Tabt i går, fundet i dag og glemt i morgen

Men i morgen bliver hun glemt

Dagen efter gik de, nu syv i flok, ind mod byen klar til at hjælpe. Isobells opgave var at hjælpe så mange som muligt. Hun havde fået nyt tøj af dem, så ingen ville genkende hende. Da hun kom til den første tigger, bøjede hun sig ned og lagde syv kroner i tiggerens glas. Hun takkede af hjertet, og gav Katt et løfte om altid at stå ved hendes side, hvis hun fik brug for det.
Isobell forsatte videre gennem byen. Den næste hun så, var en lille pige, som var så udmagret, at man kunne tælle hendes ribben. Isobell gik over til den nærmeste kiosk og købte pigebarnet en bolle. Pigen tog med rystende hænder imod den, og krammede Isobell, inden Isobell gik.
Vinden var taget til i styrke, og kirkeklokkerne var begyndt at ringe seks. Men Isobell var ikke klar til at tage hjem. Hun fortsatte, for hun vidste, hvordan det føltes. Den sidste, hun kom til, var en ældre mand. Hans skæg var fedtet, og tåren i hans øjenkrog bekræftede, at han ikke ville leve mere. Isobell tog en mønt op af lommen og gav den til manden. Men i samme øjeblik de rørte hinanden, skreg manden op: "Hvordan kunne du gøre det, din usle tøs, bare forlade mig og tro, at jeg ikke ville finde dig igen. Du kan godt tro om!" Stemmen kom fra den gamle tigger, men han var ikke tigger. Han var hendes far. Isobell slap taget i mønten og styrtede hen ad gaden, væk fra faderen. En arm tog fat i hende bagfra, og lagde hende ned på de kolde sten. Armene hev hende hen over stenene, mens hun skreg af sine lungers fulde kraft. Hendes tøj og hud blev flænset i stykker af asfalten, og de få mennesker, der gik på gaden, stoppede op og kiggede. Hendes skrig gennemborede natten, mens blodet dækkede både hende og asfalten. Bevidstløs og fortabt lod hun sig rive med.
Hun blev tabt og efterladt af alle i går. Fundet i dag, hvor nogen tog sig af hende, elskede og kærtegnede hende og samlede hende op, da hun lå på bunden. Tænkt og troet på hende. Men i morgen bliver hun glemt.