Tretusind Og Fjorten

Guld på skrift

Har du nogensinde tænkt over, hvordan det ville være, hvis der fandtes et bibliotek med en bog om hver eneste person i verden?

"Er det nu dig igen," råbte mr. Kruger, så højt han nu kunne, da jeg slæbte mig ind af døren til den oldgamle boghandel. Manden var trods alt mange årtier gammel efterhånden, og var ved at miste stemmen. Jeg maste mig ud af min gennemblødte vinterfrakke og en ligeså våd sweater. Smed det på gulvet, så hans borende blik, samlede det så op igen og smed det udenfor. Det skidt var alligevel ingenting værd længere, efter sådan en omgang uvejr!

"Har du ingen venner, du skal være sammen med sådan en dag, som i dag?" spurgte han, men kiggede ikke på mig. Hans opmærksomhed drejede sig i stedet mod dagens bog; "Tvangstanker og drømme". Jeg valgte at ignorere hans spørgsmål. Selvfølgelig havde jeg venner, men de var alle sammen taget på ferie. Min lærer havde sagt inden vinterferien, at jeg var for langsom til at læse og jeg havde noget at følge op på. Derfor havde jeg brugt hele første uge af ferien, nede i den gamle boghandler bag strøget. Det var helt okay, for jeg elskede også at læse, men jeg kunne bedre lide at tage det med ro, for at få alle små detaljer i bogen med. Det resulterede for eksempel i, at man kunne gætte morderen i en krimi-bog før hovedpersonen selv gjorde det.

Hvad er pointen i at tvinge folk til at læse alt for hurtigt? Så får man jo ingen tid til at nyde den gode historie!

"Glem nu ikke prisen for at du kan tage gratis bøger herfra, unge dame!" sagde mr. Kruger og lænede sig tilbage i sin slidte kontorstol, klar til at høre dagens eventyr.

Min mor nægtede at betale for alle de bøger jeg havde tænkt mig at slæbe med hjem hver dag i ferien. Det kunne hun jo sådan set heller ikke, for hende og far var taget på ferie til de varme lande, så det var bare mig og min søster Naylene derhjemme hele vinterferien. Men da mr. Kruger havde opdaget mit talent for at digte historier, havde vi lavet en aftale om, at jeg skulle fortælle ham et eventyr, hver gang jeg kom ned i boghandlen. Til gengæld måtte jeg låne og tage bøger gratis.

Jeg tog en af de mange høje bogstabler der bare stod og rodede i den noget så støvede boghandel, satte den overfor mr. Kruger, og møvede mig op at sidde på den.

"Nu skal du høre!" startede jeg. "En gang for længe siden, faktisk helt før du blev født - og det siger en del..."

"Nu skal du ikke være for rap i munden, unge dame!" sagde mr. Kruger hurtigt.

----

En gang for længe siden, i et lille bondehus i en større landsby, boede en pige ved navn Ragnhild. Hun boede sammen med sin far og sin stedmor. Moren havde ligget begravet, siden Ragnhild blot var spæd. Hun havde faktisk været alvorligt syg et par måneder før, da Ragnhild stadig lå i maven på hende. Men inden hun sov ind, havde hun givet faren en meget værdifuld gave, som hun havde kaldt den. Det var en fløjte af slebet træ. Faren havde ikke kunnet se, hvad der var så værdifuldt ved den, men han undlod at fortælle det til den syge mor, der ikke fortjente mere fortvivlelse.

"Når Ragnhild bliver stor nok, skal du give den til hende!" havde moren sagt. "Hun har en speciel evne, som ikke engang hun selv kender til. Men jeg ved, at den er der..." forklarede hun.

Og med de ord, faldt hun i en dyb søvn. Den dybeste af dem alle.

Faren undlod at tale om sin nyfødte, da det ikke tyder godt hvis et barn bliver født under en syg mors tilstand. Det kaldte man et kræftbarn, og det ville bestemt ikke være populært blandt byens borgere, da flere myter fortæller om, hvordan kræftbørn har overtaget og ødelagt egen hjemby. En myte siger endda, at når kræftbørn vokser sig store, forhekser de andre gravide kvinder i byen, så deres børn også bliver født som kræftbørn.

Men årerne gik, og Ragnhild kunne han til sidst ikke længere holde inden døre og inden længe, var hemmeligheden om farens kræftbarn ude. Folk snakkede ikke om andet i lang tid, og Ragnhild voksede op med, at der altid var folk i nærheden, der hviskede om hende. Hun spurgte altid: "Far, hvorfor kigger de sådan på os?"

Men faren nægtede at fortælle det stakkels barn sandheden, til hun en dag blev gammel nok til at forstå det hele.

"Ragnhild, det er vidst på tide, at jeg bør vise dig noget!" sagde faren alvorligt, en dag midt i aftensmaden.
"Hvad er der far?" spurgte Ragnhild.

Faren rejste sig op, for at hente den magiske fløjte, moren havde givet ham.

"Inden din mor døde, gav hun mig denne." sagde han, mens han rakte fløjten til Ragnhild, der forsigtigt tog i mod den. Hendes øjne strålede som altid, og da Ragnhild for første gang rørte fløjten, strålede også den. Fløjten skinnede gennem det tykke lag støv, der dækkede overfladen af instrumentet.

----