Fallen

on the highway to... the bed?

jeg holdt godt fat om livet på manden som kørte motorcyklen. det føltes som om en hel zoologisk have holdte en fest i min mave. jeg anede ikke hvor jeg var på vej hen, og jeg vidste heller ikke hvor lang tid jeg ville komme til at være væk, men jeg vidste at jeg havde oplevet alt for meget til bare at gå tilbage til klosteret efter det her. jeg ville ud i verden, og opleve noget! og mest af alt ville jeg finde David... jeg sukkede, hvis bare jeg havde kysset ham. så ville jeg ikke behøve lede efter ham... men så ville jeg heller ikke lige havde afgjort med mig selv at jeg ikke tar' tilbage til klosteret. og det kan da være jeg er heldig og finder ham. jeg sad og overvejede mine muligheder for at få en hverdag uden for klosteret da motorcyklen pludselig svingede skarpt til venstre og ned ad en grusvej.
vi nåede frem til en lille hytte og motorcyklen stoppede, "jeg skal af her snuske, men du kan bare fortsætte ned ad vejen og så dreje til venstre, så ligger der et motel der ikke koster så meget." sagde fyren og hjalp mig ned fra motorcyklen.
***
jeg havde gået i omkring et kvarter da jeg kunne skimte en beskidt og meget ødelagt bygning med et rødt blinkende skilt med teksten "Motel", det lignede en losseplads men jeg havde kun 100 kroner i småpenge.
jeg gik ind i receptionen, og bag disken stod en ældre mand med øl-vom og en skjorte der var så beskidt at man kunne se hvad han havde fået at spise til aftensmad. imod alle mine principper gik jeg hen imod ham og bad om at få et værelse, og hvis det kunne lade sig gøre, så skulle det være det billigste... han vendte sig om og åbnede et lille skab med omkring 20 nøgler og gav mig så en slidt og rusten nøgle med nummeret 13 indgraveret. bagefter rakte han mig et lillebitte kort som var dækket af et tyndt lag støv og som havde en masse madrester på. "drej til højre længere nede ad gangen" mumlede han træt til mig, lidt efter gik han sløvt ind i et lille rum bag ved skranken og lukkede døren efter sig.
"super service hva.." mumlede jeg for mig selv mens jeg pustede støvet ad kortet og langsomt traskede ned ad gangen.
jeg stod foran en dør. en lille dør, det så ud som om den engang havde været malet i en hvid nuance. men nu var der kun små klatter maling tilbage. jeg åbnede døren og bukkede mig for at komme ind i det ligeså raserede rum der lå bagved. (det skal lige siges at jeg i forvejen ikke er særlig høj, så det at jeg skulle bukke mig ned var en meget usædvanlig ting.)
værelse nummer 13, var bestemt ikke noget man kunne prale over. væggene var tynde og gulvbrædderne knirkede ved den mindste bevægelse. sengen der egentlig bare var en madras. var hård og havde ligesom receptionisten pletter der afslørede en del om hvilke personer der havde sovet der før mig. der var et lille vindue som vendte ud mod vejen, men det var så beskidt at man knap kunne ud af det. ved siden af madrassen stod også et lille sofabord som vist var det eneste i lokalet der ikke var købt i 1980'erne. det havde en enkel skuffe og var dekoreret med flotte håndmalede blomster i sarte farver. jeg lagde mig til rette på madrassen, bad til gud om at loftet ikke ville styrte sammen mens jeg sov og lukkede så øjnene.
jeg vågnede næste morgen ved lyden af en raslen udenfor døren. den raslen ødelagde fuldstændigt mit gode morgenhumør, for den fik mig til at huske hvor jeg var. jeg tog en dyb indånding, men fortrød hurtigt, for den madras som jeg lå på lugtede af en blandning af alkohol, røg og tis. ikke den bedste kombination... jeg gned mig træt i øjnene og rejste mig op, jeg havde sovet med tøjet på, for jeg var simpelthen så træt igår. jeg åbnede døren for at se hvem eller hvad der larmede så meget. receptionisten stod ude foran min dør med en støvsuger og så lige så sur ud som igår.
