Bullied by him [1D]

Genforenet

*melaneys synsvinkel*

"Almen høflighed" hviskede han i mit øre efter at havet kysset min frosne kind. Så vendte han elegant om på hælen og forsvandt i en flok af paparazzier. Det sidste jeg så af ham var hans lyseblå denim jakke.

Jeg tog mig til kinden der hvor hans læber havde rørt mig. En mærkelig følelse gik igennem mig, som ikke mindede mig om nogen anden følelse jeg nogensinde havde følt før. Jeg stod i noget tid og overveje om jeg skulle sætte efter ham for at høre om hvad i alverden han snakkede om, men kom til den konklusion at det ville være umuligt at få fat på ham i den kæmpe flok at paparazzier, og han ville højst sandsynligt alligevel ikke spytte ud. Istedet vendte jeg mig væk, og fortsatte ned af Londons trafikkerede gader. Jeg passerede min gamle high school, og alle minderne derfra strømmede igennem mig. Det gav et stik i mit hjerte da jeg tænkte på Harry. Jeg havde måske benægtet mine følelser for ham siden vi slog op, og fortalt mig selv at han var så godt som død for mig, men inderst inde vidste jeg jo godt at det var langt fra sandheden.

Jeg blev revet ud af mine tanker da jeg stødte sammen med en person på fortovet, og væltede om på jorden.

"Se dig dog for" mumlede jeg gnavent, og gik igang med at børste sneen af mine bukser. Jeg kiggede op, og forventede en hjælpene hånd, men personen jeg var stødt ind i, havde allerede skyndt sig videre ned ad gaden. Mit hoved vendte rundt og jeg kunne se at personen havde krøllet hår og lange ben, beklædt med sorte skinny jeans. "Harry?" hviskede jeg til mig selv. Jeg rejste mig hurtigt op, og uden at tænke over det satte jeg i løb efter personen.

"HARRY!,, kaldte jeg. "Harry vent, det er mig Melaney"

*harrys synsvinkel*

"Harry vent, det er mig Melaney" hørte jeg hende kalde bag mig. Jeg bøjede mit hoved og skyndte mig videre, for at lade som ingenting.

Sagen var nemlig den at jeg jo sagtens vidste at det var Melaney jeg havde støt ind i. Og jeg havde set hende ligge der på jorden, og jeg var tæt på at give hende en hjælpende hånd, følgene af at trykke hende ind i min favn, og holde hende så tæt ind til mig selv, at intet ville kunne skille os ad igen. Men det ville jo ikke gå. Planen var jo at hævne mig på hende, og få hende til at føle den samme smerte som jeg selv havde følt da hun forlod mig, og derefter nægtede at tage mig tilbage. Men sandheden var jo at det dræbte mig langsomt, ikke at at være sammen med hende i alle mine vågne timer. Jeg var virkelig en kujon og en fej kryster. Min plan havde varet i 2 dage, og jeg trak allerede i land, fordi mine følelser kom i klemme. Det er jo ikke første gang det er hændt. Jeg mindedes en gang på en hvis High School hvor jeg pludselig fik enormt stærke følelser for mig og mit slængs mobbeoffer.

Jeg mærkede en hånd på min skulder, og vendte mig rundt. Der stod Melaney, smuk som et snefnug, med hendes lange lyse bølgede hår der omfavnede hendes kønne ansigt og hendes røde læber og kinder. Hun måtte havet halet ind på mig imens jeg var fordybet i mine egne tanker.

"Hej" sagde hun lavt. Jeg kunne mærke på hende at hun var nervøs, men det gjorde ikke mig den mindste smule mere sikker på mig selv.

"Hey!" svarede jeg, og smilede skævt. Hun kiggede ned i jorden og sparkede til noget af det sne der lå på fortorvet. "Jeg har savnet dig Melaney" sagde jeg. Hun kiggede op og vores øjne mødtes. Hendes blå øjne havde et forvirret udtryk i dem.

"Virkelig?" spurgte hun. Jeg nikkede og tog hendes hånd. Hun hev den hurtigt til sig og så væk.

"Hvad er der Melaney? Sig ikke at du ikke har savnet mig, for det ved jeg du har" sagde jeg og prøvede at få øjenkontakt med hende, men hun vendte sig bare længere væk. Jeg kunne se at hun prøvede at skule sit ansigt for mig.

"Harry vi kan ikke bare fortsætte som om alting er godt, og intet er hændt" svarede hun mig. Hun kiggede på mig og hendes øjne var fyldt med tårer. Det pinte mig at se hende sådan, men det værste var at jeg vidste at jeg selv var delvist skyld i det. Jeg kunne ikke beherske mig længere, og ordene røg ud af mig.

"Hvorfor ikke Melaney? Hvad der skete mellem os var fejltagelser og jeg ønsker kun at gøre dig glad. Melaney jeg vil gøre alt for at gøre dig lykkelig. Men hvis du bliver lykkelig af at jeg forlader dig, så er jeg ikke sikker på jeg kan" Sagde jeg og tog hendes hånd. Denne gang trak hun den ikke væk.

"Harry jeg ved ikke" sagde hun. Jeg kunne mærke på hende at hun var ved at give ind.

"Men jeg ved Melaney! Jeg ved at jeg kun vil have dig, og jeg stopper ikke med at prøve at vinde dig tilbage før jeg har dig. Også selvom jeg skal kæmpe til mig bliver gammel og grå"

Hun kiggede på mig som hun aldrig havde gjort før. Hendes blik var fyldt med omsorg og længsel. Hun førte en hånd op til mit ansigt og strejfede min kind, og rørte ved mit hår. Et lille smil forekom på hendes læber.

"Du kunne vinde en Oscar for den tale der" smilede hun og satte hendes perfekte hår på plads bag sit øre. God, hun var smuk.

"Åhr, ti stille" grinte jeg og tog hendes hoved i mine hænder, og kyssede hårdt hendes læber. Da gik op for mig hvor meget jeg havde savnet hende, og jeg knugede hende hårdt ind til mig. Jeg kunne høre fodtrin bag mig.

"Jammen dog, hvad har vi her?"

______________________________________________

Heiiiii venner, ja nu er Harry og Melaney sammen igen (for nu), det var der mange der ønskede. Hvem tror i personen er der kommer og afbryder Mel og Harry? Skriv i kommentaren, det gør min dag god <33