Et Nyt Liv; En Ny Start

Tak (1)

Jeg begynder at komme til mig selv, men jeg har problemer med at åbne øjnene. Jeg kan føle en hånd stryge mig over panden og lige starten af mit hoved. Jeg begynder stille og roligt åbne min øjne. Der er også noget der har fat i min hånd. Det er sløret i starten men så bliver det tydeligere. Personen som sidder og stryger mig og holder min hånd er ikke min mor, men en person med briller og bag brillerne nogle dejlige og rare safir blå øjne.

Han ser mig åbne øjnene og siger. "Endelig, du er endelig vågnet. Du ved ikke hvor bekymret vi har været!".

"Vi? Hvad mener du med vi? Hvor er jeg? Hvem er du? Hvad laver jeg her? Hvorfor er jeg her?" spørger jeg panisk.

"Jeg mener din mor og jeg, du er hjemme i din seng, jeg er en magisk enhjørning - just kidding, du er sådan set lige vågnet, da du faldt om," svarer han i et drag. 

Jeg kommer pludselig i tanke om mor. Jeg havde næsten helt glemt hende. Rettere sagt, jeg havde næsten glemt alting.

"Hvor er hun, hvor er min mor?"

"Hun er lige gået til en butik her i nærheden, hun sagde noget med at hun skulle hente noget til dig hvis du skulle vågne, og hun ville være tilbage om mindst en time. Indtil nu er der kun gået 24 minutter siden hun gik,"

Hvad kan dog tage den kvinde så lang tid. "Nåh, okay. Tak,"

"Du behøver ikke at takke mig," svarer han med et blink. 

"Hey, jeg har lige lagt mærke til, at jeg fik aldrig dit navn,"

"Hvad fik du ikke?"

"Jeg nåede aldrig at få dit navn at vide, så hvad hedder du?"

"Navnet er Nathaniel, men bare kald mig Nath eller Nathan."

"Okay Nath, kan du fortælle mig hvad det var der skete da jeg besvimede?"

"Ja selvfølgelig. Altså... Du begyndte at tage dig til hovedet og du så svimmel ud, meget, meget svimmel ud. Da dine ben gav under og du pludselig faldt ned på gulvet, gik jeg i panik. Jeg tog dig op og lagde dig på sengen, ikke vide om hvad jeg skulle gøre.. Din mor kom lidt efter og gik helt i shock, hun bad mig at passe på dig mens hun ringede til en læge. Da lægen kom sagde han bare at du var besvimet. Din mor blev helt lettet da hun hørte det, og det samme gjorde jeg,"

"Hvor længe har jeg været bevidstløs?"

"Omkring 4 dage tror jeg nok," han klør sig i nakken, "Ikke noget specielt."

"Så Længe? Og du har nogenlunde passet og plejet mig i al den tid?" Spørger jeg overrasket.

"Det kan man godt sige," 

jeg kan se at hans øre bliver lidt lyserøde i toppen.

"Tusind tak Nath," 

Jeg ved jeg ikke burde men,jeg sætter mig op og krammer ham, jeg ved godt at han stadig er lidt af en fremmed men han har passet og plejet mig i al den tid så jeg kunne bare ikke lade være. Jeg kan føle på hans muskler at han er overrasket. Efter et par sekunder gengælder han krammet. Jeg kan føle en bølge af glæde strømme igennem mig. Hvorfor er jeg så glad lige pludselig? 

Jeg trækker mig væk. "Kan du fortælle mig, om min far og om de her kræfter som jeg har men intet ved om?".

                                                                                          ***

Jeg undskylder for det korte kapitel, men inden i begynder at protesterer, lover jeg at det næste nok skal blive længere!

Hvad tror i at der er i vejen med Alexa? 

Og har i en anelse om hvad for nogle kræfter Nathaniel Taler om?                                                         Skriv meget gerne en kommentar om hvad i tror.

Så Ses vi vel i næste kapitel - Byeeee!