"hvor meget skal jeg betale? jeg har overnattet her en nat." spurgte jeg ham. "50 kroner..." mumlede han og kiggede sløvt op på mig. og det var så første gang jeg var glad for at have sovet på sådan et lorte motel. jeg havde 50 kroner tilbage og hvis der var noget jeg ikke ville, så var det at bruge dem på endu en nat her.
****
jeg havde gået i vejkanten i omkring en halvtime, da solen begyndte at gå ned.
Fuglene holdt langsomt op med at pippe og bilerne holdt op med at komme. Jeg anede ikke hvor jeg var, og jeg anede ikke hvor jeg skulle hen. Men jeg havde ikke rigtig noget andet valg end at blive ved med at gå. Så jeg gik, gik og gik og gik. Lige indtil jeg nåede frem til en lille by, som så ud som om den var ved at falde sammen.
Min plan var egentlig at gå videre. men da jeg kom til at kigge ind ad vinduet til et af husene, og så en himmelseng med silkebetræk og en kæmpe blød pude, bestemte jeg mig for at spørge om lov til at sove der. Og ja, det er dumt at snakke med fremmede og så videre, men altså... Den seng så virkelig god ud!
Jeg stod foran døren og skulle lige til at banke på, da døren åbnede og en mand i midten af tresserne, med øl-vom, og en næsten gennemsigtig undertrøje med masser af madpletter på.
"Hvem er du?" Sagde han med forargelse i stemmen. Jeg ville kunne lugte hans Carlsberg ånde en kilometer væk, men nu er jeg jo så den heldige vinder af at stå så pisse tæt på.
"Jo, altså jeg tænkte på om jeg måtte låne den der flotte himmelseng der står og ser så flot ud..." Han kiggede på mig med et blik der sagde alt "må jeg?" - han sendte mig ja-hvad-tror-du-selv blikket... "Har du penge?" Spurgte han sløvt, jeg tøvede. "Jeg har en halvtredser?" Han rakte hånden frem, som for at sige 'det er en aftale' jeg tog hans hånd og rakte ham så pengene. Jeg skulle lige til at få ind og ligge mig i den store himmelseng, da jeg mærkede en fedtet hånd på min arm. Jeg vendte mig hurtigt om om så at manden stod og kiggede på mig med et tomt blik - "hvor tror du at du skal hen?" Spurgte han, "eeh, jeg tænkte jeg ville prøve den der flotte himmelseng? Hvorfor?" Spurgte jeg undrende og kiggede forvirret på ham. Jeg troede da at han forstod hvad det var jeg ville. "Nej, unge dame. Det tror jeg så ikke lige at du skal." Sagde han med en hård tone i stemmen. "Hvorfor ikke? Jeg har da lige betalt dig?" Spurgte jeg frustreret
"Ja, halvtreds kroner. Den seng er et arvestykke. Den er ikke til låns, og under igen omstændigheder for en halvtredser." Sagde han hårdt, og hev mig med hen foran en lille dør med masser af revner og knaster. Jeg åbnede døren og så en lille drømmeseng som så ud som om nogen havde hoppet godt og grundigt på den.
"Mfh" mumlede jeg irriteret og satte mig hen på drømmesengen.
"Jeg går i seng nu, du skal være stille klokken 11." Sagde manden i et lidt blidere tonefald, men han kunne godt Tro om igen hvis han troede at jeg lige ville glemme hvad jeg var kommet her for at få. Jeg skulle nok ende med at ligge i den himmelseng. You dont Wanna mess with The Nonne! Tænkte jeg og lagde mig så ned på drømmesengen og ventede på at der ville blive stille i huset
***
Klokken er nu omkring midnat og jeg tror at han er faldet i søvn. Der har i værtfald været stille i lang tid nu.
Min tanke blev bekræftet da jeg kunne høre en snorken komme inde fra hvad der må være hans soveværelse.
