A RENTLESS HOPE

Kapiel 3

Da de havde fundet til rette så hun nu hvem pigen var, det var hendes gamle veninde, som hun så gå sammen med ham den anden dag. "Ved du hvad... Livet er så uretfærdigt" sagde hun med uro i stemmen til Johanne. Men Johanne havde selv tænkt over det før, men hun havde fundet en konklusion om det. "Nej, ved du hvad?" sagde hun til hende. " Du har ret, livet er uretfærdigt, men ved du hvad mere? Livet er retfærdigt fordi det er uretfærdigt for alle. Jeg er træt af dine overdrivelser, virkelig. Tag dig sammen!" . Hun så underligt på Johanne. "Det er så let for dig, du har ham, og Maya, du har så meget. HVORDAN kan det være retfærdigt. Hvad mangler du?" Spurgte hun. Hun så på hende. "Hvad mangler du? Bare fordi han nu er min betyder det ikke du har mistet alt, du har dine forældre, og familie, og du har mange venner" . Hun så ned, og virkede trist. "Nej.. Undskyld" . Johanne brød sig ikke spor om at hun sagde undskyld. Hun kunne jo ikke gøre for det hun sagde, når hun ikke vidste hvordan det rigtigt var for Johanne. Men hvis hun vidste det, ville hun nok også fortælle Johanne at hun var en overdrivelse. Johanne var sikker på, at hele hendes liv sikkert ville være en fantastik film, en ufattelig spændene roman, men uden at tro eller overhovedet tænke over det faktisk kunne være en virkelighed for nogen. Johannes liv var vel slemt, men i teorien, har alle noget der er dårligt, og alle noget der er godt. Johanne har ingen familie, men hun har det flotteste hus, og verdens sødeste mennesker omkring hende, og hun er også utrolig smuk. Hvis man sammenligner det med Maya, som har hele hendes familie, og venner, men dog har hun ikke så mange penge, som gør hun tit bor hos Johanne, for hun bor i et kvarter med nogle sære typer, som larmer, og ikke er særlig venlige. Men det er sådan det er, og derfor er livet retfærdigt.
Inden hun gik nævnte hun noget med ham, hun sagde, "han er sød, ikke? Lader som om han er glad for din personlighed, men vil kun have dine penge.. lege med dit hjerte og du ved. ej men hvad ved jeg. Farvel Johanne"

Dagen efter, var det endnu en af de grå dage, hvor dagen ikke vare mere end nogle få timer, og man laver ikke andet end at ligge i sengen eller andet hjemme-noget. Men det gjorde Johanne ikke. Hun gik en tur, for hun var forvirret over mange ting, og hun havde et kæmpe spørgsmålstegn i hovedet der bare skreg "hvorfor" og hun vidste ikke helt til hvad. Bladene lå på jorden, og det var noget af et flot syn.  Hun gik længe, men da hun var kommet ud af parken, valgte hun at gå hjem, og gøre som hun normalt gjorde, ja ligge i sengen.

Derhjemme var der stille. Pludselig gik noget op for Johanne, "han kan jo slet ikke lide mig" -tænkte hun. Måden han opførte sig på var præcis som han gjorde ved pigen der sad hos hende i går. Han vil jo bare tænke på noget andet, måske gøre hende jaloux. Ingen kommer over nogen så hurtigt, og der var ikke gået mere end få dage. Eller, hun sagde jo os det der.. men det kunne også have været en løgn...

Hun lagde og kunne næsten ikke tænkte over andet. Han skrev "Hej" til hende omkring aften, og hun svarede ikke før omkring 4am. Han svarede lige i det øjeblik hun var ved at falde i søvn. "Er du vågen?" Skrev han. "De eneste mennesker der er oppe så sent", tænkte hun, "er enten forelsket eller knuste, og jeg ved han er knust.." hun gned hendes søvnige øjne og svarede, "Ja, brug for at snakke?" det havde han. Omkring 5am var han faldet dybt i søvn, men det var Johanne ikke. De eneste mennesker der er oppe så sent er enten forelsket eller knuste, Johanne var forelsket i den dreng der var knust.

På en måde var hun os knust. Hun følte sig forladt, og brugt. Men på en måde var hun os forelsket, forelsket i det hun vidste hun ikke burde få, og måden han opførte sig på.