"Jeg vågnede den morgen tidligt, og selvom jeg hellere ville drukne i mine egne drømme end at stå ansigt til ansigt med virkeligheden, kunne jeg ikke falde i søvn igen." forklarede hun. I hendes øjne var verden ikke andet et end mareridt. - "Jeg havde ikke lyst til at vågne, og bestemt ikke lyst til at gå ud af min seng. Det var os noget som folk ikke forstod ved mig, altså at jeg altid var træt. Men det er også noget de ikke kommer til, medmindre de kommer til at se det hele fra min vinkel af. Se hvor et mørkt sted det her er. Men det er måske os den største forskel mellem de andre og jeg. Når de vågner, ender deres mareridt."
..."Ude af vinduet, kunne jeg se ham. Ikke kun ham, men ham og hende. De gik sammen." hun så ned på den dreng der engang havde været hele hendes verden, og pigen der gik ved siden af ham, som havde været hele hendes barndom.
Han var ikke hendes længere, og havde egentlig heller aldrig rigtig været det, men for hende, gjorde det stadig ondt at se på. Hun så stadig på dem, og så at pigen nu var gået, og han nu i al ensomhed var på vej hjem. Han stoppede ved et busstoppested som man sagtens kunne se fra hendes vindue af. Hun kiggede på ham og pludselig begyndte hun at gå. Ikke gå, men løbe. Hun
løb hen til drengen. Han så på hende, på en måde der fik hans blå øjne til at stråle, og lige præcis fra det øjeblik af, var hele verden forsvundet, i hans krystal blå øjne. Så åbnede hans mund sig, og han sagde "hej Johanne". Inde i hende, begyndte en varm glød pludselig at blive tændt. "Hej" sagde hun til ham igen, og hun satte sig ved siden af ham. De snakkede ikke, men så på hinanden i et stykke tid, indtil hun pludselig sagde noget. "Åh.." sagde hun. Han kiggede forvirrende på hende, og det var os forståeligt nok. Hun lød meget trist. Så fortsatte hun - "det gør mig sur, så sur, når jeg ser jer to sammen. Jeg ved at på et tidspunkt, vil hun droppe dig på samme måde som hun gjorde med de andre drenge, som en glas vase, og ikke engang samle de knuste dele op fra gulvet. Hun er dækket af rent sukker, men under det lag, er hun bare et stykke råddent, surt slik. Alt i alt ser du mig nok som en gammel og beskidt, støvet biblioteksbog. Men under alle de lag, er min sande historie. Og når du engang har læst det, vil du finde ud af hvor sand min kærligheds er for dig." ikke mere end et halvt minut efter var bussen ankommet, og væk var han. Johanne, var blevet utroligt flov. Men virkelig, pigen var smuk, og derfor kunne hun os godt se hvorfor han kunne lide hende.Da hun var kommet hjem igen smed hun sig i sofaen, og virkede til at være ked af det. Pigen var virkelig flot, og det var ikke fordi Johanne var jaloux, men sådan ville hun også gerne se ud. Efter noget tid ringede telefonen, og Johanne så, at det var ham. Hun tøvede et øjeblik, men efter det tog hun den. "Hej" sagde hun. "Hej Johanne" sagde han så. I det øjeblik var det som om tiden stod stille. Hun var overrasket. "Eh ja, jeg tænkte lidt på om du ikke ville med ud imorgen, vi kunne lave noget sammen, altså hvis du vil?" Sagde han så igen. Det virkede som om alt var sløret, men alligevel var hans ord så tydelige. "Mm ja, ja det vil jeg meget gerne!" Svarede hun så. "Jamen godt så! Vi ses vel så nok imorgen" - "Ja, Hejhej" sagde Johanne så igen. Resten af dagen var Johanne glad. Hun fandt tøj frem og gjorde det hele klar, og faktisk så var det første gang i lang tid hun var glad. Sådan rigtig glad.
Hun gik urolig tidlig i seng, for hun kunne ikke vente til imorgen. Hun faldt hurtigt i søvn, og næste morgen var hun tidligt oppe. De skulle mødes omkring 4 PM hos ham, så indtil da gjorde hun sig klar. Da tiden nærmede sig begyndte hun at gå ned til bussen. Hun ventede og den kom. Pludselig stod hun udenfor hans dør, og inden hun nåede at se sig om, stod han i døråbningen. "Hej" sagde han. "Hej" svarede Johanne. Det var en anelse stille, nærmere akavet, men så spurgte han "vil du ikke med ind?" hun nikkede. De gik sammen ind på hans værelse, og de fandt en film. De satte sig i sengen, og inden længe lå de og puttede og snakkede. Johanne snakkede om pigen, om hvor pæn hun var. "Jeg ville virkelig ønske jeg kunne være ligeså flot som hende.." Sagde hun. Han så på hende og svarede, "det behøver du ikke, du kan bare være ligeså flot som dig" . Det var det sødeste nogen nogensinde havde fortalt hende. Som helhed var der ingen der nogensinde havde fortalt hende at hun var flot. Men ligeså godt det ene øjeblik kan være, så kan det hurtigt ændre sig. Han lå og nussede hendes arm, og lige i det øjeblik gik hans finger op i hendes ærme, og han kunne mærke noget. Han stoppede op og rev hendes ærme helt op. Hendes hjerte gik i stå og hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun gik, uden at sige et ord.
YOU ARE READING
A RENTLESS HOPE
RandomJeg startede med at skrive denne bog i 2016, da jeg var deprimeret. Jeg aftalte med mig selv at jeg ikke ville udgive den før den var helt færdig, men i går kom jeg i tanke om, at den stadig ikke er færdig. Men jeg vil gerne have den ud, bare lige f...