This is me

Kapitel 7 - 400/100 meter

~ Andreas synsvinkel ~

Jeg er en næsten lykkelig pige, and guess why? Viggo er kommet! Eller han kom faktisk for en time siden, men det føles kun som om, at han har været her i ti minutter. Vi har egentlig bare snakket om alt mellem himmel og jord, som vi altid gør. Tiden går ufattelig hurtigt, når jeg er sammen med den dreng. Dengang jeg var lille, og boede hjemme hos min mor, sagde hun altid: Hvis tiden går hurtigt, er du sammen med en du elsker, og hvis tiden går langsomt, er du sammen med en der ikke interesserer dig. Det er slet ikke en hemmelighed, at jeg elsker Viggo.. Altså på den der bror/søster måde. Jeg har aldrig haft en ven som Viggo før, han er der bare altid, og vi klikkede ligesom bare fra starten af.  Uden ham er jeg sikker på at Stafford ville være enormt ensomt, så jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har mødt ham.

"Hvad tænker du på skat?"

Jeg kigger over på Viggo med lille smil "Oh ikke noget, faldt ligesom bare i staver..". Han løfter bare øjenbrynene, som om han forventer mere. Har ikke rigtig lyst til at fortælle ham om, hvor glad jeg i virkeligheden er for ham. Jeg er ikke bange for hvordan han reagerer eller noget, men jeg har trods alt kun kendt drengen i et par uger. Jeg har ikke lyst til at skræmme ham, hvis i forstår.

"Når okay det skal du da have lov til. Har du hørt noget til overboen i dag?" Så snart han er færdig med den sætning, sætter jeg mig ordentligt op. Okay kom så Andrea, det er ikke pinligt, du bliver nødt til at være åben.

"Han har larmet hele dagen, stoppede faktisk først lidt før du kom.. Var oppe ved ham tidligere, for at bede ham om at skrue ned. Tumpen svarede ja, men tror du han gjorde det.. nej." nærmest råber jeg og krydser mine arme over til hinanden.
"Helt ærligt, det havde du vel ikke regnet med, at han gjorde vel?" Mit blik ender endnu en gang på Viggo, som bare gav mig et blik, der får mig til at føle mig som en idiot. Jeg svarer ham ikke..

~~

Victor tog hjem tidligere på dagen, og siden da har jeg bare set et ton af film på Netflix og spist koldskål.. i mean what else right?
Klokken er allerede gået hen og blive 07:13PM, og min mave er vidst ikke helt tilfreds med kun koldskål. Jeg beslutter mig hurtigt for at få noget lidt andet tøj på, og så er min plan at finde et pizzeria or something her i nærheden. Okay maybe not in this outfit, har stadig mit nattøj fra tidligere på. Det bringer kun skumle minder frem, eller et skummelt minde, men det er nok. Jeg tager det af, og skifter til et jogging-sæt, stadig grim.. men afslappende er det. That's all there matters.

Jeg tager min mobil frem, og ser at Viggo har sendt mig en besked.
Heey babe
Jeg kommer ikke i skole i morgen, please undgå at dø!

Yay. Nu glæder jeg mig til i morgen.. kan i mærke ironien? Når men det var ikke grunden til, at jeg tog min mobil frem. Jeg vil finde et sted med mad tæt på. Jeg finder hurtigt en adresse på et pizzeria og smider det ind i min gps også kaldt mobil. 400 meters gågang i okay vejr - her kommer jeg. Jeg når dog kun omkring hundrede meter, før en eller anden spade går ind i mig. Jeg vælter og taber min mobil i faldet. Jeg lander lige på min arm, og jeg kan mærke en voldsom smerte sprede sig på noget der føles som 0,1 sekund. Fucking typisk altså.. Jeg fisker efter min telefon, da en bekendt stemme flyder igennem min øregang.
"Det må du virkelig undskylde" mit blik følger stemmen, og jeg ender med at stirre lige ind i de velkendte grønne øjne.

-----------------------------------------------------

Så opdaterer jeg endelig igen - Wuhuuuu
! Jeg ved ikke om der er nogen der har lagt mærke til det, men dette kapitel har jeg skrevet i nutid.. Synes det at jeg skrev i datid før, gjorde det lidt mærkeligt but idk. Måske ændrer jeg de tidligere skrevne kapitler til nutid, men det er ikke noget jeg gider at bruge tid på, hvis i bedre kunne lide historien i datid. Kom med jeres mening <3
Måske opdaterer jeg i morgen.

- P