Favorit 2

Kap 23- Dengang til nu.

Beklager meget jeg ikke har fået lagt noget op, men jeg har virkelig haft det svært her for tiden, og jeg skulle lige komme mig over tingene der er sket, og skal ske..

Niall's synsvinkel:
Det var idag. Maskinerne der vil holde Zoe i live skal slukkes... Hun er stadig ikke vågnet, og jeg ved ikke hvordan jeg skal tage greb om det her? Jeg har mest af alt bare lyst til at kaste mig i hende, og græde ind i hende, men jeg skal tage hensyn til hende. Men hvis der fandtes feer, ville jeg af alt ønske hun ville vågne, så jeg kunne holde rundt om hende! Jeg elsker hende mere end noget andet! Zoe's forældre ville komme, for at være med til at lukke ned for alt gennemgang fra maskinerne til hendes lunger og i det heletaget bare hendes krop.

Den lyseblå dør indtil til Zoe blev skubbet op, og jeg gik ind af den meget brede igang. Det så ud til at Zoe's familie allerede var trådt ind, og jeg kom nu imøde med dem alle. Zoe's mor, far, kusiner, fætre, mostre osv stod og græd, jeg ville også selv vise hvor ked af det jeg er. Det her er det øjeblik i ens liv man aldrig vil glemme. Men det er som om der er en der niver en, der er smerte og nervøsitet i hele ens krop! Hvorfor skulle det overhovedet være Zoe der blev ramt? Altså ikke fordi den anden person burde have det sådan her, men at det ville være bedre at dette aldrig var sket, og at Zoe aldrig var taget ud for at køre, men hun blev jo nød til det? Hun skulle til læge og have skanning? Pokkers...

Jeg går stille hen til en af maskinerne, og Zoe's forældre hen til den anden.. Vi 3 skulle lukkede ned for dem. Det var hårdt, virkelig, men at Zoe ville få det bedre, var noget der betød meget. Hun får lov til at leve videre i vores hjerter, hun får at 'se' sin søster og far igen, hende der døde i trafik uheldet, det var tragisk! Men ja, sket er sket, og man kan ikke lave om på tingene, selvom det er noget af det man helt vildt gerne vil!.

En læge kom hen til os. "I må nu dreje på knapperne, og har i først gjort det, er der intet at gøre, så er hun væk" sagde lægen i en stille toneleje.
Mine hænder rystede og jeg vil ikke kunne have mod til dreje på knapperne. Jeg gik hen til siden af sengen, satte mig på hug og tog stille Zoe's hånd. Jeg satte mit ansigt ind til hendes øre, og fortalte stille og roligt at jeg elsker hende, og at jeg en skønne dag vil se hende igen, og at jeg vil komme hver dag til hendes gravsted for at snakke med hende, så føler hun sig ikke glemt. Det er ikke sundt nej, men det er det rigtige for mig!

Jeg gik hen til maskinen igen, og kiggede på Zoe's forældre for at vise at jeg ville dreje nu, der var intet andet at gøre, Zoe kommer aldrig tilbage igen!

Jeg drejede på knappen, og det samme gjorde Zoe's forældre, knapperne stoppede med at lyse, og man kunne se på Zoe hendes næseborer ikke fik ilt længere..

Hun er væk!? Væk for altid!

Tårerne rendte som et vandfald ned af mine kinder, hvad skal jeg dog stille op uden hende? Zoe var unik, folk elskede hende! Jeg elskede hende!.

Folk begyndte at forlade rummet Zoe ligger i, mens læger bryder ind af døren, og trækker den hvide dyne af hende. De tager en hvid flot kjole på hende, den halskæde jeg gav hende, og de super søde øreringe  jeg gav hende i konfirmationsgave. Jeg fik et billede ramme af os fra børnehave til 14 årige.
Jeg har altid haft det største crush på Zoe, hun har ligesom været hos mig hele mit liv. Når vi skulle lave lektier i folkeskolen, så sad vi og skypede, eller var hjemme hos hinanden. Vi lavede ALTID lektierne sammen, det var noget vi to havde sammen.

Eller dengang Zoe faldt på rulleskøjterne og fik et flænge ned af hendes knæ, der ringede hun til mig, og jeg kom straks for at hjælpe hende. Det flænge endte med at blive et ar, jeg husker alt! Alt vi lavede! Vi lavede virkelig alt sammen, og jeg savner hver en tid mere og mere! Jeg havde verdens bedste barndom med hende i mine hænder! Men at man kommer til et bestemt punkt, og den man elsker er væk, det er ligesom at dø i et sort hul, intet lykke tilbage, hun var mit lykke!

Hun vil få den bedste begravelse nogensinde! Ligesom hendes far og søster. Dem skal hun ligge ved siden af.