Jeg rejste mig stille fra drømmesengen og en høj knirkende lyd fra den resulterede i at hans snorken holdt op et øjeblik. Min hjerte bankede hårdt i brystet på mig og jeg sad helt stille og holdt vejret, få sekunder efter begyndte hans snorken igen. Jeg åndede lettet ud, jeg rejste mig hurtigt fra drømmesengen og heldigvis knirkede den ikke den her gang. Jeg listede hen over de gamle gulvbrædder så lydløst som jeg kunne og åbnede så døren ud til stuen. Tv'et kørte stadig og gav mig en dejlig følelse af at nu ville det i det mindste være sværere at høre mig. Jeg listede videre igennem stuen uden nogen pludselige lyde og så stod jeg foran døren til himmelsengen. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren. Og til min rædsel så jeg at manden ikke lå og sov i sin egen seng, han lå i himmelsengen. Mit hjerte sad nu helt oppe i halsen på mig. Og jeg turde ikke trække vejret. Jeg var så screwed. Mandens gryntede og i chok mistede jeg balancen et øjeblik, og faldt næsten baglæns. Jeg landede på gulvet med et stort bump. Jeg kunne høre at mandens snorken var holdt op og jeg stivnede. Jeg var fuldstændig lammet af frygt. Hvad ville han gøre hvis han fandt mig her? Var han stadig fuld? Ville han mon slå? Jeg nåede ikke at tænke mere over det da en eller anem tog fat i mig og hev mig op og stå.
"Hvad fanden laver du her, pigebarn?" Snøvlede han og løftede sin hånd, et kort øjeblik troede jeg at han ville slå mig. Men så lagde han en hånd på min kind og så pludselig næsten såret ud.
Han gispede "he...Helena?" Jeg kiggede undrende på ham, hvem er Helena? "Jeg er ikke Helena... Jeg er Cassie.." Mumlede jeg forvirret og kiggede ned i gulvet. "Kom med" sagde han, pludselig helt vågen. Han maste sig forbi mig og gik hen foran en lukket dør jeg ikke havde lagt mærke til før nu. Den var malet i en sart rosa farve men var ellers ligeså smadret som de andre døre. Han åbnede døren og gjorde tegn Til at jeg skulle gå ind. Rummet var et børneværelse, væggene var malet i den samme pastel farve som døren og en lille trammeseng stod ovre i hjørnet, over den hang en fin lille rangle med Nogle stjerne og en halvmåne i glas. På gulvet lå et Hvidt gulvtæppe og langs væggene stod der bogreoler fyldt med børnebøger. Over døren hang et par gamle billeder. Det ene var af en ung kvinde og en meget ung version af manden, det andet var endu et billede af den unge kvinde og manden. Men denne gang var hun iklædt en brudekjole og han stod i en flot smoking ved siden af. Det må være Helena. Tænkte jeg og kiggede på det tredje billede. Kvinden i en lidt ældre version stod med en lille baby, Og manden stod lidt i baggrunden. De smilede begge to helhjertet og billedet varmede mit hjerte. Manden trådte også ind i rummet. Han betragtede mig. Så gik han hen til en af bogreolerne og hev en bog ud. Det var ikke en børnebog - det var et fotoalbum. Han gik med tunge skridt hen til mig og slog op på en side fyldt med billeder af hende der må være Helena. Han pegede pludselig på et nærbillede af hendes ansigt og sagde så "kan du se ligheden?" Jeg stod og kiggede fortabt på billedet da det slog mig at han havde ret. Kvinden lignede mig. Eller, jeg lignede hende. Hun havde de samme mandelformede øjne, selvom hendes var grønne og mine er brune. Og den samme let krogede næse. Ja, hun havde endda de samme tynde læber som jeg altid har hadet! Jeg kiggede chokeret op på manden og han kiggede allerede på mig. "Du skulle ikke tilfældigvis være forældreløs? Vel?" Spurgte han mig om og det eneste jeg var i stand til var at nikke. Jeg ville gerne sige noget men jeg var blevet stum. Det her kunne ikke være rigtigt... Eller kunne det? Manden kiggede på mig og så næsten ligeså chokeret ud som jeg. "Et kloster?" Jeg nikkede igen "16 juni, 1997?" Spurgte jeg ham og han havde nær tabt kæben. Men han nikkede. Der var ingen tvivl. Manden her var min far.