This is me

kap 1 - Glemt nøgle

~ Andrea ~

Nu står jeg så her. I parken. Så tænker i sikkert hvem fanden der finder på at gå i parken en søndag aften, når man ved mandag står og skriger om hjørnet? Well, i guess that's me..
Ej tbh (for at være ærlig - til dem det ikke ved hvad det står for) har jeg bare skide meget brug for at dele mine fucked up tanker med stjernerne lige nu. Min overbo Harry (hans navn ved jeg kun fordi jeg tjekkede hans postkasse ud) råbte og skreg. Så jeg tænkte lidt i retningen af 'I'm out', og nu sidder jeg så her.

Efterårsferien er forbi, tud tud! Det betyder mandag i morgen, hvilket betyder tidligt op.. Yay kan slet ikke vente til lyden af mit dejlige vækkeur vil summe igennem mine øre i morgen tidlig. Jeg har virkelig ikke lavet en skid i ferien. Ren afslapning.. I kender vel rutinen. Man forelsker sig i en serie på Netflix, og wupti, efterårsferien er gone.. Men det er ligemeget, right?

Jeg prøver at komme af med alle negative tanker jeg har at the moment. Kender i det? Man har en periode, hvor alt der er trist, er super inspirerende. Man kan bare leve sig ind i hvert eneste billede man ellers plejede at scrolle forbi på tumblr. De billeder man næsten begynder at tude til, yep okay you get the point.. de billeder har jeg været to much afhængig af i efterårsferien. Så alle de tanker skal jeg af med nu, så folk ikke tror jeg er en eller anden selvmordsfreak når jeg kommer tilbage på High School.

Det var så anden grund til at sidde her. Jeg er kommet her hver aften i den her uge, for at få tømt mit hoved. Alting er ligesom bare perfekt lige præcis her fra parken af. Og så er det et af de eneste steder jeg kender indtil videre her i Stafford. Er jo rimelig ny.. Stjernerne er tydeligere, hver og en skinner som var det en konkurrence om at skinne så meget som solen. Græsset er friskere og følelsen af fugtigt græs imellem fingrene, kan få mig til at slappe af på 0,5. Alt er generelt bare ti gange mere dejligt her, og især når de første tegn på efterår for alvor er dukket frem. Bladene der ligger på vejen, duggen der stille falder over græsset, lygtepælene der langt om længe tændes igen og regn... REGN. Omg jeg må se at komme hjem af, det sidste jeg magter, er en fuglerede oven på mit hoved, som jeg højest sandsynlig aldrig får redet ud igen. Run Andrea ruuuuun!

K det mener du ikke Andrea, self ligger nøglen indenfor.. Kunne det blive bedere?! Well, lad os prøve at ringe på den fantastiske opfindelse kaldet for en ringeklokke. Der bor jo trods alt andre i opgangen end mig. Mr. Sivan - ikke hjemme. Mrs. Jepsen - ikke hjemme, og sådan blev det ved og ved og ved. Jeg kiggede ned over pladen der lyste navnene op. Så var der kun Harry tilbage. Jeg kunne ikke rigtig dømme de andre i opgangen, det var jo sent om aftenen så.. dyb vejrtrækningen! Kom nuu Andrea bare prøv igen, han kan jo ikke dræbe dig igennem en mikrofon/højtaler ting. På med den flabede facade. Jeg trykkede knappen i bund..

Ok tag dig sammen A (A er det min familie plejer og kalde mig)
"Det er.. øhm Andrea. Jeg bor nedenunder" Baggrundsstøj var det nok af.
"HARREEH" var det ikke Harry der tog den? Jeg kunne høre nogle hviske.

"Fuck af tak" og med det blev der lagt på. En dyb sexede stemme.. oh gard stop Andrea. Hvad havde jeg regnet med af sådan en bad type?

Fuck alt, så må jeg finde pedellen. Sådan en må vi da have her ikk? Uanset hvad skulle jeg ind nu i hvert fald. Jeg er helt gennemblødt, og mandag starter om en time (23:00). Det bliver den perfekte "første" skoledag, i can feel it. Uhg Harry den spade, son of a bitch. Har aldrig snakket med drengen, men mit had til ham er tilsynelandende kun vokset. Det her var hans skyld.

••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••

First kap done! WE DID IT

Håber i hænger på endnu, det er ret nyt for mig alt det her. Fyr spørgsmål af hvis i brænder inde med nogle.

Når men giver det lige et skud, og ser om i overhoved gider læse sådan noget her.. lad mig vide hvad i tænker, er åben for kritik. Undskylder for fejl i kap'et men er skide træt.. bær over med mig <3

-P