Bullied by him [1D]

"Snowflakes"

*MELANEYS SYNSVINKEL*
Jeg vågnede i min seng badet i sved. Det lyder ikke chamerende men tro mig, det var det heller ikke. Mine hænder fandt frem til min pande og jeg kunne mærke at den var brandvarm. Jeg tænkte over hvad der kunne have været årsagen til at jeg endte sådan her, men drømme forsvinder jo hurtig så jeg gav op næsten inden jeg overhovedet var startet på at huske. Mit ur viste 07:38. Jeg er ikke den store morgen person (helt ærligt hvem er det?) men jeg besluttede mig for at stå op.

Christina havde lagt et frisk sæt tøj frem på min seng. Jeg havde ellers sagt til hende at hun ikke behøvede at bekymre sig så meget om mig, jeg var jo trods alt 19 år gammel. Men konen var stædig og havde trodset mit ord og gjordt det aligevel. Jeg kunne ikke sige at jeg var specielt overrasket. Mine øjne mødte mit spejlbillede. Jeg gyste. Hvordan skulle jeg nogensinde komme til at se nogenlunde representabel ud idag? Det måtte guderne vide.

Jeg lagde en lille seddel i køkkenet hvorpå der stod:

"Er taget ud.
Kommer nok tilbage om en times tid,
Xoxo Mel"

Efter episoden i Spanien hvor jeg ikke havde fortalt dem at jeg var taget afsted, ville de have at jeg hele tiden skulle give besked om hvor jeg var. Det var jo forståeligt nok, men cmon jeg er altså som sagt 19 år gammel.

Gulvet knirkede for hvert skridt jeg tog mod hoveddøren, og jeg bad inderligt om at resten af familien ikke vågnede. De ville helt sikkert ikke lade mig tage afsted. Pludselig hørte jeg lyd fra mine plejeforældres værelse.

"Melaney, er det dig?" Hørte jeg Christina kalde. Jeg ignorerede hende og lukkede stille hoveddøren efter mig og spænede ned af trapperne og ud på gaden. Jeg mærkede en enkel blitz eller to, men jeg ignorerede dem. Det fandt sted at paparazzierne stadig fulgte efter mig og tog billeder af mig når de troede at jeg ikke så det. Jeg forstod ikke hvorfor? Der foregik ikke noget interessant angående mig her for tiden? Jeg var jo ikke sammen med Harry mere, og så vidt jeg vidste var der ikke andet drama i bandet. Ihvertfald ikke mere end der plejede at være.

Den kolde luft trængte igennem min jakke da jeg gik ned ad fortovet på vej mod Starbucks og mine andre sædvanelige morgenrutiner. Jeg skuttede mig og trak den sorte hue endu længere ned om ørene. Jeg ville ikke lade den bidende kulde og de tunge snefnug forhindre mig i at få min morgenkaffe.

Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg gispede og vendte mig rundt, og der stod Louis. Igen. Ligesom igår hvor han forskrækkede mig på bænken i parken.

"Louis" nikkede jeg. Jeg bed mig i læben, både fordi det var skide fucking koldt, men også fordi jeg ikke brød mig om at være sammen med Louis. Han var slesk og skummel, og jeg fortrød inderligt at jeg havde ladet mig manipulere af ham dagen før.

Han smilte til mig og lagde armen om min skulder. Jeg trak mig hurtigt væk og trådte et par skridt væk fra ham. Han kiggede ned i jorden og sukkede. Så kiggede han mig i øjenene.

"Melaney hør.."

"Nej jeg gider ikke høre på noget som helst du har at sige Louis. Jeg ved denne her søde facade kun er skuespil og tro ikke jeg har glemt det du lavede med Haley" afbrød jeg ham. Han kiggede kort på mig. Så overrasket ud.

"Hvad snakker du om Melaney? Jeg fortryder sådan som jeg før har behandlet dig, og jeg prøver bage at gøre det godt igen, men du bliver nødt til at lade mig trænge igennem til dig. Det er da dig der sætter en facade op, ikke mig?" Sagde han. Han tog min hånd, men jeg trak mig væk.

"Louis" begynde jeg. Han kiggede på mig. "Du kan umuligt være gået fra den største douche og fuckboy på planeten jorden til en sød dreng der går ture med mig i parken og trøster mig når jeg er ked af det på to uger. Jeg nægter at tro det! Du kan ligeså godt opgive det der latterlige skuespil." slutter jeg.

Så scannede hans øjen min krop og han smilte skævt.

"Okay" sagde han og slog overgivende ud med armene. "Du har gennemskuet mig Melaney. Flot klaret, virkelig flot! Du burde virkelig blive detektiv" sagde han ironisk. Han stoppede med at smile og kiggede mig direkte i øjnene.
"Tro dog ikke at jeg selv er kommet på denne her idé Mel." Fortsatte han.

Jeg kiggede forvirret på ham. Altså ja, jeg havde anklaget ham for at fake, men jeg havde bestemt ikke regnet med at han rent faktisk ville indrømme det.

"Hvad mener du? Du er ikke selv kommet med denne her idé? Hvilken idé Louis?" Spurgte jeg forvirret. Jeg tog mig selv til hovedet. Min pande var endnu varmere end da jeg vågnede tidligere.

Louis grinte hånende. Han stak hænderne i lommerne og længe sig op ad den høje bygning ved siden af os.

"Der er én tæt på dig, der ikke ønsker dig noget godt Melaney! Jeg gik med på planen fordi jeg troede det ville være sjovt, men du er så kedelig og tør som du altid har været, så nu gider jeg sgu ikke mere."

Det sidste sukkede han. Som om han var en 80 årlig mand der havde arbejdet 40 år på den samme arbejdsplads og skulle til at gå på pension.

"Hvem Louis? Hvem kom på den her plan?" Halvt råbte jeg desperat.
Louis kiggede ligegyldigt på mig og sagde:

"Det må du selv regne dig frem til. Du er jo sådan en god detektiv"

Han grinte af sin egen joke og gik hen mod mig.

"Vi ses Melaney. Eller nej det håber jeg faktisk ikke vi gør" grinte han igen. Det måtte være sjovt at være sin egen klovn. Han skulle til at gå men vendte rundt mod mig igen. Louis lænede sig ind mod mig og kyssede mig på min frosne kind.

"Almen høflighed" hviskede han i mit øre. Så vendte han elegant om på hælen og forsvandt i en flok af paparazzier. Det sidste jeg så af ham var hans lyseblå demin jakke.

------------------

Oh My god

Det er så lang tid siden jeg har skrevet herinde!! Det var vidst i april jeg skrev sidste gang. Ved ikke helt om det her kapitel er så godt, jeg er jo nok lidt rusten efter den lange pause. MEN NU ER JEG TILBAGE, og jeg vil nok bruge noget af min weekend på at skrive istedet for at se Gossip Girl for 6. gang. Nå, håber i har det fab!

Mys mys

Instagram: @frejastella_
Snapchat: @fl123345