Study Partners - Armin AU

Kapitel 1

Går og laver roulade, hører One Direction-musik og skriver det her kapitel... For ja, sådan er jeg. xD Hope you'll enjoy!

-

-

-

-

-

Armins pov.

Min mor afbryder mig midt i et spil. "Armin din far og jeg har noget at snakke med dig om." Jeg ruller med øjnene. Hvad kan være så vigtigt at de ikke kan vente til runden slutter? Men jeg ved at jeg ikke skal svare hende igen. Det har jeg lært.

På vej ind i stuen gennemgår jeg ting jeg kunne have glemt at gøre. Jeg støvsugede i weekenden, mit beskidte tøj ligger i vasketøjskurven. De siger sikkert bare at jeg ikke laver nok for mine lommepenge.

Men da jeg ser kuverten på bordet ved jeg at det er meget værre. "Fuck." tænker jeg. "Du ved godt hvad det her er ikke?" spørger min far, der sidder ved spisebordet. Jeg siger at det er mine standpunktskarakterer, imens jeg kigger tomt ud i luften.

Min mor beder mig sætte mig, så det gør jeg. "Det her!" siger min far og peger på mit karakterblad, "er simpelthen ikke godt nok!" Jeg kaster selv et blik hen på karakterene. -3 i tysk, 02 i dansk, fysik og engelsk, 00 i matematik, samfundsfag og biologi.

A/n: det her er faktisk de karakterer han fik, da han postede det på instagram.

"Hvad har du at sige til det her?" spørger min mor. Jeg svarer at det ved jeg ikke. Hun spørger hvad vi skal gøre ved det, og igen svarer jeg at jeg ikke ved det. Så kommer min far med den samme gamle prædiken om at jeg går i 9. klasse og at jeg skal få mig en uddannelse og bla, bla, bla. Da han endelig er færdig kommer min mor med noget nyt.

"Din far og jeg har snakket med din lære om at finde dig en lektiehjælper." siger hun. "Hvad?? Det kan i da ikke bare gøre uden at spørge mig først!" nærmest råber jeg. Min far svarer at det kan jeg lige tro at de godt kan, hvis jeg ikke skal ende som hjemløs.

Jeg ruller igen med øjnene, og tænker at jeg aldrig i livet skal sidde sammen med en eller anden lille nørd og lave lektier. Men jeg siger det ikke højt.

"Jeg gør det ikke." siger jeg bestemt. "Hvad vil du ellers have at vi skal gøre?" spørger min far. "Jeg gør det ikke, har jeg jo sagt!" nærmest råber jeg. "Hvad nu hvis vi giver dig ekstra lommepenge?" spørger min mor mig, nærmest bedende.

Jeg tænker over det lidt. "Fint." siger jeg. "500 kr ekstra om måneden." Min far siger 200. Så siger jeg 300. "Okay" siger han opgivende. "Yes!" tænker jeg.

-

-

-

Amandas pov.

Ligeså snart jeg er inde i indkørslen, går jeg hen til postkassen. Yes de er kommet! Jeg tager kuverten, og skynder mig ind. Jeg sætter mig ved køkkenbordet og flår nærmest kuverten op.

'Standpunktskarakterer for 8. klasse'. Jeg kigger ned af tallene. 12, 12, 12, 10, 12... Alt er godt tænker jeg - men hov! 7 i historie??? Hvordan kan det have ladet sig gøre?

Mine forældre er selvfølgelig glade og siger at det er nogle supergode karakterer. De er altid så irriterende pædagogiske. Jeg lader som om at det ikke gør mig noget, men da jeg ligger i sengen om aftenen, er det eneste jeg tænker på det irriterende 7-tal.

Jeg skal virkelig gøre mig umage fremover i historie, er det sidste jeg tænker inden jeg falder i søvn.

-

-

-

-

-

Jeg håber virkelig at i kunne lide første kapitel af study partners! I må meget gerne stemme og kommentere hvad i synes om den ind til videre. xxx

Ps: Jeg vil lige sige at jeg slet ikke mener at 7 er en dårlig karakter, men Amanda går meget op i sine karakterer. :)