California Life

Huset - ankomsten

*** Heeey! Så er der et nyt afsnit ude. Jeg har været til inaktiv, & det vil jeg gerne undskylde for! Hvis i vil have mere, så sig endelig til! Det er jer der er min motivation ❤️❤️ ***

At førersædet i bilen sad i højre side, tror jeg aldrig jeg vil vende mig til. Det her var virkelig overvældende. Alt herovre, var ligesom en film! Det var sådan her,  jeg altid gerne har ville bo! Altså, jeg havde været i flere forskellige lande, fordi jeg jo var tidligere model. Men aldrig helt til USA. Jeg kunne mærke at mine sommerfugle begyndte at komme frem i maven, hvor var det dog vildt! Jeg kiggede ud af det store vindue i bilen, og ja, alt var så anderledes. De store huse, havet, vejret og selvfølgelig alle menneskerne! "Så venner! Nu er vi her snart!" lød det fra min moster, som gav mig et smil i bakspejlet. "Når ..., er du spændt?" Sagde hun igen, men den her gang, med lidt mere entusiasme i stemmen. Jeg kiggede hurtigt op i bakspejlet, hvor jeg fik øjenkontakt med hende. "Ja, alt det her er helt surrealistisk, det hele er så anderledes." Råbte jeg nærmest i bilen, og da ordene var blevet sagt, trillede bilen ind i en kæmpe indkørsel.

Vi blev hurtigt vist rundt i det hus, som åbenbart blev kaldt Rosenhuset. De fortalte mig, at huset i gamle dage var ejet af en gartner, og at han i den store have, havde store plantager af roser. Jeg trådte ud på den store balkon, og kiggede ud over haven. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig den gamle have, med store røde roser. Jeg gik hurtigt ind igen, og wow! Huset var meget større end det gamle. Jeg havde fået værelse på førstesalen, og på værelset var allerede placeret en stor seng, og et stort Hvidt skrivebord. Jeg havde lysten til at pakke ud, men alle mine ting var ikke kommet frem endnu, så det var ikke en mulighed. Jeg kiggede ud af det store vindue, og her fra var udsigten ikke den bedste. Jeg kiggede direkte ind i et andet vindue, på størrelse med mit. Gardinerne derinde var trukket for, så jeg kunne ikke forestille mig hvem der havde værelse derinde.. Det var sikkert bare et par, eller en mor og en far, for værelset virkede ret stort. Jeg satte mig på sengen, og tænkte over hvad jeg kunne lave. Jeg tænkte i det der føltes som minutter, indtil jeg fandt frem til, at jeg jo var i et nyt nabolag, så hvorfor ikke udforske det lidt?

Jeg mærkede hurtigt den våde jord under mine løbesko, og den lette brise trak i mit lange brune hår. Jeg løb ved en park, som lå tæt på huset. Inde i midten af parken, var en lille sø, og i den svømme små ænder omkring. Rundt omkring kunne jeg se folk som gik med deres hunde, og på en bænk sad en dreng og en pige, som bare så ud til at nyde hinandens selvskab. Jeg smilte indvendig. Men smilet blev hurtigt knust, da mine tanker røg tilbage på Luca. Min første og eneste kærlighed. I alt den tid, 9 måneder præcist, var alt lykke jeg havde i mit liv, Luca. Men det var åbenbart ikke gengældt, for samtidig havde Luca det rigtig hyggeligt, sammen med min gamle veninde Sila. Såå, jeg tror ikke at den kærlighed var så ægte alligevel.

Jeg kunne mærke aggressionerne blæse frem i mig, og jeg begyndte at løbe hurtigere. Pludselig begyndte tårene at trillede ned af mine kinder, og jeg kunne ikke stoppe. Jeg var jo ovre ham? Tankerne kørte rundt i mit hovede, imens at jeg løb hurtigere og hurtigere. Pludselig var det som om at det hele stoppede brat, og jeg faldt hårdt til jorden. Mine øjne kørte rundt, og da jeg endelig kunne se klart, kiggede jeg op. Jeg så ind i de flotteste brune øjne. Han kørte hans brune hår til den ene side, og med et trak han hånden frem, og ventede på at jeg skulle tage fat i den.