A New World

Kapitel 22

Jeg stirrede dumt på ham
"Hvordan vil du gøre det?" Fik jeg fremsagt da der var gået en tid med tavshed
"Jeg hjælper, du kan umuligt gøre det alene, men vi kan få et forspring da han stoler på mig" svarede han efter at have studeret mig lidt
"Jeg tror ikke Phamix stoler på nogle" mumlede jeg
"Stoler du på mig?" Spurgte Zane med en nervøs klang i stemmen
"Nej, men det behøver heller ikke" svarede jeg koldt og så ham direkte ind i øjnene
"Hvis det du fortæller mig er sandt vil jeg gøre alt for at flygte fra det" jeg rejste mig forsigtigt op, for at se om jeg kunne holde balancen.

Jeg gik over mod døren, men kunne pludselig mærke en hånd på min ene skulder
"Ikke endnu" sagde Zane alvorligt
"Hvad mener du?" Jeg kiggede vare dumt på ham ind til han gav mig svar
"Du er nød til at få blokeringen væk, før vi går ud" sagde han og holdt mig tilbage
"Men du sagde jeg umuligt kunne bruge min magi på fuld kraft"  sagde jeg forvirret
"det er rigtigt, men du har stadig ikke lært alle dine kræfter at kende, hvis du koncentrere dig kan du fjerne blokeringen og bruge ubesværet de ting du allerede har lært" han svarede meget grundigt og lige til
"Okay hvad skal jeg gøre?" Spurgte jeg
"Koncentrer dig, søg hjælp hos begge dine vogtere" han kiggede alvorligt på mig
"Hvad ved du om mine vogtere?"
"At det er dine forældre, ikke mere"
Jeg var lige ved at spørge om en helt masse spørgsmål, men kontrollerede mig selv og begyndte at koncentrere mig om opgaven

Jeg prøvede at koncentrere mig om at både få hjælp fra min far og mor, det tog meget af min energi at hidkalde dem.
Jeg gik håbløst rundt i det mørke rum og var lige ved at give op da jeg så den skindene sø fra før, men denne gang var der noget anderledes ved den, den var omringet af ildkugler.
Små svævende ildkugler, som fik det skindene blå vand til at skinne endnu mere. 
Jeg gik over til søen og mærkede energien fra den, min energi
"Mor? Far?" Kaldte jeg og efter lidt tid dukkede der 2 skikkelser op på midten af søen, mine forældre, men hvor der før havde været en stor glæde ved at se mig, men også en stor sår ved ikke at kunne se sin elskede, var der nu kun 2 personer der så hinanden dybt i øjnene, man kunne mærke deres glæde og kærlighed bare ved at se på dem.
Tårerne begyndte så småt at trille ned af mine kinder
"Mor, far" hviskede jeg glad, de vendte sig om og så lykkeligt på mig
"Tak elskede datter, for at bringe os sammen igen" sagde de begge, og smilte til mig
"Der er noget i skal hjælpe mig med" jeg blev med et seriøs igen
"Hvad er det min skat?" Spurgte min mor blidt
"Hvordan fjerner jeg blokeringen?" De så først på hinanden og nikkede
"Det bliver ikke let" sagde min far
"Jeg gør hvad som helst" svarede jeg uden tøven
"Du er nød til at finde den ting der holder blokeringen, noget du tænker på hele tiden uden at vide det, den ting som du er nød til at finde en måde at komme videre på."
Jeg stirrede på min far, forstående men også forvirret
"Hvad kan det være?" Min mor fangede mit blik med et kærligt smil
"Det er din opgave at finde ud af, men jeg kan sige så meget at det er noget fra den tid hvor du troede du bare var et menneske, noget som du ikke kan glemme" jeg nikkede forstående og så fra min mor til min far
"Tak for rådet, farvel mor og far" en tåre strøg ned af min kind
"Ikke græde" sagde min far og gjorde en enkel bevægelse med hånden, min tåre som før var på vej ned af min kind, svævede forsigtigt igennem luften og landede i søen.
"Vi vil altid være her" de smilte begge kærligt til mig
"Farvel, Lydia"

