Dobbeltliv 2

Kapitel 5

Mørket var umætteligt. Det trak konstant i mig og pinte mig helt ind til knoglerne. Jeg kunne mærke mit hjerte ræse af sted og min hud brænde, lige så langsomt.
Jeg skreg og vred mig, imens flammerne langsomt brændte sig igennem mit kød og helt ned til knoglerne, der smuldrede imellem ildens blide, men dræbende bevægelser. Jeg gik langsomt i opløsning og lukkede øjnene, men ilden brændte sig fast på min nethinde.
"Du skal betale for livet.." åndede den.
Jeg stønnede og åbnede langsomt øjnene. Det smilede dovent til mig. Jeg kunne ikke kæmpe imod. Jeg åbnede armene og gav mig hen..
"SOPHIE!"

Jeg gispede og slog øjnene op. Jeg havde det som om, at jeg lige havde fået en gigantisk mavepuster. Damens blik borede sig ind i mit.
"Hey! Det er ikke pænt at stirre!" boblede jeg.
Han rystede på hovedet. "Jeg kører dig hjem" sagde han.
Jeg rystede stædigt på hovedet. Nej! "Sophie, du mistede bevidstheden helt uden grund lige før" sagde han. Jeg trak på det. "Sophie, jeg gider ikke at diskutere det her med dig, okay? Jeg kører dig hjem" sagde han. Jeg vred mig. Vi var kommet i min Aston Martin.
"Hvad?" spurgte han.
"Lance bad mig om, at du ikke kørte i den" hviskede jeg. Damen lavede en opgivende grimasse og kørte en hånd igennem håret. "Så.. For helvede!" sagde han.
"Må jeg komme op?" spurgte jeg.
"Nej! Du bliver lige hvor du er! Jeg slipper dig ikke ud af syne, før jeg ved, hvad der foregår!" sagde han vredt, såret.
Jeg lagde forsigtigt hånden på hans kind.
"Det er ikke noget" sagde jeg, selv om jeg ikke engang troede på det selv. Han sukkede. Jeg tjekkede omgivelserne. Mit kontor. Døren var lukket og låst og der var stille udenfor. Hm..
"Hvor lang tid er der gået?" spurgte jeg og lod min hånd glide ned af hans kind. Han talte adskillige gange i hovedet.
"Du besvimede lige ude foran elevatoren og så bar jeg dig ind på kontoret og bad alle om at gå.." sagde han. Ja, du svarede på mit spørgsmål! "Og så gik der to timers tid.. Jeg ville bare tjekke dig, da du vågnede" sagde han. Ja tak, nu havde han svaret! "Har du brug for noget?" spurgte han.
"Jeg troede, at.."
"Okay, fint! Jeg ved det bare ikke!".
"Jeg kan altså ikke ligge her en time mere uden at få noget at spise! Jeg fik ikke morgenmad!" klynkede jeg. Han sukkede. "Det overrasker mig, at du endnu ikke er overvægtig" sagde han. Hvorfor dog det? "Jeg går ned og køber noget på Pret.. Hvad vil du have?" spurgte han. Jeg tænkte lidt for længe over det.
"Jeg tror, at du kender mig godt nok til at vælge for mig" sagde jeg. Han smilede, inden han kyssede mig.
"Jeg er bare glad for, at du er okay" sagde han. Jeg gengældte smilet, inden han rejste sig og hjalp mig op og sidde i min kontorstol.
"Jeg er tilbage om ti minutter" sagde han, imens han åbnede døren.
"Hey!" sagde jeg, da han var halvvejs ude. Han vendte sig om.
"Læg lige vejen forbi Magnolia og køb mig en red velvet" sagde jeg og lavede hundeøjne. Han smilede, inden han lukkede døren.

Jeg tromlede med fingrene på skrivebordet. Mit hoved var roligt og der var helt stille. Succes! Jeg overvejede faktisk at danse en lille sejrsdans, men der tikkede en mail ind.

Til: Sophie S. Coyster
Fra: Lance J. Kinney
Emne: Okay?
Dato: 17. januar 2013, kl. 11:25
----
Er du okay?

Lance J. Kinney
CEO, Precise World Business & Marketing, Inc.

Det var den korteste mail, jeg havde og nogensinde ville komme til at se fra Lance. Hvorfor spurgte han mig, om jeg var okay?

Til: Lance J. Kinney
Fra: Sophie S. Coyster
Emne: Okay?
Dato: 17. januar 2013, kl. 11:27
----
Hvorfor skulle jeg ikke være det?

Sophie S. Coyster
CEO, Lambert Marketing & Enterprises, Inc.

Jeg gned mig på næsen og kæmpede for ikke at gøre det i øjnene. Svaret tikkede ind.