Tretusind Og Fjorten

Overvågeren

Jeg kiggede på det store bornholmerur, der stod op af væggen bag mr. Krugers skrivebord. Klokken var ni om morgenen, og jeg havde lagt mig til at sove halv fire om eftermiddagen! Havde jeg virkelig sovet i næsten sytten timer?

Jeg rejste mig træt op. Min mave skreg på mad, så sulten jeg var. I samme øjeblik hørte jeg en lyd komme fra hoveddøren. Det var samme lyd som den jeg hørte, da jeg så Connor smelte en tunnel gennem isen. Den kom nærmere og nærmere. Til sidst var den så høj, at den lige nåede at vække mr. Kruger, inden den stoppede. Noget sort ramte ind på døren, og senere kom en krop også til syne gennem sneen. Det var Connor. Han bankede desperat på døren og ville have mig til at åbne den. Jeg skyndte mig hen og drejede håndtaget åbent. Connor og en stor bunke sne faldt ind og landede hårdt på gulvet.

"Er du okay, Connor?" spurgte jeg og hjalp ham op at stå.

Han så noget træt ud. Havde han virkelig knoklet sig hele vejen gennem snedyngen natten ud? Selvom jeg ikke var helt tryg ved ham efter sedlen jeg havde fundet og kridtet der skrev af sig selv, kunne jeg ikke lade være med at smile over tanken, at han havde frosset hele natten, bare for at redde gamle mr. Kruger.

"Jeg troede du var taget hjem?" sagde han til mig, mens han kom på benene.

"Tjah..." begyndte jeg, mens jeg børstede sneen af hans jakke. Det mindede mig om første gang han havde trådt ind i boghandelen, og ikke havde et eneste snefnug på jakken. Gad vide om det også havde noget med hans kræfter at gøre? "Mit hus er ligeså meget i ruiner som det her!" forklarede jeg.

"Det er jeg ked af..." sagde Connor. Men jeg kunne se i hans øjne, at han havde vidst det i lang tid! "Men jeg har nybagte boller med." fortsatte han i et forsøg på at gøre mig i bedre humør. Jeg tøvede med at tage en, men jeg var som sagt hundesulten, så jeg overgav mig. Mr. Kruger tog også en og så taknemmeligt på Connor.

"Du skal have tak, for din indsats knægt!" sagde den gamle herre og nikkede respektfuldt til ham.

Jeg vendte mig væk fra dem og gik tilbage til loftet. Connor fulgte efter mig.

"Hvad er der?" spurgte han og trak i min skulder for at vende mig om.

Jeg kiggede tilbage til forrummet, for at se om mr. Kruger kunne høre os. Så svarede jeg: "Jeg kender din hemmelighed!"

Connor stod mundlam et kort øjeblik. Så tog han sig sammen og spurgte: "Hvor meget ved du?"

"Ja det kan du jo sige mig," svarede jeg næsten i munden på ham. "Hvor meget ved jeg, hvor meget ved jeg ikke?"

Der kom en lang pause, hvor Connor nægtede at sige noget, men kiggede mig uroligt i øjnene.

"Jeg så dig igår, da du gravede tunnel, hvis man overhovedet kan kalde det dét," hviskede jeg, men med en hård tone. "og jeg fandt sedlen i din lomme."

Nu var det hans tur til at sige noget.

"For det første vil jeg godt lige have, at du slapper af!" sagde han roligt og holdte mig stille ved at holde fast i mine arme, selvom jeg efter min mening ikke rørte mig det mindste. "Det er ikke som du tror!"

"Det ved jeg," svarede jeg og prøvede at ryste hans hænder af, men han var stærk, og jeg kunne godt mærke, at jeg kun kom fri af hans greb, fordi han selv valgte at slippe mig. "for det står på lemmen. Den har du jo sikkert også noget at gøre med?"

Connor så forvirret ud.

"Kazim," mumlede han til sig selv. "han overvåger os!"

Så løb han hen til trappen under lemmen og klatrede op.

"Hvem er Kazim?" råbte jeg efter ham og fulgte med.

Connor var nået helt op af trappen, og stod og læste sætningerne på lemmen.

"Åh nej!" blev han ved med at gentage, som hans øjne gled hen over træ-lemmen. "Har du haft kontakt til ham hele tiden?"

"Hvem snakker du overhovedet om?" spurgte jeg forvirret.

Connor kravlede ned til mig igen og stillede sig lige foran mig med meget lidt plads i mellem os.

"Kazim," startede han ud. "han er overhovedet over os alle. Han ser alt, hører alt og bestemmer alt hvis han vil. Det er ham, der holder orden i vores dokumentsystem over menneskebefolkningen."

Jeg blev bange, af den måde Connor kiggede alvorligt på mig. Det var ikke længere for sjov, men ren og skær alvor.

"Kazim er ude efter den manglende bog. Din bog!"

"Mener du den jeg gav dig, som du ville læse?" spurgte jeg.

"Nej, 'Tretusind Og Fjorten', hvor er den?" spurgte han desperat.

Jeg sukkede af medlidenhed og pegede ud af vinduet, for enden af gangen.

"Har du smidt den ud?" råbte Connor fortvivlet og tog sig til hovedet.

"Det var ikke mig, jeg sværger! Den fløj ud af vinduet deroppe! Helt af sig selv!" forsvarede jeg mig.

"Du har ikke læst i den, vel?" spurgte Connor og jeg skyndte mig at ryste på hovedet.

Connor begyndte at gå frem og tilbage over gulvet og sige ting som; "Hvor kan den være? Hvor fanden kan den være?" og "Han overvåger os sikkert lige nu! Når han finder ud af, at jeg har fortalt et menneske-levn om himmelhøjen går han amok!"

Jeg blev mere og mere forvirret, og Connor blev mere og mere ophidset.

"Connor?" sagde jeg så, men han stoppede ikke op. Han blev bare ved med at gå rundt og være fortvivlet. "Connor!" sagde jeg igen, men denne gang med et lidt hårdere stemmeleje. Siden han stadig ikke reagerede, tog jeg fat i armen på ham, og hev ham ud af hans rute. "Nu sætter vi os op på loftet, og så fortæller du mig alt om Kazim, bogen og himmelhøjen okay?"