Hidden Secrets

Kapitel 2.

De burde slet ikke nærme sig her, knurrede Jake.
Jeg løftede snuden op, da vinden medbragte Canas-koblets duft.
Jessica blottede sine hjørnetænder, men så afventede på mig.
Vi løber derhen, meddelte jeg til de andre.

Da vi kom tættere på, stod Canas-koblet roligt i menneskeskikkelse.
Jeg så dem, og skiftede også. Mit kobbel så mit eksempel, hvorefter de roligt stod bag mig som mennesker.
Zeke Canas drejede rovdyrs agtigt sit ansigt mod mig, og sendte mig et blik, som de fleste piger ville besvime over.
Men jeg har kendt ham siden jeg var helt lille, så mig kunne han ikke narre.

"Hvad laver i her, Zeke?" Spurgte jeg, måske lidt for koldt.
Zeke løftede sit øjenbryn, og strakte sine muskuløse arme.
"Vi kedede os lidt, så jeg tænkte at det kunne være meget sjovt, lige at præsentere vores kobler for hinanden" sagde han, og trak på hans skuldre.
Han vidste udemærket godt, at vores kobler hadede hinanden.

Jeg kiggede lidt rundt på Canas-koblet, som ligesom os, havde det samme udseende som når de var ulve.
Fx, var jeg en helt krid hvid ulv, med blå øjne. I menneske-skikkelse havde jeg næsten helt hvidt hår, med blå øjne.
Zeke havde sort uglet hår, med mørkebrune øjne. Sådan var han også som ulv.
Canas-koblet bestod af Zeke (alfahannen), Day (Hans beta), Monique, Scarlet og Travis.
Som alle sammen, efter min og mit kobbels mening, var en flok forkælede møgunger.

Monique sad med sit lange blonde hår, og sendte mig det der pige-dræber-blik.
Jeg så tilbage på Zeke, som stadig kiggede intenst på mig.
"Zeke, kan vi lige snakke?" Fnøs jeg, allerede et par skridt væk fra de andre.
Han hoppede den fra den træstub, han havde siddet på, og slentrede hen til mig.
"Synes du virkelig at det er en god ide?" Spurgte jeg. Han betragtede mig åbenlyst, i mens han lænede sig tilbage op mod et træ.

Okay, jeg forstår godt hvorfor alle piger sværmer om ham.
Men kæft han er en idiot.

"Willow, du kan helt seriøst ikke mene, at det vil være en god ide, at lade som om det aldrig ville ske, indtil selve dagen?" Zeke hævede det ene øjenbryn, uden at tage blikket fra mig.
Ja, han havde fat i noget.
Men alt inden i mig, ville bare nyde det, skubbe det uskubbelige væk. Glemme alt om det, indtil det ikke længere kunne glemmes.
Men Zeke havde ret. Hvis vi ventede til selve dagen, ville det være som ragnarok.

"Hvad skal vi så? Lege tagfat?" Spurgte jeg en anelse irriteret.
Jeg hadede at give Zeke ret, fordi han i forvejen var alt for kæphøj.
Der kom et charmerende skævt smil frem på hans læber, da jeg gav ham ret.
"Lad os tage ud og jage sammen" sagde han roligt.
Jeg skar ansigt af ham, kunne han seriøst mene det?
"Jagt handler om flok instinkt, det ville aldrig komme til at fungere" protesterede jeg.
"Nu må du ikke være så negativ, Will" var det eneste svar jeg fik, før han gik tilbage til vores kobler.
De stod med flere meter i mellem dem, som to børnehave klikker.

Zeke stillede sig i mellem dem, og begyndte at tale.
"Vi har besluttet at lære hinanden lidt bedre at kende, inden ceremonien".
Alle så måbende på os, men lige i det øjeblik, måtte jeg faktisk bakke Zeke op. For det var faktisk en god ide.
"Vi har brug for at kunne samarbejde, den første dag efter ceremonien, så vi bliver nødt til at træne sammen" fortsatte jeg efter Zeke.
Monique fnøs åbenlyst, men Zeke sendte hende et blik, der fik hende til at bøje hovedet.
"Vi deler os op i to, Day, Scarlet, Jessica og Axel, i tager med mig, i andre tager med Willow" beordrede Zeke.
"Jeg tror, at jeg springer over" mumlede Jake.
"Hold kæft, Jake, og hør efter" snappede jeg af ham.
"Willow og jeg bestemmer, i følger" sluttede Zeke af.
Lidt fortvivlet over, at Zeke bare havde givet ordre, uden at jeg fik noget indvendt, så jeg Zekes hold løbe afsted i ulveskikkelser.
Var det sådan her, det ville blive?
Jeg vidste godt, at man som alfa-hun ikke vil ha helt så meget at sige, som alfa-han, men alligevel. Det gjorde lidt ondt, samtidig med, at det irriterede mig grænseløst.

Jeg skiftede til ulv, med en underlig følelse af ikke at have hele mit kobbel bag mig.