A RENTLESS HOPE

Kapitel 2

Hun valgte at slukke sin telefon og at låse sig inde på hendes værelse. Hun havde sat der inde i flere dage, og på et tidspunkt gav hun sig til at kigge på hendes telefon, ikke for at læse beskeder, men for at se billeder folk havde lagt op. Pludselig stod en pige i døråbningen, som hed Maya. Hun så på Johanne, og så at hendes øjne løb i vand. "Hvorfor har du ikke svaret i flere dage, jeg var været så bekymret! - Johanne, hvorfor græder du?.. " spurgte hun. "Imens jeg sidder på mit værelse, og ruller gennem billeder folk har lagt op af deres mødre, græder jeg. Folk siger, at jeg burde være taknemmelig, men min mor elsker mig ikke, ikke på nogle måder. Undskyld jeg var en skuffelse der gjorde jeg mistede alt din kærlighed, mor..." Forklarede hun. "Org, Johanne! Rolig, det skal nok gå, jeg ved godt jeg ikke har oplevet det samme, men tro mig, jeg ved hvordan det føles!"

Efter Johannes mentale nedbrud for få år siden var hun ikke den samme. Normalt var hun glad, og altid smilende. Men hun var nu blevet en stille og negativ person. Hun havde ingen planer. For at være helt præcis, så var det som om at hele hendes fremtid var dækket af en kæmpe stor sort mur. Ikke fordi hun var bange for at gå ind i fremtiden, heller ikke fordi at der var monstre, som ville gøre hende noget, men der var simpelt ingen ting. Det var en kæmpe monstrum at være i live og det havde overvælt hende. Det hele gik kun ud på at vågne og sove, hver dag til hun en dag var død. Hvorfor hun ikke allerede var død, var underligt. Hun havde prøvet mange ting, og været tæt på mange gange, men der må have været noget der ikke ville lade hende gå, noget som hun ikke var ligeglad med. Det kunne være hendes veninde, Maya. Johanne kunne godt huske mange ting, fra førhen som hun elskede meget højt. Men, nu var det ikke sjovt længere. Som om hun havde mistet lysten til alt. Hun elskede Maya og det vidste hun, og hun ville ikke give hende op, os selvom hun tit glemte det. Hun så ingen mening, og begyndte at lukke alle ude, og der mistede hun alt hendes mors kærlighed.

Efter noget tid gik Maya, men Johanne blev siddende. Men så efter noget tid blev hun træt af at sidde på hendes værelse, så hun gik ud. Og hun følte at hun blev nødt til at snakke med ham. Hun ringede, og meget hurtigt aftalte de at mødes, hos hende denne gang. Da han var der virkede han normal, men da de satte sig begyndte han at spørge ind til det. "hvorfor har du gjort det?.." Spurgte han. Johanne var stille, men hun kunne os godt lide ham, så hun svarede pænt, "Org, du ved.. Jeg havde en dårlig periode førhen, så der gik jeg igennem meget, og nu bliver jeg nødt til at leve med de ar fra dengang.. " lige i det øjeblik ville hun til at slå sig selv, da der var en løgn. Hun havde stadig depression, og det så ikke ud til at blive bedre. "Nåårh " - sagde han og tilføjede "men jeg er glad for at det er ovre nu så!" Hun nikkede og så ned, og han smilte. De gik en tur, og de begyndte at snakke om forskellige ting.

Inderst inde var det som om noget stoppede hende, som om hun hvert femte minut lige fik en påmindelse om at det stadig var der. Som om hun ikke måtte være glad. Men det var hun. For anden gang i lang tid følte hun noget igen. Det var underligt, og på en måde vidste hun ikke om det var rigtigt det hun følte, eller om det bare var indbildning, altså hendes glæde. Hun prøvede at være glad, og hvis ikke man kendte hende, så ville man også være overbevist om at hun var det. Hun vidste det var sådan folk ville se hende. De havde en sjov tid sammen, og hun kunne ikke lade hver med at tænke om han nok var hendes fremtid, og når han så på hende tænkte hun, om han mon tænkte det samme. Da dagen var forbi, og hun sad i hendes lejlighed, var der pludselig en der bankede på døren. Johanne lukkede døren op, og inden hun nåede at tænke sig om satte pigen der bankede på, sig ind i sofaen og græd.