulle bare vide, James.. Han så på os med sammenknebne øjne, imens han med sin venstre hånd angreb sin wokret på tallerkenen. Jeg spiste langsomt den suppe, som Lance havde bestilt til mig.
Tanken om, at jeg kunne slippe af med mine problemer ved at klemme om et lår gjorde mig rolig. Det gled meget let derefter, men det var synd for Lances lår. Han havde uden tvivl fået store gnavsår og blå mærker på låret. Det måtte jeg se på..