Sweethearts

6.

Hun tog sig til hovedet i det hun vågner op. Aldrig nogensinde havde Josephine troet, at hun ville opleve sådan en slem hovedpine. Hun ser sig rundt i værelset, og husker ikke hvordan hun er endt der, men var glad for at hun ikke fandt sig selv et andet sted. Josephine kan ikke huske så meget fra igår. Det der optræder klarest i hendes hukommelse er en masse shots, og Lily, der trak hende rundt på dansegulvet. Selvfølgelig glemmer hun heller ikke Harry, som viste sig at bo inde ved siden af. Hun vendte sig om på siden, og opdager Barbara med sin makeup tørret af i sengebetrækket. Barbara sover tungt, så Josephine behøver ikke engang at liste, for ikke at vække hende. Med det samme hun rejser sig er hun ikke et sekund i tvivl om, at alkoholen stadig sidder i hende. Tømmermændene er ved at slå til, men hun er stadig halv fuld. Hun går forbi de andre værelser, hvor dørene står åben, så på vejen nedenunder tjekker hun, at alle er kommet hjem.

Josephine slingrer ned af trappen og falder over det sidste trin. Hendes kind blev varm af faldet, men hun havde ikke kræfter til at rejse sig. Nogle kolde hænder tog om hende og hjalp hende op. Nu stod hun ansigt til ansigt med Harry Styles som hun nu har afvist to gange. "Er du okay?" Spørger han hende. Længe står hun bare og ser på ham, inden at et surt opstød trængte sig op igennem hendes hals. Hun får ham til at slippe sig og løber hen til den nærmeste skraldespand, og lader det komme ud. "Det må du undskylde" siger hun, og holder sig for hovedet. "Det skal du ikke tænke på. Jeg havde regnet med det ville komme, for du blev ret så fuld igår" griner han af hende, og det var ikke noget hun brød sig om fandt han hurtigt ud af. "Hvad laver du egentligt her?" Spørger hun med sine arme over kors, da hun er kommet mere til sig selv, efter det lille uheld. "Påstår du, at du ikke husker at invitere mig ind til efterfest. Ubegribeligt" Hans stemme lød så ironisk, at hun fik lyst til at slå til ham.

Længe stod de igen stille og så på hinanden. Han læner sig ind over køkkenbordet, og ser hende dybere i øjnene end før. "Ved du hvad? Jeg tager min undskyldning i mig igen." Siger hun til ham. Hun læner sig også ind over bordet, så de står endnu tættere på hinanden end hun egentlig ønskede. "Se hvem der er kommet over sine tømmermænd" Griner han. Hun ruller sine øjne af ham, og skal til at trække sig tilbage fra bordet igen, men han når lige at sige den sidste provokerende kommentar til hende. "Du ved, hvis du ikke lige havde brækket dig, så ville jeg kysse dig" De drejer begge hovederne, for at se Zayn med Eva under armen træde ind i køkkenet. "Sikke et tilbud. Jeg rigtig glad for, at jeg kastede op" Siger hun. Zayn begynder at grine højt, og spørger hvad det er der foregår. "Det er bare Harry, der er på vej hjem" svarer Josephine Zayn. Hun ser på Harry igen, der i det samme sekund ser op fra gulvet og sender et skævt smil, inden at han går ud af køkkenet. Der er stilhed i køkkenet indtil, at de hører hoveddøren smække. "Hvorfor er det, at I ikke kan enes? Han er en virkelig cool fyr faktisk" siger Zayn. Josephine hælder juice, og vil helst ikke svare på hans spørgsmål. "Det er fordi, at de mødte hinanden nogle dage inden vi tog herned helt tilfældigt, hvor han ligger an på hende, og hun afslår ham. Nu er de uvenner" griner Eva. Zayn samler sine bryn. "Det kunne godt lyde som Harry. Det skal du ikke tage dig af. Jeg havde godt nok ikke forstillet mig at du var den pige han har snakket så meget om" Svarer Zayn.

Josephine har tænkt sig meget om, og til sidst indser hun klart og tydeligt, at det er hende, der havde begået den største fejl af dem alle. Klokken var stadig kun 11, og det var kun lidt under en halv time siden, at Harry var stormet ud af køkkenet. Hun var blevet enig med sig selv om, at hun en gang for alle vil sige undskyld til ham, og mene det. Det Zayn havde sagt, havde fået hende til at indså at han ikke var en idiot uden følelser. Hun havde fået det bedre efter, af at hun havde kastet op, og nu hvor hun havde trækket i tøjet, så var hun parat til at gå over til ham. Hun gik ned over grasset, for hvis hun ville møde ham ved hoveddøren, så skulle hun gå adskillelige ekstra meter, fordi indkørelsen er så lang. Hun kommer ned på det varme sand, og drejer om hjørnet ind af hækken. Harry sad på en lænestol ude på terrasen sammen med hans kammerat Niall, og de fik med det samme øje på den høje brunette, der var ved at ødelægge deres fred om nogle sekunder troede de. "Skal vi ikke bare starte forfra?" Siger hun til Harry med bedende tanker. Harry sætter sig ret op i stolen, og trækker sine solbriller op i håret, og i et øjeblik synes hun at hun fik et glimt af første gang de mødtes. "Hvad har dog fået dig til at ændre mening?" Griner han. Hun strejfede sit blik over på Niall, der ikke lader til at følge med i samtalen, hvor det egentligt også ville undre hende, hvis han gjorde.

"...Zayn, men pointen er, at jeg personligt kommer med en undskyldning, og vi kunne blive gode venner, hvis du tager imod den?" Siger hun. Han havde haft den værste dårlig samvittighed. Det får hun let over de mindste ting, der kommer hende ved. "Kan vi være ligeså gode venner som dig og Zach?" Spørger Harry overlegen. Nialls opmærksomhed er meget medrivende, og pludselig føler Josephine sig fanget i hendes eget roderi. Hun vil ønske, at hun kunne have samme arogants som Harry, men i stedet fik hun rødme på kinderne. "Hvem har segt det?" Stammer hun frem. Hun kommer med det samme til at fortryde, at det var det hun sagde, men i en pinlig situation som denne, var det bedre end ikke at sige noget. "Det har du. Du var meget fuld i går, hvis du husker?" Josephine føler sig som en komplet tåbe, og beder til hun kunne forsvinde, for hun ved godt, at hun fortæller sandheden som fuld. "Var jeg virkelig så slem, at du blev nødt til at lade som om du havde en kæreste, for at slippe af med mig?" Spørger han stille og mindre fremtræden end før. Hun var ked af at hun havde pålagt ham den følelse. "Nej. Det er bare fordi, at jeg lige er kommet ud af et langt forhold, og folk plejer ikke at tale sådan med mig, så jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere" En byrde falder fra hendes skuldre, da hun lader sandheden sige. "Du skal ikke have dårlige samvittighed, og jeg vil gerne tage imod dit tilbud, om at starte forfra"

__________
Spørgsmål:
Har I lagt mærke til, at jeg prøver at beskrive personerne under teksten, og ikke stille det op som nogle forfattere herinde gør?