Et Nyt Liv; En Ny Start

Uventet besøg (1)

Det tager mig omkring en time, da jeg går en omvej og hen til parken. Det er her jeg lærte at bruge mine kræfter for første gang.

Jeg prøvede at komme ned fra et træ. Kiggede ned satte den ene fod ned efter den anden, men min fod gled og jeg endte med at falde.
Jeg havde klemt mine øjne og havde ventet på faldet men Jeg mærkede bare græsset blødt om mig.
Vinden havde reddet mig.

Jeg smiler ved mindet.

Når jeg endelig står foran hoveddøren, ringer jeg på..........
Intet svar.
Jeg ringer på igen.........
Stadig intet svar. Jeg prøver en sidste gang.........
Stadig intet svar.

Jeg prøver at åbne døren.

Hvorfor i al verden er den dog åben og ikke låst?!
Jeg træder indenfor. Jeg ser med det samme en seddel. Jeg går hurtigt hen og begynder at læse.

Der står: "Søde skat jeg er ked af, at vi kom op at skændes og, at vi pludselig skal til jorden, jeg undskylder inderligt. Jeg ville ønske at  jeg kunne forklare, men det kan jeg ikke.
jeg er lige henne for at købe nogle få ting til rejsen. Jeg siger undskyld for det der er sket på dit værelse, men jeg skulle lige lede efter noget... PS: der er aftensmad i køleskabet. Hilsen Mor."

Ja det var hvad der stod på sedlen. Gad vide hvad hun ledte efter.

Vent.

Hvad har den kvinde gjort ved mit værelse?! Hun ved hvor meget jeg holder af mit organiseret og tydelige værelse!
Og aftensmad allerede. Jeg kigger på uret, klokken er allerede 18:34.
Pludselig begynder min mave at knurrer.
Jeg går hurtigt hen til køleskabet, og åbner.
Der står en tallerken med lasagnen fra igår aftes.
Jeg tager hurtigt en gaffel, tager tallerkenen og går derefter op på mit værelse.

                                                                          ______________

Der kommer lyde derindefra.

Jeg åbner døren på klem.

Hvad i al verden er det! Og hvad er der sket.
Synet foran mig er ikke det bedste. Mit værelse er helt rodet fra top til tå.

Men midt i al rodet står en ting.
Nærmest et dyr.

Det ligner ikke en varulv, eller en leopard. Selvom det nok er det den er, så ligner det den bare ikke.
Måske er den evoleret eller bare hr ekstra styrke.

Jeg kan mærke et skrig bane sig vej op gennem min hals,  men der kommer ingen lyd, istedet gisper jeg.
Jeg ved ikke om gispet var til al den rod, eller den ting der står midt i værelset.

Pludselig kigger den på mig. Jeg genkender øjnene, men alligevel ikke. Hvor er det dog jeg har set de safir blå øjne?

Tænk Alexa, tænk!

Nu husker jeg ham! Det er ham fyren fra mine drømme, som havde dem.
Jeg ved jeg burde løbe og bare komme væk fra dyret, men det gør jeg dumt nok ikke.

Den begynder at gå hen mod mig mens den transformere sig til sin menneskelige krop. Idet mindste er det ikke bare et vilddyr.

Jeg er som stenet fast til gulvet og kan ikke bevæge mig. Tingen har forvandlet sig til en dreng.
Jeg gisper.

Det er fyren fra mine drømme! Han er også brunette, men det er i hvert fald meget mørkere end mit, nærmest sort.
Han har de der fortryllende smukke safir blå øjne og så er han slank men muskuløs. Han bruger briller men det klæder ham. Det egentlig ret sødt.

Hvis jeg selv skulle bedømme det , så var han ret pæn. Nok meget nuttet.
Han bliver ved med at komme nærmere.
Pludselig står han vildt tæt på. Men jeg står stadig helt fastfrosset, som en dum statue.

"Lige hvad jeg ledte efter". Siger han så.
Hans stemme var meget rolig. Hvad mente han med det? Hvem er han? Hvad laver han her?
Mine tanker flyver rundt inde i mit hoved.
Hvis han kommer 4-5 skridt nærmere ville hans krop røre min. Ikke godt.

"Du er meget pænere end jeg havde forestillet mig," Han siger det på sådan en irriterende drillende måde men jeg rødmer alligevel og tænker på mit udseende.

Jeg er brunette, med lidt blondt nede i spidserne. Du ved de der ombres der er mørke oppe i hovedbunden og bliver lysere og lysere ned af. Ja det.
Jeg har brune øjne men de skifter lige lovlig tit farve.
Jeg har en lille mund med neutrale læber og en lidt for stor næse eller det syntes jeg i hvert fald selv. Jeg er buddet - synes det hvert fald selv. Jeg er virkelig lav, ca. 157 cm høj. Og så er jeg 17.

Stop det der Alex! Det er ikke det bedste tidspunkt til at rødme.

"Nå har du tænkt dig at sige noget eller hvad?" Han lød spørgende men han havde en drillende tone til dem.

Han siger det som om han forventer at se mig stå og råbe og skrige. Som om han er vant til at se og høre sådan noget. Jeg står stadig helt stille og rykker mig ikke ud af stedet.

Han bryder tavsheden endnu en gang. "Hedder du Alexa?"

Og denne gang svare jeg. "hvorfor  kender du mit navn?"

"Lad os bare sige at du er i fare og det er min pligt at beskytte dig,"

"Beskytte mig? Ellers tak, det klare jeg godt selv tak,"

"Alexa lad mig sige dig en ting, du er en meget vigtig person dog ved du det ikke selv. Du besider nogle meget stærke og vigtige kræfter. Jeg har kun en af dem selv men du har dem alle sammen. Lad mig gætte: din mor og dig skal til at flytte til jorden lige pludselig ikke sandt?"

Jeg gisper og kigger chokeret op på ham med store øjne.

"Hvor ved du alt det fra? Jeg ved at jeg ikke kender dig, så du kan ikke rigtig få det at vide. Sig' mig, stalker du mig..?" Vrisser jeg, halvt fornærmet.

"Nej.. Jeg ved det fordi din mor sendte bud efter min lærermester for at sikre sig at du var sikker og efter det sendte hun endnu et med forklaring på hvorfor".

"Og hvorfra kender min mor din lærermester?".

"Han er din far,"

Jeg gisper og får en forfærdelig hovedpine der gør at jeg bliver svimmel.

"Alexa hvad sker der? Er du helt okay?"

Hvad tror han selv.
"Men han er jo død, han kan ikke være min far du må have taget fejl!"

Jeg fortryder med det samme at jeg sagde den sætning for jeg begynder at gispe efter vejret efter at have sagt den.

"Nej jeg taler sandt, men du burde nok ligge dig, du ser ikke for godt ud!".

"Men hvordan kan det være? Hvordan kan det være min far? Han er jo død. Han døde for mange år siden," får jeg pippet frem.

Pludselig begynder han at råbe "ALEXA ER DU DER!"

"ALEXA KIG PÅ MIG!" Men råbende lyder som var de råbt på lang afstand.
I det samme sortner det for mine øjne og det føles som om jeg mister balancen, jorden forsvinder under mine fødder og jeg falder.

                                                                                                  ***

Det var så det for den her del. Jeg kom op 1160 ord, det er 400 mere en jeg plejer!

Smid gerne et "vote" hvis i kunne lide det, og skriv også en kommentar om hvad i synes.

Vi Sezz i næste kapitel. Til den tid - byeeee!