Jeg vågnede med et sæt og så Zane sidde lænet op ad mig
"Nå? Fandt du så ud af noget?" Spurgte han utålmodigt
"Ja det tror jeg" jeg gennemgik samtalen mentalt
"Hvad?"
"Jeg er nød til at finde den ting der holder mig tilbage" svarede jeg imens jeg prøvede at tænke
"Og hvad er det?"
"Det ved jeg ikke!" Snerrede jeg og begyndte igen at koncentrere mig.
Jeg blev overvældet af en stor sorg der svømmede ind over mig
"Mathias" hviskede jeg og fik det helt dårligt af at tænke på det
"Hvem?" Kom det fra Zane
"Mathias, min bror, eller min bror fra min familie på jorden" svarede jeg trist
"Okay, hvad med ham?"
"Han døde på dagen jeg mødte dig" svarede jeg
"Hvordan?" Spurgte han forsigtigt
"Han blev myrdet"
"Hvordan?"
"Det ved jeg ikke" svarede jeg stille
"Så er det det!" Han sprang op i glæde, jeg gav ham bare dræberblikket og han så undskyldende ned i jorden
"Hvad?"
"Du skal finde ud af hvordan han døde!" Jeg stirrede dumt på ham
"Hvordan?" Spurgte jeg dumt
"Din magi, koncentrer der bare om den ene ting og se" jeg nikkede forvirret men satte mig og lukkede øjnene.

Jeg så en høj skikkelse foran mig, jeg kunne sagtens genkende stedet jeg var tilbage på jorden, tilbage til mit gamle liv.
Skikkelsen foran mig vendte sig om, forskrækkelsen væltede over mig
"Mathias?" Tårerne kom frem endnu en gang, men han hørte mig ikke, stirrede bare med sine store brune øjne lige forbi mig, jeg vendte mig om og så et lysglimt
"Hvad fanden..." hørte jeg Mathias's ru stemme sige
Lysglimtet blev større og formede sig til en portal
"LØB!!!" Råbte jeg til Mathias men endnu en gang kunne han ikke hører mig.
Ud af portalen kom en enkel skikkelse, Phamix, han havde sit onde smil plantet i hans fjæs
"Du er Mathias ikke?" Spurgte han mørkt
"Øh ja?" Svarede Mathias forvirret, han troede sikkert at han så syner.
Da jeg så min "onkels" blik styrtede jeg hen til ham, for at stoppe ham, men jeg løb bare lige igennem ham, jeg fandtes ikke i denne tid. Jeg råbte og skreg hysterisk imens Phamix med hurtige skridt var over ved min bror, han tog en kniv, som han havde haft i hans jakke
"Hvad laver du?" Spurgte Mathias nu skrømt og bakkede et par skridt bag ud, men for sent, Phamix havde allerede hamret kniven ind i min brors bryst.
Phamix forsvandt med et smil og Mathias faldt livløst om, jeg løb over til ham og faldt ned ved hans side
"NEEEJ!" Skreg jeg frustreret, med tårerne strømmende ned af mine kinder
"Mathias, du må ikke dø" men jeg vidste allerede det var for sent.
Han var væk.

Sveden dryppede fra min pande da jeg vågnede i min ulåste celle med Zane
"Lydia? Hvad så du" spurgte han forsigtigt
"Phamix, phamix dræbte min bror!" Græd jeg, Zane træk mig ind i et kram og for første gang i meget lang tid følte jeg mig tryg.
Pludselig kunne jeg mærke en underlig følelse, som om jeg blev stærkere ved hvert sekund der gik
"Hvad er der?" Spurgte Zane forskrækket
"Jeg ved det ikke jeg føler mig pludselig meget stærkere" svarede jeg fraværende
"Din magi! Du brød blokeringen! Prøv at skab en ildkugle i din hånd" jeg stirrede begejstret på dig og pludselig var hele rummet omringet af flammer, men intet brændte
"Jeg er klar" svarede jeg, men denne gang fyldt med selvsikkerhed