Tabt i går, fundet i dag og glemt i morgen

Papkrus

Der var engang, og den gang kunne have været for femhundrede år siden, det kan være om tyve år, eller det kunne være i morgen. På et lille stykke pap sad en pige. Hendes tøj var laset og hendes hår fedtet. Hendes kindben var markerede og hendes ben tynde som kviste. Mønterne i hendes papkrus klirrede, når hun rystede det. Hun vidste, hvad der ventede hende derhjemme. Hendes smukke søster, som plagede deres far. Og far som købte ind hver dag. Ikke til hende, men stoffer og mad til hendes søster og ham. Og så var der hendes bror, hendes dygtige og ordentlige bror. Ham som havde penge og viden nok til at gå i skole.
Og her sad hun så. På et stykke vådt pap, for regnen silede ned, og menneskene skyndte sig forbi hende, uden så meget som at kigge på hende. Skyerne blev mørkere, og natten sænkede sig over hende. Men det, hun havde mindst lyst til lige nu, var at tage hjem. Hun ville allerhelst sidde her og dø i fred. Der var jo ingen, der ville lægge mærke til det. Alle ville bare tro hun sov. Ingen ventede på hende, ingen hørte hvad hun sagde, når hun snakkede, og ingen hjalp hende, når hun faldt. Der var ingen i denne verden, som tænkte på hende.
Hendes fødder slæbte sig op over bakken. Nede i dalen, som lå på den anden side af bakken, boede hendes far og søster. Hun følte ikke, at hun selv boede der, selvom der stod Katt på skiltet. Katt var ikke hendes rigtige navn, men det var det hun altid var blevet kaldt. Ingen kaldte hende Isobell, som var hendes rigtige navn. Da Katt kom ind i huset, stod hendes far i en sky af røg, og man kunne lugte, at han ikke var helt ædru. Katt undgik øjenkontakt og rakte ham kruset med de småmønter, hun havde samlet. Tolv sølle kroner, det var, hvad der lå der. Faderen løftede sin arm, og gav hende en på tæven. Hun tog sig til kinden, som hurtigt blev rød som blod.
Nætterne var blevet koldere og vinduerne mere itu. Det eneste, hun havde, var et lille hørtæppe. Hun skuttede sig og vendte sig i sengen. Igen i aften var hun gået i seng uden mad. Det eneste, hun havde fået, var en kop te. Og hun havde siddet og kigget ind i den pæne stue, hvor hendes far og søster sad. De sad og spiste dejlig flæskesteg med brunede kartofler og rødkål, hendes livret. En tåre havde forladt hendes kind. Og nu lå hun her, i en lade midt i ødemarken uden andet end et tæppe og en seng.
Dog var Isobell ikke helt fortabt. Hun kendte folk, for der var selvfølgelig nogen, som snakkede med hende. Men de gav hende ikke penge, for de vidste, at faderen brugte dem op. Nej, de gav hende brød og frugt. Disse folk var den eneste grund til, at hun var i live. Og den eneste grund til at hun holdt sig i live.